Slut med dagdriveriet
Efter at have ventet længere end hvad godt er, er der endelig kommet et gennembrud på den front, de kalder job. I går eftermiddag fik jeg en venlig opringning fra en venlig mand, der arbejder ved et (venligt?) bredbåndsfirma. Han ville gerne tilbyde mig det job, som jeg har ligget søvnløs over i fem-seks uger og takket nej til en anden stilling. Derfor var lettelsen stor, da der endelig kom skred i tingene, og jeg snart ikke længere kan gå under betegnelsen "arbejdsfri".
Det ER et interessant job, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang. Ikke kun fordi jeg så småt var begyndt at udvikle hulemandstendenser (eller de latente tendenser begyndte at titte frem), men også fordi jeg tror det bliver et ekstremt udfordrende job – på den gode måde. Jeg skal i korte træk hjælpe med udviklingen af de programmer, som supportere og sælgere i firmaet benytter. Hvad det helt præcis vil sige, ved jeg ikke, men det er noget med fakturering og styring af kunderne. Vi har vel alle prøvet, at en supporter ved alt, før man i det hele taget har fået forbindelse – det er sådan noget, jeg skal lave. Det i sig selv er spændende, men der hvor den store udfordring ligger, er programmeringssproget. Firmaet har siden starten satset på
28
apr