fiskeben.dk

Jeg har syndet. Jeg er “kommet til” at anskaffe mig en fin lille 13″ Apple Macbook sammen med en Apple Airport Extreme (med den nye 802.11n trådløse standard). Lad mig bare sige, at det er kræs!

Der er nu noget helt specielt ved at pakke op for et Apple produkt. Indpakningen er ekstremt tiltalende og lækker. Rene linjer, enkelt design. Man tager sig selv i at fokusere og koncentrere sig temmelig meget omkring bare det at få produktet ud af indpakningen. Tapen løsnes stille og roligt for ikke at ødelægge pappen, flamingo og anden indpakning fjernes enkelt og en ting ad gangen. Plastic-indpakning på tilbehøret åbnes og tingene lægges frem ved siden af hinanden, så man til sidst kan betragte byttet. Først der kobler man roligt tingene sammen og sætter strømmen til. Alt skal gøres rigtigt og i rigtig rækkefølge.

En helt speciel ting ved at pakke Apple produkter ud er duften. Nye produkter har en fantastisk speciel duft af ny. Den hænger og kildrer i næsen længe efter produktet er taget i brug og kassen er lagt på loftet (kassen, som man selvfølgelig passer på, fordi man ikke nænner at smide den væk). Jeg har læst om Apple fanboys, som rent faktisk finder gamle kasser frem og lugter til dem, og duften hænger der stadigvæk. Rent faktisk findes der mennesker, som samler på gammel Apple-indpakning…

Designed by Apple in California

Når man pakker op for et Apple-produkt, er der en sætning, som man altid mødes med et sted i processen. Det være sig iPod, iMac eller Macbook – “Designed by Apple in California” er der altid et eller andet sted. Egentlig betyder det ikke en skid, men sætningen er på en eller anden måde med til at sige “det her er fanden sparkemig et fedt produkt, så til lykke med det gamle jas!”. Det giver et ekstra skub til følelsen af, at det er et stort punkt i ens liv at pakke denne bunke plastic og elektroniske kredsløb ud af en papæske.

Når alt kommer til alt, så er det forretningsgas og salgstricks, men det virker sgu. Da jeg lagde Macbooken i indkøbskurven på Apple Store, var der en del af mig som glædede sig til, at pakken skulle ankomme og udpakningsprocessen kunne gå i gang. Så godt er det.

Og nåh ja – Macbooken er også fed.

Endelig fik jeg nosset mig sammen til at konvertere min gamle hjemmeside over til WordPress [edit: jeg skal selvfølgelig linke til den DANSKE WordPress side. Soooriii!]. Det var egentlig ikke så svært når det kom til stykket, men det var lige det der med at få det gjort. Folkens, sig velkommen til WordPress på fiskeben.dk.

Selvom jeg har skrevet blog i fem år nu, har jeg desværre ikke alle mine skriverier helt tilbage fra dengang. En stor del gik tabt i Det Store MySQL-idioti sidste år (eller var det året før?), hvor problemer med æøå og den slags ødelagde store dele af min database. Jeg har alligevel konverteret revl og krat. For at gøre en lang historie kort: forvent ikke at gamle indlæg spiller 100%…

En af grundene til den lange ventetid med at komme over på WordPress er, at jeg ikke bare ville bruge et eller andet tema, som alle finder på nettet. Derfor har jeg installeret Sandbox temaet, som er et grundlæggende skelet, som man kan gøre en hel del med bare ved hjælp af CSS. Faktisk har jeg bare slettet to linier i PHP-filerne – resten er CSS. Indtil videre er det temmelig spartansk, men stirrer man længe nok på det, så bliver det utrolig fint. Bare prøv.

Anyway, med en bloggingplatform som rent faktisk gør det interessant at skrive på sin blog, håber jeg hermed at indlægsfrekvensen her skal hæve sig en hel del i den kommende tid. Nu får vi se.

En gammel klassekammerat fra gymnasiet har udklækket et nyt spil, Spasserspillet. Det gælder om at styre sin rullestol forbi pædagoger og sprøjtekastende læger mens man ryger joints og kaster kolber med urin efter hvem som måtte stå i vejen. What’s not to like?

Prøv det, prøv det.

Vi var til indflytningsfest i går, og jeg var først hjemme klokken syv i morges. Det kan mærkes på energiniveauet. Jeg er vist ved at blive for gammel til den slags pjat.

Faktisk ville jeg gerne have været hjemme meget tidligere, men det er efterhånden umuligt at få en taxa heromkring. Der findes to-tre selskaber inde i Bergen by, som er vores eneste alternativer. Det er ikke noget problem at bestille en taxa, men chaufførerne vil sjældent tage turene, så vi venter forgæves i timesvis. Nogle gange er de endda så frække, at en chauffør accepterer turen og bagefter markerer den som gennemført. På den måde glider vi ud af systemet, og de stakkels telefondamer forstår ingenting, når vi ringer og er sure.

Grunden til chaufførernes modvilje er vist, at de har mange forgæves ture herud. Egentlig er det lidt af en ond cirkel, som er skabt, fordi vi bestiller bil hos flere selskaber og tager den første, som dukker op, og når chaufførerne kører forgæves, gider de ikke komme. Når de ikke gider komme, bestiller vi mangle flere biler, og så har vi problemet.

Så det var lidt omstændeligt at komme hjem i nat/morges, men efter nogle kilometers gåtur blev vi heldigvis hentet af en, der kunne køre os hjem, og alt endte trods alt lykkeligt.

Aldrig mere…