Det krakker for Krak
Jeg synes hele sagen om Krak er ganske morsom. Til den uindviede kan jeg kort (sic) fortælle, at en person for nylig blev præsenteret for en pæn regning fra Krak, fordi han havde linket direkte til sine adresseoplysninger på deres hjemmeside – et deeplink, som de meta-it-smarte kalder det. Den slags ting vil Krak have betaling for, og derfor sender man en regning. Fyren har lavet opstandelse, hvorefter Krak har set sig selv i spejlet og indrømmet, at de er lige lovlig pengegriske.
Ikke nok med det. En anden fyr har omtalt sagen på sin blog, og en person har reageret med nok så heftig en svada godt krydret med diverse bandeord, hvor hovedessensen var, at han godt kunne tage og holde op med at angribe Krak sådan, for det var ikke pænt. Blog-fyren tog kommentaren til sig og skrev et nyt indlæg om den sammen med IP-adressen på brugeren, hvorefter en snarrådig læser lavede et whois-opslag på adressen. Det viste sig, at kommentaren er skrevet fra en computer i Kraks eget netværk.
Summa summarum: Selvom det hele er digitalt ude på det store indernedt, efterlader du alligevel store, fedtede fingeraftryk overalt, hvis du ikke bruger handsker. Og skulle du bruge handsker, risikerer du stadigvæk, at fedtet på dine klamme hænder siver gennem handsken og smitter af på det, du rører ved.
24
jan