fiskeben.dk

Jeg er på konference for tiden. I dag og de næste to dage er der ROOTS konference i Bergen. ROOTS står for Recent Object Oriented Trends og er, som navnet nok antyder, om tendenser indenfor softwareindustrien.

I dag blev konferencen skudt igang med en keynote af Roy Singham, der talte meget om de nye økonomier i Asien. Egentlig var titlen “Rebirth of OSS in the 21st Century” men jeg syntes ikke, der var meget OSS i det. Det skal dog siges, at foredraget var uhyre interessant alligevel.

Roy Singham blev efterfulgt af et dansk indslag i form af Gertrud Bjørnvig, som holdt et meget interessant foredrag om “Tribal Beliefs in Software Development”. Kort fortalt handlede det om, hvordan menneskets urinstinkter om tilhørighed og vaner passer ind i dagens miljøer rundt softwareudvikling og hvad man kan gøre med det.

Efter frokosten var det tid til de forskellige spor eller workshops, som de kaldes. Jeg meldte mig på Tom Gilbs foredrag om reviews, inspections og tests, hvilket var meget interessant. Essensen var mere eller mindre, at man bliver overrasket over antallet af fejl i sine produkter og at det faktisk er muligt at sætte tal på dem. Foredraget bestod af mange cases fra virkelighedens verden, og manden har virkelig været rundt i verden – og reddet en del store projekter.

I morgen står den på foredrag om API design og sikkerhed.

Jeg læste i går om Nadia Plesner og hendes Simple Living t-shirt, som skal få verden til at rette opmærksomheden mere mod Dafur og mindre mod ubrugelige “stjerner” som Paris Hilton og Britney Spears. Den har virket – lidt. Modeselskabet Louis Vuitton har nemlig fået øjene op for t-shirten, men det er ikke, fordi de synes den er særlig moderigtig eller pæn. Næh, de har fået ondt i en vis legemsdel over motivet på t-shirten. Det forestiller en stormavet, sulten afrikanerdreng med en lille hund på den ene arm og … en taske på den anden arm. Det er tasken, som har fået Louis Vuitton op af stolen, for de synes nemlig, at den minder lidt for meget om en af deres egne création’er.

Dét får mig op af stolen, for hre kan jeg slå to fluer med et smæk. Jeg kan støtte de sultne i Darfur OG jeg kan støtte en David, som Goliat gør klar til at hamre i småstykker.

Hvorfor Louis Vuitton er utilfreds med t-shirten, er ikke til at vide. De siger jo, at det er tasken på motivet, som minder for meget om deres design, men helt ærligt… For det første er det for lavt at angribe en fattig designer med en god ide, som bare prøver at få lidt opmærksomhed og penge til fattige børn i Afrika. For det andet burde modeselskabet støtte op om ideen i stedet for.

Det skulle ikke undre mig, hvis Louis Vuittons virkelige problem ligger i, at de ikke ønsker at få fjernet fokus fra disse supermennesker. De, Paris Hilton, Britney Spears og alle de andre medieludere (hvorfor ER de egentlig i mediernes søgelys hele tiden?), er jo et fremragende udstillingsvindue for modeselskabernes elendige, ubrugelige, overvurderede, overprisede og børnearbejderfremstillede bras.

Jeg synes, at DU burde støtte op om en god sag – både kampen mod fattigdom og kampen mod ubrugelige modeselskaber – og købe din egen SImple Living t-shirt.

Nordmændene har fået deres egen Stewart Stardust. Jeg bringer jer Oslo-losen:

Jeg faldt i snak med en fyr til en 30-års fødselsdag i lørdags. Han arbejder som UNIX-administrator et sted inde i Bergen, og vi fik os en ganske fin snak om nogle af nørdeverdenens store spørgsmål til trods for, at både aftenen og promillen var nok så fremskreden. Eller måske netop på grund af det.

Anyway, vi kunne jo nemt blive enige om, at Linux er fedt, og Windows er yt, og det gjorde vi da også. Men ham fyren havde alligevel nogle ret gode pointer, som jeg nok har været klar over men aldrig grebet – til trods for, at de har ligget lige under næsen på mig.

Linux (som for nemhedens skyld bruges som en fællesbetegnelse for alt UNIX-relateret – fyfy!) ER nemlig bedst. Grunden til dette er nemlig, at man i Linux har en meget større grad af frihed. Hvorfor nu det? Jo, både Linux og Windows har en række værktøjer, som administratoren har til rådighed, men den store forskel er i, hvordan de anvendes. Anvendelsen af værktøjerne er bare så meget bedre i Linux end på Windows.

Et eksempel forklarer dette bedre end noget andet. Mit kendskab til Windows Server er noget rustent (det er trods alt fire år siden sidst, jeg har rørt ved en), så Windows-delen af eksemplet er sikkert ikke 100% korrekt.

Vi antager, at en webserver skal genstartes (servicen, ikke hele maskinen). På Windows gør man noget i stil med dette: Åbner kontrolpanelet, scoller sig frem til Services-programmet, åbner det, finder frem til webserver-tjenesten, markerer den, trykker på stop/start-ikonet.

På en Linux-maskine skriver man een kommando, som er noget i stil med “/etc/init.d/apache restart”.

Eksemplet antyder forhåbentlig, at man skal bruge en del flere kræfter i Windows på at gøre den samme ting, som kan gøres med en bette kommando i Linux.

Skal jeg tage tråden videre, så ligger den store forskel nemlig i kommandolinjen. Windows GUI-er sig selv ihjel og gør alle programmer til egenrådige små enheder, som ikke kan arbejde særligt godt sammen med andre.  Der skal en skov af museklik til, før man kan få gjort noget som helst, og serveradministration med GUI er et klasseeksempel på, at ting ikke bliver lettere, bare fordi man smider knapper og tekstfelter ovenpå.

Linux består også af mange små programmer, men ved hjælp af noget så enkelt som piping og shell-scripting kan man kombinere programmerne til at løse den opgave, som man er i gang med. Det svarer lidt til, at en tømrer kunne kombinere en hammer og en tommestok og få et nyt værktøj, som løser lige nøjagtigt den opgave, han er i gang med.

På universitetet havde jeg en underviser, der spåede Linux’s undergang og Windows servernes triumf, fordi folk synes livet er for kort til kommandolinjen. Jeg syntes dengang, at han var vældig overbevisende, men i dag ved jeg, at han tager så grueligt fejl.