fiskeben.dk

I Aalborg er det igen-igen Henning G. Jensen, som kan hænge borgmesterkæden om halsen, og denne gang er det som leder for en endnu større kommune, end det har været de sidste syv år. Det er der for så vidt ikke noget underligt i. Det underlige ligger i, at i Aalborg er der ikke nogen, som kan lide Henning G. Alligevel formår manden at skrabe mere end 13.000 personlige stemmer ind. Det er en pæn sjat, når man tænker på, at der er lidt over 150.000 stemmeberettigede, og at ca. 64% af dem i det hele taget gad bevæge sig til sit valgsted og sætte et kryds (info kommer herfra).

Jeg skal ikke starte nogen konspirationsteori eller slynge beskyldinger om valgsvindel ud. Jeg undrer mig bare. Der må gå utroligt mange mennesker rundt i kommunen, som ikke vil indrømme, at de har stemt på manden. Og hvor mange af dem, sidder søndag morgen hovedrystende og læser hans indlæg og udtalelser i

Så fik jeg også krattet et par kryds ned på stemmesedlerne. Et kryds på hver seddel, for at være præcis. Af en eller anden grund havde jeg sat næsen op efter, at vi i Aalborg skulle være med i et forsøg med elektronisk afstemning, men selvsamme næse blev temmelig lang, da alt i den gamle gymnastiksal var, som det plejer. Jeg kan faktisk ikke mindes, hvor jeg har fået den ide fra. Måske er det noget, jeg har drømt. Jeg drømmer de mest mærkelige ting for tiden og har ind imellem meget svært ved at skelne dem fra virkeligheden.

I nat drømte jeg noget med en sindssyg morder, der hærgede et sted i en by. Jeg er ikke specielt god til at huske detaljer om mine drømme, men jeg husker da lidt. Befolkningen i byen (inkl. mig selv) måtte snige sig rundt – selv i deres egne huse – for at overleve. Blev man spottet af morderen, var det slut. Sådan stod det på et stykke tid. Da jeg tænkte ved mig selv "hvor er politiet egentlig i det her?" mens jeg krøb i skjul bag en græshøj, burde jeg nok have lagt to og to sammen og indset, at det var en drøm. Men det gjorde jeg bare ikke.

Havde jeg indset, at det var en drøm, kunne jeg måske have praktiseret noget, jeg længe har haft lyst til at opleve; nemlig

Så er den her, vinterdepressionen. Eller det vil sige – en egentlig depression er det vel ikke, for jeg føler mig ikke specielt deprimeret. Derimod er jeg uendeligt træt. Jeg går i seng 22.30 og er ikke til at drive ud af sengen igen om morgenen. Først efter 4-5 x snooze overvindes trætheden af den dårlige samvittighed over først at møde på arbejde midt om formiddagen. De første 2-3 snoozes når jeg ikke engang at opdage – jeg er simpelt hen i koma.

Jeg synes ellers, at jeg lever forholdsvist sundt; jeg spiser grøntsager dagligt, drikker en pæn sjat vand (omend det måske godt kunne være mere), og mængden af søde sager ligger på et fornuftigt, lavt niveau. Jeg cykler de ca. ti kilometer til og fra arbejde hver dag, og alligevel føler jeg mig som en zombie og har et søvnbehov på 16 timer i døgnet.

Jeg håber da, at det med tiden går i sig selv igen, for det er ikke til at holde ud. Måske skal øjnene lige vænne sig til mørket omkring os.