fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for maj måned 2009

Graffiti rammer man da ind

Foto: fiskeben @ flickr

Foto: fiskeben @ flickr

På min vej fra arbejde til bussen kommer jeg dagligt forbi dette stykke graffiti. Det forestiller Execution of a Viet Cong hvor offerets hoved er erstattet af en solsikke og pistolen med en giftflaske (men det kan du jo godt se). Billedet hedder Weed Killer, og stilen er en såkaldt stencil - det vil sige, at billedet er først skåret ud i pap eller et andet stift materiale (en skabelon), tapet på muren og malet over med spraymaling.

I efteråret blev bygningen, som billedet er malet på, indhyllet i stilladser og pressenninger. “Nå, nu forsvinder det billede nok,” var min første tanke, men som tiden gik kunne jeg stadig skimte det derinde bag pressenningerne, når jeg ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen til busstationen.

Forleden dag forsvandt stilladserne pludselig, og bygningen var blevet helt hvid og fri for bilos og tags. Jeg var meget spændt, da jeg gik om hjørnet for at se, om billedet nu var malet over, men mindsandten om ikke man havde fjernet snavs og tags og monteret en plexiglasplade over det for at beskytte det!

Det kommer faktisk ikke som nogen overraskelse for mig, og der knytter sig en interessant historie til årsagen. Billedet er lavet af den bergensiske gadekunstner Dolk. Ingen ved hvem personenen bag er, men de fleste kender til mange af hans værker, som efterhånden pryder en del mure rundt omkring i byen. For et par år siden blev der stor opstandelse i Bergen fordi vejvæsenet havde malet over nogle af Dolks billeder som forestillede kaffemogulen og daværende borgmester, Herman Friele, som ægte west coast hip hopper. En del af opstandelsen skyldtes, at Dolks billeder handles for titusindvis af kroner og af mange anses som ægte kunst og ikke bare hærværk.

Hvis du sidder og tænker “Banksy” lige nu, så er det slet ikke tilfældigt. Man kan ikke snakke om Dolk uden også at komme ind på Banksy, men det vil jeg overlade til denne side hvor du kan finde rigtig megen information om både Dolk og sammenligningen med Banksy.

Ved at ramme graffiti ind opstår der en konflikt: er det at legalisere graffiti og hærværk? Enhver med lidt omløb i hovedet kan selvfølgelig godt se forskellen på et af Dolks billeder, som han har brugt en uge på at lave, og en latterlig krussedulle (også kendt som tags) som en fjortenårig, lightergaspåvirket rolling har lavet i forbifarten. Men det rejser alligevel et spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvad som er kunst og hvad som er hærværk, og der er stadigvæk mennesker, som vil kalde Dolks billeder for hærværk. Og hvad sker der, når der kommer 117 andre “gadekunstnere” med sine skabeloner og tapetserer byen? Er vi så nede på tagging-niveau igen, eller skal alle ansees som store kunstnere?

Det er en interessant diskussion, som jeg ikke kan afgøre her, men jeg er meget interesseret i at høre, hvad andre mener om denne form for kunst og hvor grænsen går mellem kunst og hærværk. Du kan se mange flere eksempler på (alle?) Dolks værker på Dolk Lundgren Stencils eller på Flickr, og du kan købe originaler på handmadeposters.com (men du har sikkert ikke råd).

29

maj

2

Det siger din ringetone om dig

Din ringetone på mobilen siger mere om dig, end man lige skulle tro. Her er fem fuldstændigt objektive eksempler på ringetoner og hvad de siger om dig som person.

  • Korte bip “Undskyld jeg er her, jeg skal nok prøve at dæmpe mig.” Du er også flittig bruger af den lydløse indstilling og svarer gerne opkald hurtigere end din egen skygge for at undgå at forstyrre folk omkring dig.
  • Standard Nokia tune “Jeg kan kun bruge 5% af min telefons funktioner.” Din telefon er en model som de som er bare en anelse mobil-savvy aldrig ville eje, men ham fyren i Expert sagde den er state of the art. Du er heller ikke helt kommet til det der med SMS endnu.
  • 50-kroners ringetone fra ripoff-firma “Jeg har ikke begreb om penge og er egentlig på fallittens rand.” Du kan bare ikke stå for alle de gode, farverige tilbud der er overalt. Du har selvfølgelig også den dyreste telefon på markedet.
  • Custom ringetone klippet ud af en sang “Se mig og hvad jeg kan!” Du tager sjældent telefonen, fordi du ikke kan nænne at afbryde melodien. Du har som regel også ret høj volumen, og din telefon er ganske high end.
  • Carzy Frog Du har egentlig ingen eksistensberettigelse.

18

maj

5

En sød historie om logotyveri

Collage af Thomas Damgaard

Collage af Thomas Damgaard

Forleden dag læste jeg et indlæg på Thomas Damgaards blog om et ganske grelt tilfælde af logotyveri, hvor den amerikanske amatørklub Princeton FC direkte har kopieret FC Nordsjællands logo.

Det viser sig, at klubben selv også har opdaget dette. En frivillig designer har været lidt for doven og kopieret logoet uden at Princeton FC var klar over det. Da de opdagede det, tog de kontakt med FC Nordsjælland, lagde alle kortene på bordet og tilbød at fjerne logoet overalt. Det kan blive en bekostelig affære for en ung amatørklub bare i udskiftning af spillerdragter.

Men FC Nordsjælland viser, at de trods alt også bare er mennesker. Princeton FCs formål er at give unge talenter en mulighed for at træne og vise hvad de duer til. Istedet for at ødelægge dette initiativ har FC Nordsjælland valgt at lade klubben beholde logoet og istedet indledet et samarbejde med dem. Det betyder, at de bedste amerikanske talenter kan komme til Farum og vise sig frem med mulighed for at starte en karriere som professionel fodboldspiller.

Stor applaus til FCN for at udvise medmenneskelighed og fornuft overfor gode, frivillige initiativer istedet for at kvase dem som orm.

11

maj

4

Papa Fisk

fiskeben @ flickr

fiskeben @ flickr

De fleste har vel hørt det via Twitter, Facebook eller en af de mange andre kanaler, men nu kommer det altså også her: tirsdag aften kl. 20.43 blev jeg far til en lille dreng på 3660 gram. Det hele varede rundt regnet 18 timer, men takket være en epiduralblokade var det en rolig dag bortset fra den sidste stund som naturligt nok var en hård omgang for moderen. Både barn og mor har det godt.

Jeg har ikke skrevet hvor lang han er, og det skyldes ganske enkelt at jeg ikke ved det. Han lå med bagen nedad mens han var inde i maven, og det gjorde åbenbart at han ikke kunne strække benene ud den første tid. Det gjorde også, at han skulle fødes ved det som kaldes sædefødsel, og fødslen blev derfor en anelse hård. Han er det hele værd (som jeg sagtens kan sige, men det synes min kone også).

Vi har ikke besluttet os for et navn endnu, og vi er da modtagelige for (seriøse, Anders!) forslag. Hvis der kommer forslag, som er bedre end vores egne ideer, så vanker der nok en krammer.

Så nu er det farvel til det søde driverliv og goddag til en hverdag som far. Det bliver noget ganske nyt, men jeg glæder mig rigtig meget. Hvem kan sige nej til chancen til at lege med racerbaner og modeltog, flyve med drage og spille fodbold?

6

maj

5