fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for januar måned 2006

Dårlig opladning til travl uge

En heftig weekend senere er jeg klar til at blive lagt i seng. I aftes var jeg som nævnt til forsinket julefrokost med den gamle klasse i gymnasiet, og selvom det ikke blev helt så vildt som frygtet, så var det stadig rigtig hyggeligt og godt at få udvekslet lidt sladder og den slags. Jeg skal ellers hilse at sige, at det er temmelig koldt at gå over Limfjordsbroen i t-shirt og en blazer for tiden.

Den kommende uge bliver noget anderledes. Mandag og tirsdag er de to sidste dage på arbejdet, hvilket bliver underligt. Onsdag skal Lilli til sin sidste eksamen på social- og sundhedsassistenten, og torsdag rejser vi til Bergen, fordi vi skal til Lillis mors 50-års fødselsdag på lørdag. Fredag skal jeg til en art samtale angående noget job i Bergen, og søndag rejser vi så tilbage til Aalborg for at pakke al vores habengut og gøre klar til den helt store afrejse i den næste weekend. Det er egentlig lidt fjollet at rejse frem og tilbage på den måde, men det er den eneste måde, det kan gøres på, og sådan er det bare.

Derfor vil jeg snart gå i seng og få noget søvn, for det har det været lidt småt med de sidste to dage. Det er utroligt så uudhvilet man kan være efter en weekend, der egentlig er beregnet til at få hvilet ud i.

29

jan

0

Druk, druk, druk

Jeg var til "herreaften" hos en kollega i går. Der blev serveret chili con carne (til at blive tørstig af) og masser af specialøl (til at slukke tørsten med), og derefter spillede vi pool og hyggede foran en buldrende brændeovn. Det var en rigtig hyggelig aften med en stor, fed streg under hyggelig, og klokken blev da også henad halv seks, før jeg var hjemme igen.

Nu hvor tømmermændene er ved at gå i sig selv efter en intensiv Coca Cola-kur, begynder jeg at kunne tænke lidt fremad igen. I aften skal jeg til forsinket julefrokost med de gamle hoveder fra gymnasiet. Det plejer at være noget med snaps og den slags, så jeg er allerede begyndt at forberede mig mentalt på morgendagens nye omgang tømmermænd. Man skal nok ikke fokusere alt for meget på den slags, for så ender det med at blive kedeligt. Nu får vi se…

28

jan

1

På vej mod kanten

Flytteforberedelserne begynder at tage til. Lilli har i længere tid så småt pakket de mindst brugte ting, og flyttekasser er blevet en fast del af hverdagen. Vi er i gang med opsigelser af alverdens abonnementer og andet godt, og følelsen af at skulle starte et helt nyt liv kommer tættere og tættere på.

For at mindske flyttelæsset mest muligt sælger vi ud af møblerne, så kun de ting, vi helst ikke vil af med, flytter med til Norge. De ting, vi ikke kan sælge eller give væk til familie og venner, ender nok i en genbrugsforretning. Vi har nogle spisestuestole og to lænestole, som hellere end gerne gives væk til interesserede. Al den udskiftning er også næring til følelsen af at starte forfra, for det bliver nyt hus, nye møbler, nyt alting når vi flytter ind. Selv vores tøj sørger vi for at tynde ud i for at slæbe mindst muligt med.

En anden ting, der gør følelsen af en ny start meget nærværende, er det faktum, at jeg kun har fire arbejdsdage tilbage. Når fløjten lyder tirsdag eftermiddag, vil det være sidste gang, jeg sætter mine ben i KMD (i denne omgang?), og selvom jeg kun har arbejdet der i 11 måneder, bliver det alligevel en smule vemodigt. Heldigvis tegner jobsituationen forholdsvist lyst, for der bliver opslået utrolig mange it-jobs i Bergen for tiden, så mon ikke der skal falde et af til mig?

25

jan

0

Sov godt

Lige bortset fra det faktum, at det koster 200 pund, så kunne jeg godt tænke mig

24

jan

4