fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for september måned 2006

Hvorfor mig?

En anonym beundrer (eller i hvert fald en anonym person) sendte mig tidligere et interessant link, der postulerer, at min hjemmeside ikke er tilgængelig i Kina på grund af censur. Ved nærmere studeren kan man se, at jeg ikke er den eneste ejer af en dansk hjemmeside, der er kommet i Kinas sorte bog (ikke den røde…). Diverse andre weblogs, som jeg har stødt på gennem Blogbot de seneste år, er også på listen. Den mest prominente, danske repræsentant er nok Jubii.

Min første reaktion var "hey, fedt nok!" og lidt sporadisk latter, der dog relativt hurtigt fortonede sig og blev til en lav gurglen. Spørgsmålene begyndte at hobe sig op; hvorfor skal JEG censureres? Hvad har JEG gjort kineserne? Hvorfor skal de stakkels, forfulgte og undertrykte kinesere ikke have lov til at læse MIN hjemmeside? For ikke at tale om de mange tusinder af danske turister, der lige skal tjekke, hvordan det står til i andedammen, mens de går med rygsæk på den kinesiske mur?

Nogen burde gøre noget. Jeg ved bare ikke hvem og jeg ved ikke hvad. Men nogen og noget. Vi kan ikke bare se passivt til, mens dette sker.

14

sep

0

Æble i huset

Jeg overvejer meget, MEGET kraftigt (så kraftigt, at jeg faktisk har besluttet mig) for at sparke PC’en ud på det nærmeste fjeld og anskaffe mig en iMac istedet for. Tilfældet vil, at Apple netop har offentliggjort specifikationer og priser på den nye linie af iMacs og Mac Mini, og jeg er meget positivt overrasket. Det viser sig, at ikke kun er flere vigtige komponenter opgraderet, men prisen er samtidig sat ned. Det gør det pludselig meget lettere at se bort fra de større modeller, som man lige nøjagtig ikke har råd til, men som har den lidt større harddisk og processor – for nu får jeg det alligevel og til en lavere pris. Men derfor kan jeg nok ikke lade være med at gå og sukke lidt efter en 24″ iMac

6

sep

0

Bye-bye Steve

Steve har stillet træskoene. Jeg havde nu altid troet, han skulle ende sine dage i maven på en krokodille, men en rokkepig i brystet er vel også en udmærket vej til det hinsides for ham.

Jeg håber der er mange krokodiller, du kan lege med, hvor du end er nu.

4

sep

0

Lidt fremtidsmusik

En af de opfindelser, jeg ser mest frem til for tiden, er det digitale papir.  Siden jeg for første gang så filmen Minority Report har tanken om det digitale papir tiltalt mig meget. I filmen ser man rejsende i undergrundsbanen sidde med noget der ligner en avis på een side, hvor der istedet for trykte artikler er kontinuerligt opdaterede artikler og overskrifter. Uden at afsløre for meget for de, der ikke har set filmen, kan jeg give det eksempel, at da Vor Helt På Flugt træder ind i toget, ser man samtidigt, at nyheden om hans flugt har ramt medierne, og e-aviserne er i gang med at opdateres. Fedt.

Nu ser det ud til at det elektroniske papir ikke er så langt ude i fremtiden. Faktisk regner en producent med at kunne sende den første udgave på markedet i 2008. Vi skal nok ikke regne med automatiske opdateringer og levende billeder lige i første omgang, da der er tale om en sort/hvid version, og der er næppe nogen form for indbygget opdateringsinterface. Alligevel er det smart. Forestil dig, at man inden man går i seng om aftenen, kobler sit e-papir til en art docking station, således e-papiret om morgenen er fuldt opladet med både strøm og nyheder. Papiret kan nemt stoppes i lommen og læses i bussen/toget/whatever på vejen til arbejdet. Den største fordel er størrelsen, hvor jeg vel ikke behøver nævne, hvilken kamp det er at læse de almindelige danske morgenaviser, mens man sidder i bussen? Toppen af kransekagen er nok, at JP/Politikens hus aktivt arbejder på en sådan elektronisk avis, hvor man regner med at have en version på gaden om tre til fem år.

Vi skal heller ikke glemme, at e-papiret forhåbentligvis vil nedbringe papirforbruget en smule. Ikke nok med, at vi ikke behøver den konventionelle avis længere, men den e-papiret vil også kunne udkonkurrere de ækle gratisaviser, der sviner naturen til i overflod. Og med tallene for disse gratisavisers papirforbrug i baghovedet, skal der ikke megen matematik til for at se besparelserne på dette område alene.

Er der noget at sige til, at det er en opfindelse man kan se frem til?

2

sep

1