fiskeben.dk


Meninger med mening

Dagen derpå-tanker om iPad

Siden (og egentlig også før) lanceringen af iPad har bølgerne gået højt. Anmeldelserne roser den langt op i skyerne på et niveau som vi ikke har set før. Kritikerne harselerer mod den og mod Apple for at bidrage til øget lukkethed på nettet og i computerverdenen generelt. Mig? Jeg er dybt splittet.

På den ene side hilser jeg iPad velkommen som et friskt pust i en verden der, selvom den er i rivende udvikling, baserer sig alt for meget på kendte teknikker. Apple har efter iPhones succes turdet fortsætte revolutionen af input, som vi alle har ventet på, og den store multitouch-skærm er noget alle anmeldelserne trækker frem og beskriver som “lynhurtig”.

På den anden side er iPad’en nok en af de mest bekymringsvækkende nyskabelser indenfor it-verdenen vi længe (nogensinde?) har set. Apple viderefører med hård hånd den stringente og lukkede linje, som de lagde med iPhone og App Store i sin tid. Problemet her er, at iPad også kaldes starten på “computerens afløser”. Det vil sige, at computere som vi kender det (hvad end det er desktopmaskiner, bærbare, netbooks etc) er på vej i graven. Der findes ingen direkte konkurrenter til iPad på samme måde som iPhonen møder modstand fra specielt Android-baserede telefoner. Får iPad fodfæste (og det ser det ud som om at den gør) vil den og lignede produkter radikalt ændre måden vi bruger computere og internet på.

Hvis iPad skal skabe fremtidens dataingeniører, programmører, synes jeg det ser sort ud. iPad, set fra en brugervinkel, giver ikke megen plads til eksperimenteren, hacking, tweaking og alle de andre ting som de nysgerrige har en tendens til at gøre. De egenskaber, som skaber ingeniører og udviklere vil ikke komme til sin ret på iPad, og de vil langsomt drukne – men i hvad? (Dette er meget bedre beskrevet af Cory Doctorow i “Why I won’t buy an iPad (and think you should either)” på boing boing)

Godtnok har iPhone vist, at den skaber en enorm kreativitet blandt udviklere, og der er ingen grund til at tro, at iPad ikke også kommer til at gøre det. Med hvor skal kreativiteten komme fra, hvis man er vokset op med en iPad som den eneste indgang til it-verdenen? Det kan godt være, at iPad vil inspirere til kreativitet, men den har begrænsede eller ingen muligheder for at give afløb for den kreativitet. Man har stadig brug for en computer for at udvikle apps til iPads.

Luksusproblemet med iPad er, at den har et enormt skyggepotentiale, som vi endnu ikke engang aner eksisterer. Vi ved ikke noget om, hvilke fantasier og ideer iPad og det den tilbyder, kan sætte igang i hovedet på udviklere og designere verden over. Vi har set det med iPhone, hvordan kreative folk har udnyttet dens accelerometre, kamera, GPS og mobile internet til at lave alverdens smarte applikationer, som vi ikke har turdet drømme om engang for bare fem-ti år siden. Da iPhonen kom vidste vi, at det var en telefon plus noget mere, så den var i udgangspunktet nem nok at tage til sig. Vi ved ikke, hvad iPad egentlig er, og fremtiden vil vise, hvor stort potentiale den har.

Summa summarum hælder jeg nok mest til ikke at købe en iPad. Det er muligvis lidt farvet af, at jeg sikkert ikke havde købt en alligevel, selvom jeg skulle have lyst til det (af økonomiske og … familiære årsager), så det er let nok for mig at sige, at jeg ikke vil have en. Samtidig skal der heller ikke meget til for at vippe mig over på den anden side, for som en nørd der kan lide godt design er det svært at være modstander af ny og veludført teknologi som iPad.

Skriv en kommentar

Du kan bruge lidt HTML, hvis du vil. Følgende tags kan bruges: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>