Harmony 555 virker nu med Front Row
Efter et par dage med test af min nye Logitech Harmony 555 har jeg endelig fået den til at virke med Apples Front Row. Hvis andre skulle være interesseret, er her en ganske kort opskrift. Af hensyn til min tid kræver dette, at du i det mindste er lidt inde i, hvordan opsætning og konfiguration af Harmony-fjernbetjeningen virker. Jeg har testet dette med en 20″ Intel iMac (ikke aluminium), men jeg er overbevist om, at fremgangsmåden virker for alle Macmodeller, der understøtter Apples originale Apple Remote og har Front Row.
Først og fremmest skal din Mac registreres af fjernbetjeningen som en Apple TV. Hvis du allerede har registreret maskinen, og det ikke var som en Apple TV, bør du slette den og lægge den til igen. Når du bliver bedt om en modelbeskrivelse/navn, skriver du “Apple TV”. Hos mig stod det ved siden af tekstfeltet som et eksempel.
Dernæst skal knapperne konfigureres, og her kræver det, at du har en original Apple Remote. Marker at du vil lære følgende knapper: DirectionUp, DirectionDown, DirectionRight, DirectionLeft, Play, Pause, Next, Previous, Menu og OK. Herefter lærer du din fjernbetjening disse kommandoer ved at følge anvisningerne på skærmen. Det er en god ide at holde enhederne under bordet eller noget for at undgå at sætte maskinen i dvale eller på en anden måde at gøre noget utilsigtet. Alle knapper skal læres med et enkelt tryk – ikke noget med at holde menu-knappen nede eller lignende.
Når dette er gjort, tilpasser du dine aktiviteter, som bruger maskinen. Jeg har kun en aktivitet, som jeg har kaldt iTunes. I udgangspunktet tænder den forstærkeren og sender en play-kommando til iTunes. Hvis jeg hellere vil bruge Front Row, trykker jeg på fjernbetjeningens menu-knap, og Front Row starter. Her kan jeg bruge piletasterne og OK-knappen til at navigere. Menu-knappen går et niveau op igen eller afslutter Front Row, hvis jeg er på øverste niveau i menuen.
Jeg var nødt til at slette min eksisterende iTunes-aktivitet for at få dette gjort rigtigt. Det var fordi min Mac optrådte to gange i aktiviteten. Derudover har jeg konfigureret min Mac til aldrig at slukke, fordi jeg gerne selv vil styre, hvornår den er i dvale eller ikke. Brugere af Mac Mini som decideret multimediesystem kan måske med fordel lade fjernbetjeningen sætte Mac Mini i dvale, når en anden aktivitet starter. Det er en smagssag.
Det eneste issue jeg umiddelbart har nu er, at det ser ud som om der er noget galt med play/pause-kommandoerne og iTunes. Et tryk på play starter og pauser musikken lynhurtigt. Det viser sig, at pauseknappen virker som begge dele, så jeg gider ikke fikse dette lige nu, men det vil sikkert kræve en ny indlæring af IR-kommandoerne.
Jeg håber det virker for dig også. God fornøjelse.
Skriv en kommentar
Du kan bruge lidt HTML, hvis du vil. Følgende tags kan bruges:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>