fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for december måned 2007

2007 i punktform

År 2007 synger på sidste vers, og det er vist ved at være tid for en lille nytårshilsen herfra. 2007 blev året, hvor:

  1. Vi fik AppleTV og iPhone
  2. De autonome væltede København
  3. Jeg fik mig en iPod
  4. Jeg skiftede til IPTV
  5. Jeg rejste en tur til Mexico
  6. Denne side blev konverteret til WordPress
  7. Mac OS X Leopard blev frigivet
  8. Brann vandt serien (for første gang siden 1963)
  9. Jeg skiftede arbejde
  10. Jeg købte mig et digitalt spejlreflekskamera

Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at ønske alle et fabelagtig godt nytår med håb om at I passer på fingrene og andre ting og på den måde undgår at blive en del af statistikkerne og avisoverskrifterne på årets første dag.

31

dec

0

Interessant julerejse forestår

Om en times tid begynder vores rejse mod Danmark, hvor julen skal fejres i år. Vi har i år valgt at rejse via Oslo i et forsøg på at nedbringe den sindssyge pris på flybilletter i juletiden. Det lykkedes egentlig dårligt (takket være Sterlings svinagtige prispolitik, tak skal I fandme have). Derudover er det tydeligvis dårligt vejr i Oslo for tiden, og nyhederne kalder det “flykaos”. Mange afgange er aflyst på grund af tåge og frost, men de håber da i det mindste at komme op på halv kapacitet kl 12. Spændende…

21

dec

0

Ny RSS-læser på bloggen

Jeg lovpriste engang Google Reader. Den fik mig til at holde af og holde styr på RSS-feeds, og også jeg kom ind i RSS-alderen. Nu er jeg i gang med at skrotte Google Reader. Ikke fordi der er noget galt med den. Bevares, den fungerer påklageligt. Nej, jeg er begyndt at få kolde fødder. Google skider på privatliv, og de stiller kun alle disse herlige og ikke mindst 100% gratis tjenester til rådighed for at få fingre i alle detaljer om dig og dit liv. De vil æde din sjæl, vil de. Det er sgu lidt som med ham Faust…

Nej, ind kommer Bloglines og ikke mindst deres nye version, som stadig er i beta. Førsteindtrykket er “godt!”, men jeg synes den er lidt længe om at opdatere. Vi giver den en chance og lader den stå  et øjeblik.

19

dec

0

Strømforbrug@Home

Jeg har længe tænkt på, at det der Folding@Home må sluge en masse strøm. En snak på Messenger i dag om Folding@Home på PlayStation3, fik mig til rent faktisk at undersøge sagen, og her er et lille regnestykke:

0,2kW * 24 timer * 365 dage * 1,5 kr. = 2.628 kr.

Her er der taget udgangspunkt i, at en PlayStation3 bruger 200W, når den kører Folding@Home (som denne test påstår og som Stanfords egen PS3 FAQ siger), at den kører 24 timer i døgnet (hvilket nok er urealistisk), og at en kilowatt-time koster 1,5 kroner (som Energi Nord siger). Dertil kommer slitage på processoren og blæser(e) i maskinen, hvilket sikkert forkorter dens levetid med en god del procent. Sidst men ikke mindst giver det en dælens masse indirekte CO2-udslip.

At maskinen kører 24 timer i døgnet året rundt er nok en anelse søgt. Og dog… Hvis man antager, at maskinen kører Folding@Home, når den ikke bliver brugt, er det ikke helt urealistisk, for testen af konsollers strømforbrug siger nemlig, at PS3 ligger lige under 200W ved brug af spil og 20-25W lavere ved afspilning af film. Ergo ikke den store forskel fra Folding@Home.

Jeg forstår ikke helt de mennesker, som gladeligt sætter (adskillige!) maskiner til at køre programmer som Folding@Home, rumvæsensøgere, kodeknækkere og hvad har vi – kort sagt grid computing. Jeg tror, at mange ikke tænker over, at det rent faktisk bruger (en helvedes masse) strøm. Disse programmer skal jo få noget gjort i en ruf, så de bruger alt det processorkraft, som de kan. Større belastning af processoren = større strømforbrug. Og slitage. Og CO2-udslip, ikke mindst.

Mange bruger argumentet, at det går til et godt formål. Det gør det uden tvivl, for Folding@Home bruges blandt andet i kræftforskning og andre geneiske sygdomme. Men (og nu kommer der vist en fordom *host*) jeg vil vædde på, at de selvsamme mennesker gemmer sig bag gardinet eller under sengen, når de frivillige fra velgørende organisationer kommer og ringer på døren for at få en bette skilling.

Derfor mener  jeg, at med en årlig udgift på 2.500 kroner til Folding@Home, giver jeg hellere 500 kroner til en velgørende organisation, som f.eks. Kræftens Bekæmpelse. Eller en tilfældig hjemløs på gaden, for den sags skyld. Ja, til den pris er det lige før man kan KØBE en skide PS3 og sende den til Standford University – så kan de selv bøvle med strømregningen. Samtidig slipper jeg for at bruge penge på høreværn, når jeg kan slukke for blæserne (i den PS3 jeg ikke har).

19

dec

10