Det jeg kan lide med Mac OSX er den meget brugervenlige brugergrænseflade. Her tænker jeg ikke kun på GUIen og al dens lækkerhed (kom så Linux fanboys, fortæl mig at KDE og Gnome er lige så gode). Nej, det gode ligger i, at der ligger en UNIX-kerne i bunden, som man kan lege med. Som en ekstra bonus har Apple tilføjet nogle kommandoer, som knytter terminalen og GUIen lidt nærmere sammen. Her er nogle, som jeg synes er værd at kunne:
open
Kommandoen open åbner et Finder-vindue. For eksempel vil open . (bemærk punktummet) åbne den mappe man står i nu, eller open ~/Documents vil åbne din egen Dokumenter mappe. Det er meget nyttigt, når man skal lave arbejde på filer, som bare er enklere med mus – for eksempel at vedhæfte dem til en e-mail, tilføje MP3-filer til iTunes mm. (alt som kan gøres med drag-n-drop med andre ord).
pbcopy
Med pbcopy bliver det enkelt at kopiere tekst fra terminalen til udklipsholderen. Det er i forvejen rimeligt nemt at markere tekst med musen og kopiere med Cmd+C (fordelen her er at man ikke bruger ctrl som terminalen ellers kan finde på at tolke), men pbcopy gør det lidt lettere i mange tilfælde. Programmet virker i al sin enkelhed ved, at den gemmer input i udklipsholderen. Ved hjælp af pipes kan man derfor sende output fra en kommando til udklipsholderen. Denne kommando:
cat /etc/hosts | pbcopy
gemmer indholdet af filen /etc/hosts i udklipsholderen. Ganske smart.
Spotlight i terminalen
Hvis man er rigtig rap på fingrene, så har man et stærkt værktøj i Spotlight. Med to kommandoer, mdls og mdfind kan man udnytte de metadata, som Spotlight gemmer om filer. Kommandoen mdls bruges til at vise metadata for en fil, og med mdfind kan man søge efter andre filer baseret på metadata. Et hurtigt eksempel:
$ mdls eksempel.jpeg
...
kMDItemPixelHeight = 2000
kMDItemPixelWidth = 1280
...
Jeg har fjernet meget af outputtet med hensyn til overblikket. Kernen er, at jeg får en god liste med metadata for filen eksempel.jpeg på formen nøgle = værdi. I dette tilfælde ser jeg, at eksempel.jpeg er 2000 pixels højt og 1280 pixels bredt.
Skal jeg for eksempel finde alle billeder, som er 2000 pixels højt, kan jeg det med mdfind:
$ mdfind "kMDItemPixelHeight = 2000"
Her får jeg en liste over alle filer i systemet, som har nøglen “kMDItemPixelHeight” med værdien 2000. Her er det kun fantasien (og metadataene) der sætter grænsen.
Det kan måske være lidt vanskeligt umiddelbart at se brugen for dette, men det kan blandt andet være særdeles stærkt til brug i scripts.