fiskeben.dk

Efter en uge med NextTV – TV-signal over internettet fra NextGenTel (også kaldet IPTV) – må det være på tide med en lille statusrapport. Kort fortalt fungerer det sådan, at man kobler en speciel set top boks til sin router ved hjælp af almindeligt RJ-45 netværkskabel. Set top boksen fungerer ellers som dem man kender fra TV via parabol og andre digitale tjenester.

NextTV fungerer faktisk ganske godt efter min mening. Det er et nyt og relativt uafprøvet produkt, og det er sikkert en af grundene til, at jeg allerede to gange har oplevet nedetid. Når jeg har tændt for set top boksen, har skærmen bare bestået af den nedslående besked, at der ikke kunne oprettes forbindelse til en bestemt IP-adresse, som jeg går ud fra er den server, TV-signalet kommer fra.

Billedkvaliteten er også god, men jeg stiller sådan set heller ikke vanvittigt store krav. Det allerførste program, som jeg så, var en fodboldkamp, og de kloge siger, at fodboldkampe er det bedste til at teste TVets billedkvalitet, fordi der er en masse farver og megen bevægelse. Skal jeg være ærlig, var billedkvaliteten ikke i top på denne udsendelse; til tider var komprimeringen temmelig hård og meget tydelig. Jeg har dog lidt på fornemmelsen, at det er TV2 som (med vilje?) bruger større kompression på sportsudsendelser, for andre kanaler – specielt NRK1 og 2 har noget nær eminent billedkvalitet (men husk at det er med mine krav til kvalitet…).

Udover de to gange med manglende forbindelse, oplever jeg også en gang imellem, at signalet er lidt hakkende, og en gang har jeg oplevet, at det var tæt på umuligt at se på. Det viser sig ved, at billedet og lyden hakker og går i stå. Heldigvis har det været meget forbigående, og generelt set er det ikke generende.

Der er dog ikke lutter lagkage. Selvom TV-delen er OK, halter selve set top boksen noget så eftertrykkeligt. Menuerne er ekstremt langsomme, og hver gang man skifter kanal eller på anden måde interagerer med boksen, når man at få en følelse af, at boksen ikke har modtaget signalet fra fjernbetjeningen, før der kommer reaktion. Det betyder (selvfølgelig), at man når at trykke på knappen igen, og så kommer man let til at rode.

TV-guiden i boksen er også noget nær ubrugelig. Jeg mener, den skal kunne vise den aktuelle kanal i et lille vindue og mange andre smarte ting, men det virker ikke særlig godt. Det samme kan man sige om koblingen til TV2 Sumo og de to on-demand filmtilbud, der er tilgængelige i boksen – TV2 Sumo er ikke særlig interessant, og de to sidstnævnte virker ganske enkelt ikke.

Generelt er jeg tilfreds, og jeg tror børnesygdommene bliver luget ud i nær fremtid. Så længe jeg i det mindste kan se et godt TV-billede uden sne (og ikke mindst har adgang til LIDT flere kanaler end hvad man får ind med en stueantenne), så er jeg egentlig godt tilfreds. Jeg skal vende tilbage senere med en opdatering, hvis der sker nyt.

Coca Cola har for tiden en stor kampagne, hvor man kan vinde alverdens dimser og dingenoter, hvis bare man er en god forbruger og køber en masse af deres produkter. Alt sammen i kapitalismens navn, og fred være med det.

Der er dog en udmærket deal at hente, hvis man er lidt vågen. Coca Cola opererer med koder i låget af alle flasker, og disse kan man registrere på deres hjemmeside. I hele juni kan et point veksles til en sang på iTunes. Man kan let høste en masse point fra mindre vidende venner og kollegaer eller hvor man nu støder på tomme colaflasker (Brugsens flaskedrenge må have gyldne tider). Personligt har jeg høstet 16 point indtil videre, og det er blevet til lidt forskellig musik, som jeg syntes jeg lige stod og manglede.

Så åbn øjne og ører og fyr op for iTunes resten af juni måned!

Vi er tilbage i den gamle gænge efter næsten 14 dage i Mexicos varme sol. Kort sagt har det været en utrolig spændende tur, og jeg havde egentlig planlagt den helt store dag-for-dag-gennemgang, men jeg orker simpelthen ikke at gå igennem alt det, vi har set og hørt.

Turen bød først på et møde med Mexico City. Det er vel nok det mest kaotiske sted i verden, tror jeg. Bilerne kører på kryds og tværs, og der er mennesker overalt. Det er også verdens største eller næststørste by, så der er vel ikke så meget at sige til det. Kaoset kombineret med en utrolig skarp sol, som den kun kan være på de breddegrader, gør at man må bruge lidt tid på at finde sig til rette.

Vi var indlogeret hos en privat familie. Det egentlige mål med turen var brylluppet mellem Lilliannes bror og hans mexicanske kæreste, og det var hendes familie, som var så venlige at stille hus og mad til rådighed. Når jeg siger “venlige” er det egentlig en underdrivelse, for de (og det mexicanske folk i almindelighed) er ekstremt gæstfrie og venlige, så det skortede ikke på transport i kaostrafikken eller rigtige mexicanske måltider.

Apropos måltider, så er det mexicanske køkken fabelagtigt. Selvom det meste egentlig er forskellige kombinationer af tortillias, bønnemos, avocado og chili, så er det en masse dejlige retter, som kommer ud af det.

Den første uge gik med at bevæge sig rundt i Mexico City og omegn. Vi fik set forskellige steder og museer i byen, blandt andet Antropologisk Museum og Teotihuacan (selvfølgelig var jeg oppe på toppen af Solpyramiden) – alt sammen meget spændende, og vi var naturligt nok dødsens trætte hver aften, så det var faktisk ikke noget problem at falde i søvn kun 50 meter fra den sekssporet motorvej(!), som vi boede ved siden af…

Efter brylluppet rejste vi til Yucatan-halvøen, nærmere bestemt byen Merida. Det var en helt anden verden, og madtraditionerne på Yucatan skal ganske enkelt opleves. Noget andet, som man ikke kan undgå at opleve, er den ekstreme varme. Da vi først ankom til Merida var temperaturen i nærheden af 40 grader, og kombineret med meget høj luftfugtighed var det nærmest uudholdeligt.

Efter en dag i Merida rejste vi videre til Chichen Itza, hvor de bedst bevarede Maya-ruiner ligger, så også her gik der en del tid. Vi boede på et fint hotel, som egentlig var en samling små hytter, som oprindeligt var blevet bygget til at huse de arkæologer, som først fandt ruinerne og foretog udgravninger. Hytterne ligger i en flot park/jungle (alt efter hvor langt fra receptionen man bor), hvor der er et rigt dyreliv. Underlige fugle og gekkoer er intet særsyn på disse kanter.

Dagen efter rejste vi videre til turens sidste mål, nemlig Cancun, hvor vi var klar for badestrand og solhat. På turen dertil så vi, hvor meget Mexico er et kontrasternes land. Alle samfundsklasser lige fra utrolig rig til meget meget fattig er repræsenteret, og man skal ikke køre mange kilometer fra det dyreste hotel på strippen, før man kommer til slum og andre fattige strøg. Sjovt nok er det her piccoloerne, drinksmanden, vinduespudserne og alle de andre ansatte på hotellerne bor.

Cancun var egentlig ikke noget særligt. “Mini-USA” vil jeg kalde det, og to dage der var tilstrækkeligt. En interessant men også lidt kedelig ting ved Cancun er, at orkanen Wilma i 2003 ødelagde 95% af stedet. Det betyder blandt andet, at en stor del af stranden er ødelagt. En fem-ti meter bred bræmme af store klipper præger vandkanten ved mange af hotellerne, og de kombineret med meget store bølger gør det direkte livsfarligt at bade i havet. Derfor måtte vi tage til takke med poolen, og det var “lissom” ikke det, vi havde set frem til.

Vi vendte næsen hjemad igen, og efter cirka 24 timers kombineret flyvning og venten kunne vi igen sætte fødderne på de norske fjelde. Tilbage er kun at skille sig af med jetlag, men det arbejdes der på.