Tegneseriemashups
Politiken har i dag en god artikel om blogger/musiker Dan Walsh som har tilført tegneserien om Garfield nyt liv ved at … fjerne Garfield. Kort fortalt fungerer Garfield som en blød buffer mellem læseren og Haralds ensomme taberliv (kaldet comic relief), og tager man katten væk træder ensomheden fuldstændigt i karakter.
Det fungerer faktisk utrolig godt og giver serien et helt nyt liv. På garfield minus garfield kan du bruge resten af søndagen på at genopdage Garfield.
I artiklen nævnes andre eksempler på fans som tager tegneserier og giver dem en helt ny mening ved at sætte dem på hovedet (læs artiklen og find dem selv – du skal også lave noget!). Det fik mig til at tænke på en anden tegneserie, som gør det samme. Det er den norske serie Zofies Verden, som til trods for sin noget feministiske vinkel altid får mig til at le. Grunden er netop, at forfatteren har en fantastisk evne til at tage gamle og lidt for seriøse tegneserier (du ved, dem med den overdrevne raster – hvad hedder den stil egentlig?) og sætte dem i en ny og totalt absurd sammenhæng ved at give dem sære talebobler. Desværre kan nogle af striberne være lidt for norsk-indforståede, men der er alligevel guldkorn som danske læsere vil kunne sætte pris på.
Kender du andre tegneserier som er blevet udsat for lidt kreativ tænkning, så vær så venlig at fortælle mig om dem i en kommentar.
loading...

En fed ting ved Garfield Minus Garfield er også at Jim Davis, synes det er en fed idé, fremfor at blive gal og sagsøge til højre og venstre, som man nok kunne frygte at nogle kunne finde på at gøre
loading...
Ja, det er rigtigt. Han har tilmed udgivet en bog med Garfield Minus Garfield-striber, hvor Dan Walsh har skrevet forordet.
loading...