The Julekalender og The Julekalender

Det er kommet mig for øre, at TV2 (igen) i år viser The Julekalender. Sjovt nok så viser NORSK TV2 også den NORSKE version af The Julekalender (der findes faktisk også en finsk version, der hedder The Joulukaleteri). Julekalenderen er vistnok en 1:1 genindspilning af De Nattergales gale streger, og skulle væer lige så populær her, som den danske er i Danmark. Jeg skal da helt klart se (noget af) den.

Jeg er flere gange blevet spurgt, om vi “kender The Julekalender i Danmark?” Når jeg først ser lidt mærkeligt på dem, holder en kort kunstpause og til sidst siger, at “det gør vi da, for den er faktisk dansk,” så bliver de meget overraskede. De fleste tror også på mig.

Det tog mig faktisk rigtig lang tid at overbevise konen (og jeg er endnu ikke sikker på, om den er feset ind) om, at Olsen Banden er dansk. Olsen Banden er også genindspillet stort set 1:1 her i Norge, og den er også temmelig populær og lidt af en folkeskat. Tilmed de hæslige film og julekalendre med Olsen Banden som børn findes på norsk, og de koger rigtig meget suppe på det.

I Danmark nøjes vi vist bare med at synes om de få norske ting, der er at synes om uden at genindspille det hele. Fleksnes, anyone?