fiskeben.dk

På vej hjem fra arbejde hørte jeg med et halvt øre et direktesendt program på (norsk) P3. Det var en type optakt til en koncert, og der var blandt andet en konkurrence med to af gæsterne i studiet som deltagere. De blev begge spurgt om, hvor de var fra, og det fik mig til at tænke lidt; hvis jeg skulle blive stillet det spørgsmål, hvad skulle jeg så svare? Askøy? Bergen? Danmark? Aalborg? Gøttrup?

Hvor man kommer fra må være afhængig af kontekst og temperament. Hvem som stiller spørgsmålet, og hvad samtalen ellers drejer sig om, må give et bestemt svar. Ofte taler jeg med folk på arbejde eller til fester, og her er svaret enten “Danmark” eller “Askøy”, men det er også fordi det ligger i kortene, hvad det er for et svar, de forventer. Spørger de til, hvor i Danmark jeg kommer fra, svarer jeg sjældent Gøttrup, for ingen aner hvor eller hvad det er – og da slet ikke nordmænd. Er det en dansker, som spørger, lægger jeg ud med at sige “en lille by nær Fjerritslev” (som også er tvetydigt, for der er flere Fjerritslev’er i Danmark). Er det en normand, som spørger, må jeg være lidt mere generel og svarer som regel “en lille by midt mellem Hanstholm og Aalborg“. Alle nordmænd ved, hvad Hanstholm er, for der sejler færgen til, og alle ved hvad Aalborg er, for der er billige bajere.

Skulle jeg ende som deltager i et program og blive spurgt om, hvor jeg er fra, ville jeg sikkert svare Askøy, for det er der, jeg bor. Men da værten temmelig sikkert ville bemærke, at jeg da ikke kan være helt norsk, vil det højst sandsynligt komme som et nyt spørgsmål: Jamen, hvor er du egenlig fra? Hvis jeg istedet svarer Danmark (eller en by i Danmark for den sags skyld), vil det kun føre til endnu flere spørgsmål, og så er vi jo lige vidt.

Så hvor er jeg egentlig fra?

Vi er i en Matador-rus for tiden. Over de sidste par år har vi samlet afsnit, når de har været på tilbud, og på vores ferie til Danmark fik vi de sidste med os hjem.

Her i aften skulle vi have dagens skud, og vi fik da også set et afsnit. Abstinenserne fik sig dog et ordentligt tryk, da vi opdagede en fejl i en pakke med tre DVDer. To af DVDerne har samme indhold, selvom der står noget andet udenpå. Det er faktisk et kendt problem, at en sending Matador-afsnit har fejl.

Den pågældende pakke er, som den eneste af dem vi har, købt her i Norge, og jeg har sendt en e-mail til den butik(skæde), hvor den er købt. Jeg er meget spændt på at se, om de har lyst til at erstatte et produkt, som er købt i december sidste år, når vi ikke engang kan fremvise en ærlig bon.

Det er ingen hemmlighed, at jeg er meget stor fan af Matrix-filmen. Så stor, at jeg næsten vil forsvare de to sidste film i trilogien med næb og klør mod alle, som betvivler deres kvalitet og genialitet. Stor var forundringen og ikke mindst spændingen, da jeg stødte på et interview med Susan Sarandon, som spiller en lille rolle i en ny film af Wachowski-brødrene. Filmen hedder Speed Racer, og er en filmatisering af en tegnefilm fra 1960′erne, som jeg ikke ved noget som helst om.

Wachowski-brødrene har altid lavet specielle ting, og det vidner Matrix jo også godt om. Speed Racer bliver ingen undtagelse, og jeg vil vove den påstand, at denne film kommer til at overgå Matrix i teknik og blær. De to brødre har nemlig fået fingrene i et eller andet sært kamera, som ingen rigtig ved noget om. Dette kamera er i stand til at filme en scene således, at hele billedet bliver i fokus. Det betyder, at hele filmen vil bestå af billeder, hvor alt, både forgrund og baggrund, er i fokus – ligesom i en tegnefilm.

Hvorfor det er fedt, ved jeg ikke lige, men jeg ved, at det ikke er nogen enkel sag at få et kamera til at fokusere på den måde, og det er nok for mig til at blive imponeret. Samtidig er jeg temmelig spændt på, hvilken effekt dette vil få for filmen rent fortællemæssigt, og hvordan det generelle indtryk bliver.

Siden Apple lancerede de nye iMacs, har jeg selvfølgelig haft en nærmest ubændig trang til at kaste al fornuft over bord og købe en. Logikken (dvs. Lillianne) slår konsekvent kløerne i mig og forhindrer, at jeg gør noget dumt. “Tak” for det.

I erkendelse af, at jeg nok ikke skal have en af de nye aluminiums-iMacs lige med det første, har jeg istedet kastet min kærlighed på tastaturet. Jeg har længe været interesseret i at anskaffe mig et trådløst tastatur, og nu er der jo kommet nogle meget mere interessante sager på markedet. Men så er det, at det slår mig: hvorfor i alverden skal den trådløse udgave være så kompakt og dum? Ingen specielle taster, ingen numerisk keyboard, piletasterne klemt ind mellem alle de andre knapper – ja, det minder en hel del om layoutet på en Macbook. Hvorfor kan jeg ikke få et almindeligt tastatur, der også er trådløst?