fiskeben.dk

Jeg havde en yderst traumatisk oplevelse i går. Bedst som jeg troede, at vi skulle på stille og roligt besøg med kaffe og snak, begyndte det at strømme ind med folk, der var bevæbnede med … radiobingohæfter! Og nej, her er ikke tale om en horde beboere fra det lokale plejehjem, som var kommet på afveje. Det var ganske almindelige og pæne unge mennesker, som var blevet indfanget i et spind af dårlig musik og grinagtig taloplæsning.

Jeg troede kun, at dette fænomen fandtes på min fædrende egn, men det eksisterer altså også her i Norge. Jeg er nærmest vokset op med et radiobingohæfte i hånden. Om ikke andet, var det bandlyst (og er det stadig) at benytte telefonen lørdag eftermiddag mellem to og tre, for det skulle være muligt at foretage et lynhurtigt opkald til radiostationen, når rækken med fem tal var klar. Faktisk havde radiostationens telefonnummer højere prioritet end 112 hjemme hos os.

I første omgang var det dramatisk med alle disse radiobingospillende unge mennesker; jeg var så småt begyndt at krybe ind i mit mørke sted, men så kom jeg i tanker om den hjælp jeg har fået af diverse psykologer op gennem tiderne til at tackle radiobingo, og langsomt overvandt jeg trangen til at sætte mig i et hjørne og dunke hovedet i væggen.

Og der var ikke nogen som vandt noget.