Joost har været blandt (mange af) os i en stund nu, og måske er det på tide at se tilbage på, om det kan leve op til hypen, som efterhånden har bygget sig op omkring konceptet.
En ting skal være sikker: hype er der masser af (selvom det ikke kan måle sig med JesusFonen i omfang). Kan man skabe hype omkring sit produkt allerede før det er udgivet, ja så er den halve success hjemme. Med Skype og KaZaA i forbrugernes baghoved, har Janus Friis & Co. allerede haft et godt udgangspunkt for at skabe hype og omtale af Joost, og det har de udnyttet.
Jeg tror desværre ikke det bliver til meget mere end hype, luft og en ubrugelig service. Bevares, der er efterhånden et relativt stort udvalg, men herregud hvor er det gabende kedeligt! At jeg ikke er en del af MTV-generationen (og findes den i det hele taget længere?), kan have indflydelse, men jeg synes faktisk ikke det er interessant at se på underlige musikvideoer og de mange andre MTV-iske programmer, Joost blandt andet kan byde på. Der findes enkelte guldkorn i programlisten, hvis man virkelig gider, men når først de er set, er det ligesom det.
Dertil kommer det tekniske. Et program som Joost SKAL være født med sømløs integration til fjernsynet. Det skal slet ikke være et problem, at få signalet til tv-skærmen, og alt hvad der hedder fjernbetjeninger skal virke. Skal vi virkelig gå 25 år tilbage i tv-historien, bare fordi tv-signalet nu kommer via et p2p-program istedet for antennen, og acceptere at vi må lette røveren fra sofaen for at skifte kanal? Nej tak.
Og så er min betaversion af Joost holdt op med at virke. Det forklarer, at mange ikke har fået invitationer. Det beklager jeg, men når det kommer op at køre igen, skal jeg sende invitationer til alle, som mangler.
Joost har potentiale – ingen tvivl om det – men når man tørrer hypen væk og tænker sig lidt om, så har det faktisk utrolig lidt at byde på.