fiskeben.dk

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, og det skyldes for så vidt ikke, at jeg ikke oplever noget. Det er bare ikke alt, jeg vil dele med alle…

Det begynder at ligne noget i huset. Der er malet færdigt og monteret lister omkring vinduerne, og vi har fået lagt fliser på badeværelset, så det minder efterhånden om et rigtigt hus. Gulvet har været meget forsinket og er netop kommet i dag. Derfor står vi lidt i stampe, for det skal ligge et par dage og aklimatisere sig, før det kan lægges. Vi har dog fået lagt gulv i "pulterkammeret" (det som normændene kalder "boden" og som alle har…) samt i gangen, og indtil videre er det helt fantastisk. Når det sidste gulv er lagt, hvilket med lidt held er gjort i midten af næste uge, mangler der stort set kun at blive monteret  døre og køkken samt udført VVS- og elektrikerarbejde, før vi så småt kan flytte ind. Og hvor længe kan DET lige tage?

På jobfronten begynder det også at ligne noget, men man skal nok passe på med, hvad man siger, for det er ikke til at vide, hvem der læser med :) Jeg kan dog sige så meget, at jeg har været til nogle utrolig interessante samtaler på det seneste, og jeg havde faktisk aldrig drømt om, at det kunne blive så interessant. Tilbage er kun at trippe nervøst rundt, indtil der kommer svar – og skrive nogle flere ansøgninger… og undgå at blive sindssyg. Man ved det er ved at være på tide at finde et job, når man kan løse alle kabalerne i Freecell.

Endelig har jeg fået et norsk personnummer og en verden af muligheder åbner sig for mig; jeg kan oprette en konto, låne bøger på biblioteket, betale skat og en masse andre sjove ting.

Tåberne på folkeregistret har naturligvis stavet mit navn forkert. Det er også utrolig vanskeligt at læse det fra diverse flyttepapirer, udfyldte skemaer og kopier af pas. Det er heller ikke noget stort; de har byttet om på to bogstaver i mit mellemnavn, så istedet for at hedde "Førgaard" hedder jeg nu "Frøgaard". Det er ikke første gang i historien, at det er sket: Jeg fik straks flashback til første dag i børnehaveklassen, hvor vi alle blev råbt op, og min mor måtte irettesætte lærerinden, at "det hedder altså Førgaard." Nu er min mor her ikke til at irettesætte folkeregistret, så jeg må selv gå den tunge gang derind og få det gjort.

Mange af mine nyvundne rettigheder forudsæter, at man har en indtægt, og sådan en kan jeg desværre ikke bryste mig af at have endnu. Derimod har jeg fået mit første afslag på et af de jobs, jeg har været til samtale på. Ak ja, store stygge verden.

På den anden side, så har jeg mere eller mindre fået tilbudt et job. Et ret interessant et tilligemed. Det eneste problem er, at det er en deltidsstilling, hvilket sikkert ikke er specielt kompatibelt med huslån. Omvendt er det et meget spændende og ikke mindst ungt miljø, hvor jeg får kontakt med mange andre kreative fagområder (som sikkert skal have hjemmeside-hjælp), og det er også en god CV-reference at have arbejdet det pågældende sted.

Jeg tænker stadig

Hvis du er en af dem, som er så heldig at have et arbejde, hvor du har brug for noget, at få tiden til at gå med, så synes jeg du skulle taget et kig på dette spil, som sikkert kan hjælpe dig. Simpelt og sjovt.

Folk uden arbejde må også gerne prøve.

Jeg har aldrig været nogen større fan af vintersport. Det sås med al tydelighed i forbindelse med afviklingen af seneste vinter-OL. Jeg har faktisk aldrig i mit liv haft et par ski under fødderne. Derfor var det med nerverne udenpå de varme overalls, at jeg i dag for første gang skulle en tur på fjeldet og prøv at stå på ski.

Efter ca. en times kørsel endte vi på Furedalen Alpin, hvor der kun er to løjper. En svær og en meget svær (set med mine øjne). Vi fik monteret udstyret, og med bævende knæ begav vi os i retning af toppen. Der var ingen grund til at lade mig øve alt for meget, for det kunne jeg jo gøre på vejen ned.

Lad mig sige det på denne måde: Jeg har sindssygt ondt i røven. Specielt de tyve kvadratcentimeter af min højre balle, som i 99% af de mange tilfælde af styrt tog imod faldet. Selvom jeg styrtede konstant, blev det faktisk bedre og bedre, så til sidst gik det næsten hæderligt. Jeg er dog stadigvæk ikke specielt ferm til at dreje til højre, men til venstre går det så nogenlunde.

Smerterne til trods, tror jeg ikke det er sidste gang, jeg skal på skitur. Det skal nok være i lidt længere tid end kun et par timer, for tiden går overraskende hurtigt, når man boltrer sig i sneen.

Jeg ville have taget kameraet med og knipset nogle billeder, men jeg glemte det. Det var sikkert også godt det samme, for jeg havde uden tvivl smadret det til ukendelighed. Lidt som det gik med mit ur (men det kan nok repareres).

Det var sådan jeg tilbragte min 27 års fødselsdag. Gavehøsten siger DVD-afspiller, en rigtig fin trøje og dejligt bælte.