fiskeben.dk

Top tre over ting folk kan sige til en, når de får at vide, at man har i sinde at flytte til Bergen:

1. Jamen, er du klar over, hvad en øl koster deroppe?
2. Bergen… er det ikke der, det regner hele tiden?
3. Hvad skal du dog derop for?

Hvis jeg fik 25 øre for hver gang, jeg hørte disse spørgsmål, ville jeg sikkert ikke være rig, men jeg ville have mange 25-ører. Specielt de to første er sikre hits.

Naturligvis er alkohol dyrt i Norge, men jeg ser det ikke som noget stort problem. For det første er jeg allerede for gammel til at drikke mig sanseløst beruset, selvom det sikkert kommer til at ske en gang eller to alligevel. For det andet, så er det ikke dyrere, end at det er til at overkomme. De billigste øl i supermarkederne koster omkring en tier stykket (ja…) – og så er det faktisk Tuborg. Fordelen ved Norge er, at de ikke har Krudtugler og VIB Pilsner. Ulempen (en af de mange, alkoholmæssigt set) er, at special-øl ikke er til at opdrive og koster summer, jeg ikke tør forestille mig.

Og jo… det regner meget i Bergen. Til gengæld blæser det ikke så sindssygt meget, som det gør i Danmark. Selvom Bergen i princippet er en kystby, så ligger den alligevel lidt inde i en af de mange norske fjorde godt dækket ind af diverse fjelde. Derfor er der udmærket læ, og decideret blæst er forholdsvis sjælden. At det så regner meget er også til at overkomme – jeg har ikke planer om at skulle cykle til og fra arbejde deroppe, for det er der simpelt hen for mange stigninger til. Så hvad er lidt regn, hvis man skal køre bil? (Kuriosum: det regner faktisk meget i Bergen – en påstand, der er stærkt underbygget af det faktum, at der rundt om på gaderne står automater, hvor man kan trække en paraply).

Når folk spørger mig, hvad jeg skal deroppe, hvad svarer man så? "Jo ser du <indsæt livshistorie her>". Man bliver så træt så træt af at fortælle den samme anekdote om og om igen. Det er en pinsel, og den er ikke til at komme udenom. Sådan er det vel bare, så længe nyhedsværdien er bare lidt over ingenting.

Jeg bliver snart voldelig. Som om vi ikke har haft problemer nok med vores bil på det seneste, opstod der et nyt igen i dag.

Mens jeg sad og spiste min frokost på arbejdet i ro og mag, blev jeg ringet op af intet mindre end en mand fra politiet. Han kunne tænke sig at vide, om jeg var klar over, at bagruden i min bil var smadret. Det var jeg egentlig ikke klar over, men jeg var da glad for oplysningen.

Det vil sige, at der i løbet af natten er nogle idioter, som har smadret ruden i bilen. Uden motivation har en eller anden torsk banket igennem ruden. Der er ikke stjålet noget eller på anden måde øvet vold mod bilen – man har bare smadret ruden.

Hvis idioterne læser dette – hvilket de sikkert ikke gør af et utal af grunde, herunder det faktum at de nok ikke er i stand til at læse – vil jeg bare oplyse om, at såfremt jeg møder dem, vil jeg brække deres næser tre steder med et dækjern og strø skår fra min bagrude i øjnene og munden på dem.

Kort sagt: fuck jer, røvhuller!

Det, som jeg gerne vil fortælle nu, er så vigtig en brik i mit liv lige nu, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg får startet denne tekst. Jeg vil gerne gøre det så rigtigt som muligt, og det er med at få indledningen på plads.

Derfor vil jeg uden omsvøb gøre det offentligt: til februar flytter jeg og min kæreste til Norge. Vi skal bo på en ø ved navn

På min cykelrute til arbejde (og således også hjem igen) er der et lyskryds, hvor politiet ynder at ligge på lur efter næsvise cyklister. Krydset er af den type, hvor en lille vej krydser en større vej, og om morgenen står trafikken i perioder ret stille på den store vej. Mange cyklister, der kommer fra den lille vej, skal svinge til højre ud på den store vej, og for mangt en utålmodig cyklist kan det være svært at holde tilbage for det røde lys. Derfor vælger mange da også at liste rundt om hjørnet (mens andre gør alt andet end at liste), og derfor vælger politiet visse morgener at placere en mand 30 meter oppe ad gaden.

I morges var en af de morgener, hvor der stod en betjent og lurede på cyklister. Jeg er sjældent af den type, der ikke kan modstå fristelsen – mest fordi man alligevel kommer til at holde tlbage for rødt ved næste lyskryds, som ligger 200 meter længere henne. Det er simpelt hen et spørgsmål om timing. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at få et lille adrenalinrush, da jeg opdagede betjenten, for i går sneg jeg mig faktisk til at tage chancen – hvor det gik godt. Tænk, om jeg havde været så skødesløs at gøre det igen i dag? Tænk, om jeg havde fået blod på tænderne, mærket anarkiens og lovbryderens sødme og resolut givet pedalerne et ekstra tramp rundt om hjørnet, bare for at stå ansigt til ansigt med en brovten, bødeudskrivende betjent, der var kommet for tidligt op.

Godt, at jeg er så lovlydig…