fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for august måned 2006

Lost Weekend vel overstået

Sikke en weekend. Lost Weekend festivalen 2006 er overstået for denne gang, og tilbage er der kun for de arme frivillige at få ryddet op og pillet ned.

Jeg tør godt sige, at festivalen i år har været den bedste indtil nu, selvom det er med risiko for at gentage mig selv. Det må bare betyde, at de rent faktisk formår at gøre festivalen bedre og bedre år efter år. Det var virkelig en fed fest.

Der har været en del negativ opmærksomhed i de lokale aviser op til årets festival, fordi man sidste år formåede at ende med et stort underskud, selvom det havde været en publikumssucces. Problemet hed dårlig økonomisk styring, og det er der gjort noget ved i år. Jeg tror de ender med et pænt overskud, som kreditorerne med glæde vil sætte tænderne i.

Men når alt kommer til alt er det musikken, der er det centrale, og programmet i år var meget spændende. Et stort internationalt navn havde fundet vejen til den idylliske Kollevåg, nemlig Cardigans. De overraskede mig positivt og fik slettet det dårlige indtryk jeg havde fået på Roskilde i 2003. Derudover havde et par større norske navne også lagt vejen indom, og en fornuftig fordeling af disse sikrede tre velbesøgte festivaldage.

Som dansker (eller… vi var to) på en mindre norsk festival er det meget spændende, når der er danskere på scenen. I år havde man for første gang booket et dansk band, og det var en koncert, jeg så meget frem til. Nephew startede nemlig en charmetur i Norge med at spille en kanon koncert for os. I begyndelsen var jeg meget spændt på, hvordan det skulle gå, for der var mødt ca 30 mennesker op til koncertens start. Heldigvis spillede Nephew samtidig med Norges svar på Britney Spears, Mira Craig, og selvom det kan være pænt at se på, er det ikke nogen musikalsk fryd at stå der i længere tid. Så da koncerten sluttede, var teltet proppet med mennesker, og selv udenfor var der masser af mennesker. Jeg tror nok Nephew skal få succes i Norge, hvis de fortsætter trenden.

Den størtste koncert var efter min mening nok da det delvist lokale og ikke mindst geniale band Ralph Myerz & the Jack Herren Band gik på scenen. Kombinationen af DJ og to trommeslagere (og en lidt unødvendig guitarist…) er ganske enkelt genial, og når de to på trommerne samtidig giver den fuld gas og leger med publikum, så er det en fornøjelse at være med. Jeg har sikkert sagt det før, men jeg kan lide at gentage mig selv: kommer Ralph Myerz & the Jack Herren Band forbi med en koncert, bør du ikke tøve med at købe billet. Det er garanteret underholdning for alle pengene. Bare så det er sagt. Der er for i øvrigt en god chance for, at de kommer på turne i den nærmeste fremtid, fordi de udgiver en ny plade meget snart. Desuden optog de en musikvideo til den næste single under koncerten, så den bliver garanteret meget skæg at få at se.

Jeg kunne sikkert fortsætte med at skrive den ene detalje efter den anden, men jeg har trods alt også andre ting at give mig til, og det har du sikkert også. Jeg synes dog du skulle kigge indom Festivalfoto og se et par af billederne der.

Til sidst vil jeg bare nævne, at The Cumshots rocker, Animal Alpha styrer, The Danny Cannon Show giver den gas, Muddy Mojo (heja Per!) har blues-mojo … osv.

7

aug

0