fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for september måned 2008

Sådan en vil jeg ha’

Chumby“Chumby”. Et sært ord, som nærmest fylder munden på samme måde, som en håndfuld vingummibamser gør det. Hvis du ikke ved, hvad en Chumby er (fx har du været en kort tur på Månen eller lignende steder uden internet), så kan jeg da kort ridse op, at det er en slags avanceret vækkeur. Tingesten er formet som en slags lillebitte sækkestol pg har en skærm foran. Den har blandt andet indbygget wifi, og det er meget handy, da tingesten på den måde kan hente en masse rar information og vise på sin lille skærm. Billeder, video, spil, nyheder – you name it. På den måde kan Chumbyen gøres aldeles personlig.

At kalde den et avanceret vækkeur er ikke nogen dum betegnelse. Forestil dig en Chumby på natbordet, som kan vække en til noget bestemt musik (fx en netradio eller musik på lokalnettet) og samtidig vise dagens vejrudsigt, morgenens nyhedsoverskrifter, aktiekurserne (som mange sikkert gerne vil være foruden for tiden) eller noget helt fjerde.

Der er et stadig voksende community rundt om Chumbyen, og da tingesten er open source, bliver der udviklet masser af widgets til fri afbenyttelse.

Chumbyen sælges desværre ikke udenfor USA (ikke i Europa i hvert fald), og den kommer nok heller ikke til at blive de lige med det samme. Der er dog mange sælgere på eBay, som gladeligt sælger over hele verden, så måske skulle jeg snart få mig min eBay-dåb. Da jeg spurgte kundeservice hos Chumby om sandsynligheden for at de åbner salget for resten af verden, fik jeg det svar, at det kommer ikke til at ske, men kundeservice vil yde support. Dog skal returneringer og garantisager foregå gennem sælger.

Er der nogen som har erfaringer med at anskaffe sig en Chumby? Evt. ved om nogen som “importerer” dem?

29

sep

5

G1 er ingen iPhonekiller

Den første telefon, som bruger Googles Android operativsystem, er ude. Selvom telefonen er ganske imponerende, tror jeg ikke det er nogen iPodkiller. Bevares, touch-interfacet lader til at være kvikt og enkelt, man har givet telefonen multitasking (og det ser ud til at virke), og Street View i compass mode er fabelagtigt. Men det ser også ud som om de har haft nogle patenter at tage hensyn til. For eksempel virker zoom-ind/ud navigeringen bare slet ikke (efter man har set iPhones pinch-zoom). Nåh ja, jeg kan heller ikke lide popup-skærmen. Der er lidt for meget 1981 Donkey Kong over det.

23

sep

0

Se The Doors i København

På DR Bonanza kan man for tiden se hele programmet som Danmarks Radio i sin tid lavede med The Doors. En unik 30-minutters koncert kun til ære for kameraerne, hvor bandet for første gang spillede The Unknown Soldier på fjernsyn.

Bonanza-værket er ikke ligefrem Youtube, så jeg kan ikke linke direkte til videoen (tror jeg da), men følg linket for at komme til musiksektionen i Bonanza og find udsendelsen i listen.

22

sep

0

Lidt om JavaZone 08

Onsdag og torsdag i denne uge var jeg på JavaZone 08 i Oslo Spektrum. JavaZone er en java-orienteret (d’uh!) udviklerkonference, som afholdes hvert år, og hvor godtfolk kommer for at høre om hvad som rører sig i java-verdenen.

Det var første gang, jeg var på JavaZone og kun anden gang jeg var på en egentlig konference. Første gang var i foråret, da jeg besøgte ROOTS i Bergen. Den store forskel på disse to er, at JavaZone handler mere om teknologi, hvor ROOTS handler mest om metoder og styring af teams (i år i hvert fald).

JavaZone var ganske spændende, og alt i alt synes jeg at det var det hele værd. Jeg kom hjem med ny inspiration fra skyttegravene og glæder mig til at udforske nogle af tingene lidt dybere. Særligt fik jeg mest ud af foredragene om REST, Groovy og web-testing, som jeg nok skal komme til at mærke mere til.

Konferencen blev skudt i gang onsdag morgen kl. 8 da Hurra Torpedo gik på scenen og fik vækket alle dem, som stadig var lidt i drømmeland. Kort fortalt  er Hurra Torpedo en trio, som spiller covermusik med brugte hvidevarer som det rytmiske indslag. Vi blev serveret en god række gamle travere, og jeg var slet ikke klar over at der kan være så god lyd i dybfrysere og komfurer. Helt klart et lyt værd, hvis du skulle komme forbi dem.

Mens jeg stod og så koncerten kom jeg til at tænke på, at gruppen Press Play on Tape ville passe 100 gange bedre til en nørdekonference som JavaZone, og lur mig om ikke PPoT stod på scenen samme aften og fik afsluttet den dag med en aldeles nydelig koncert. Til de uindviede kan jeg fortælle, at de spiller rock-fortolkninger af musikken fra spil til gamle computere fra 80′erne (primært Commodore 64). Seancen sluttede med temamusikken til Secret of Monkey Island, hvor jeg ganske enkelt fik gåsehud og drømte mig tilbage til da jeg var 13. Fantastisk.

Umiddelbart er jeg klar til næste år også. Count me in!

20

sep

0