fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for februar måned 2006

Et par ord efter flytningen

Endelig har jeg tid til at skrive et par ord, efter flytningen er overstået.

Vi ankom i går morges efter en hård weekend med flytning og diverse afskedsfester. I fredags var vi ude at spise med en række venner, og det var en rigtig god tur med god mad og gode øl. Generelt godt. Vi fik sagt "farvel" til vores stam-bar i Gaden vel vidende, at der nok går mindst nogle måneder, før vi kommer tilbage.

Om lørdagen fik vi pakket det sidste og sendt en del overskydende møblement og lignende med min bror hjem, så det kan gøre gavn hos dem eller mine forældre. Min mor havde tilberedt en fantastisk og ikke mindst rigtig dansk middag til om aftenen, så jeg ligesom kunne drage til Norge med en god smag i munden. Men det var ikke det eneste, hun havde gået og brygget på, for bedst som vi sidder og slår mave, vælter det ind ad døren med naboer og gamle venner, jeg ikke har set længe, og en større fest var i gang. Jeg tror det er en afskedsgave, der slår alverdens mere "materielle" gaver med flere længder, så jeg blev naturligvis rigtig glad, og klokken blev da henad halv fem, før vi gik i seng.

Det var måske ikke så smart, for ikke længe efter skulle vi stå op igen for at nå færgen i Hanstholm. Efter en god morgenmad med rundstykker og den slags, som man kun får det i Danmark, drog vi afsted. Færgeturen var egentlig ikke noget at råbe hurra for. Det kunne mærkes, at vinterferien startede den dag, men de mange mennesker var generelt stile og rolige, så den store feststemning, som plejer at præge båden, udeblev. Det var også en noget mindre båd end normalt, så selv den mindste bølge fra Hanstholm til vi kom tættere på norsk fastland kunnne tydeligt mærkes. Det har senerehen bevirket, at jeg har været noget svimmel, og først i dag er det gået over.

Som sagt ankom vi i går morges og trillede stille og roligt men ikke mindst lettede gennem tolden. Ikke fordi vi havde vildt meget over det tilladte med, men mere fordi vi slap for at rykke hele læsset ud af bilerne – et læs, der var pakket med millimeters præcision, så selv et stykke papir ikke kunne klemmes ind.

Dagen i går gik med forskellige administrative ting. Jeg har udfyldt en flytteblanket, så jeg kan få et norsk personnummer (og dermed kontonummer, telefonnummer osv osv…). Vi var også rundt i diverse butikker og fik bestemt os for fliser og møbler til badeværelset i vores kommende hus, så alt i alt fik vi en hel del på plads i går. Apropos huset, så var vi deroppe i går for at tapetsere og spartle, så det varer ikke længe, før vi kan begynde at male.

Jeg har taget en mængde billeder, som jeg skal forsøge at dele med omverdenen snarest muligt. Det kan dog være, at der kommer til at gå lidt tid, for jeg har et lidt presset program og knapt så regelmæssig adgang til internettet for tiden, men watch this space!

14

feb

0

Adios amigos

Nu begynder flytningen virkelig at vise sit grimme ansigt, og det begynder at gå op for mig, at jeg rent faktisk er ved at flytte. Alt, som ikke er 100% livsnødvendigt, er pakket ned i kasser og sække, men det er dog lykkes mig at holde computeren koblet til strøm og internet – og det bliver den ved med lige til det sidste.

I morgen kommer et par stykker fra Norge, og vi skal have læsset bilen, inden der skal være flyttesyn i morgen eftermiddag. Om aftenen skal vi ud at spise med venner for ligesom at få sagt farvel. På lørdag kommer min bror og konen, som skal hjælpe med den sidste rengøring og hente de ting, de skal have, inden vi vender næsen mod Norge. Først skal vi dog lige overnatte hos mine forældre, for færgen sejler først på søndag.

Så dette er farvel. Næste indlæg skrives sikkert fra Norge. Adios!

9

feb

2

Bloggen som vejen til horisonten

Selvom teksten er mere end to år gammel, så er det alligevel en gang utrolig interessante overvejelser og tanker. Blogosfæren møder Singulariteten, og vi bloggere får æren af at være drivmidlet – og så er det endda ikke nogen helt dum ide.

7

feb

0

Nedtælling

Det har været en hektisk og forlænget weekend, som nu er mundet ud i nedpakning af lejligheden. I torsdags rejse vi til Bergen for at være med til svigermors 50-års fødselsdag. Om fredagen var vi begge til jobsamtale, og Lillianne fik job, mens jeg selv ser ud til at have god sandsynlighed for et. Jeg var til samtale hos Xtra Personell, som er et vikarbureau. Det betyder, at jeg vil blive ansat på opgavebasis og dermed have en forholdsvis ustabil arbejdssituation, men et job er et job. Det lader til, at de har en opgave, der passer mig, og passer det også kunden, så har jeg sikkert job om et par uger.

Fødselsdagsfesten i lørdags var rigtig god, og jeg fik networket uventet meget. Hele tre kontakter blev det til, som jeg i de næste par uger skal have plejet. Det vil ikke være tosset, hvis det kan kaste noget af sig.

I går skulle vi med enorme tømmermænd rydde op i forsamlingshuset, og sidst på eftermiddagen tog vi flyet hjemad over København. Naturligvis var flyene forsinkede, så der var ekstra ventetid i både Bergen og København, men dog ikke mere end at vi kun var hjemme en time senere end beregnet. Det er sikkert ikke værre end hvad der kan vente resten af den danske del af familien, der flyver hjem i dag, når SAS-piloterne har varslet strejke i forbindelse med dagens forhandlinger.

I dag har vi begyndt at pakke sammen, og lejligheden ser mere og mere tom ud de steder, hvor der ikke er rodet. Det er på en gang nemt og uoverskueligt at skulle pakke. Nemt, fordi vi ved, hvad der skal laves, men uoverskueligt, fordi der dukker så mange underlige gamle ting op, hvis videre skæbne man skal tage stilling til. Det meste af det ryger bare i en stor affaldssæk.

6

feb

0