fiskeben.dk


Meninger med mening

Archive for januar måned 2012

Ferie i Norge: hvad med alkohol?

Måske sidder du lige nu og planlægger en sommerferie i Norge, eller måske skal du snart derop på skiferie. Uanset hvad, stiller du dig sikkert spørgsmålet: hvad med alkohol i Norge? Det vil jeg gerne prøve at give nogle svar på her.

Men lad det være sagt: Alkohol er dyrt i Norge, og det er mere utilgængeligt end i Danmark.

Tilgængelighed

I Norge deles alkohol ind i to grupper: a) Op til og med 4,6% og b) det over 4,6%. Produkter i den første kategori kan man købe i almindelige supermarkeder (men ikke tankstationer og lignende!), og produkter med højere alkoholprocent skal købes i specielle butikker, som hedder Vinmonopolet.

Ikke nok med det, så er der også tidsmæssige begrænsninger for, hvornår man kan købe alkohol. I supermarkederne kan man købe alkohol i disse tidsrum:

  • Mandag til fredag: Fra åbningstid til kl 20.00.
  • Lørdag: Fra åbningstid til 18.00.
  • Søndag er der lukket (eller forbudt at sælge, hvis du skulle komme forbi en butik, som er åben).
Bemærk også, at selvom butikken holder åbent længere end disse tidspunkter, så har de ikke lov til at sælge efter ovennævnte lukketider. Det er ikke nok, at du har puttet varerne i indkøbskurven – du skal have købt og betalt varen før lukketid. Så vidt jeg ved, er kasseapparaterne tilmed spærret for alkoholholdige varer, så de ansatte kan ikke engang registrere dem efter lukketiden.

Vinmonopolets åbningstider varierer fra sted til sted, men de lukker som regel kl 17.00 eller 18.00 til hverdag og kl 15.00 om lørdagen. Her kan du søge på dit feriested og finde den nærmeste butik.

Priser

I supermarkederne kan man finde et bredt udvalg af øl samt nogle få andre alkoholdige varer. Dette varierer naturligvis med butikkernes størrelse, men enkelte butikker kan have et ganske udmærket udvalg af både norske og udenlandske øl. Øl findes i både 33cl og 50cl, og de koster 10-12 kr for 33cl og 18-20 kr per 50cl dåse.

I Vinmonopolets butikker kan man som regel finde et rigtig godt udvalg (på grænsen til enormt i de store byer), og de ansatte er meget dygtige til at hjælpe med at vælge rigtig vin til maden osv. De “billige” ting er ret dyre; specialøl kan nemt koste det dobbelte af, hvad de koster i Danmark, og for en flaske vodka på 70cl skal man forvente at betale omtrent 300 kr. Dyrere varer som skotsk whisky eller en god cognac er ikke specielt meget dyrere end i Danmark. Faktisk kan man være heldig at gøre en god handel, men så snakker vi alligevel vin i tusindkronersklassen.

Og så har Vinmonopolet en ret god hjemmeside, som også kan bruges som opslagsværk, selvom man ikke har tænkt sig at handle der.

Tag med hjemmefra

Med disse priser tænker du nok, at det er bedre at tage med hjemmefra, og det er det sikkert også. Du skal bare være opmærksom på, at du ikke kan tage ret meget med – slet ikke nok til en uges forbrug, hvis du er bare lidt festligt anlagt. Reglerne for indførsel af alkohol til Norge er:

  • 1 liter sprit
  • 2 flasker vin (1,5 liter)
  • 6 øl (2 liter)

De store ting kan “veksles” nedad. Det vil sige, at du kan bytte spritflasken ud med to flasker vin eller seks øl. Altså kan du, istedet for ovenstående, medbringe enten fire flasker vin (3 liter) og seks øl eller bare 15 øl (5 liter). Det er ikke meget, hva? Du kan nærlæse reglerne for indførsel af alkohol til Norge her.

God tur!

29

jan

0

Vinderen er fundet

220 point af Jens Schurmann

220 point

Wordfeud-konkurrencen har fået en vinder! Den sidste måned har et gavekort på 100 kr til enten iTunes eller Amazon.com. Det er mig derfor en ære at kundgøre, at

Jens Schurmann

vinder konkurrencen med sine 220 point!

220 point er ret pænt, vil jeg sige. Personligt har jeg ikke været i nærheden af sådan en score, og selvom jeg har hørt rygter om 242 point, er Jens’ 220 point altså den officielle fiskeben.dk-rekord.

Tillykke til Jens, som får en mail ang. sin præmie snart. Der skal lyde en stor tak til alle, der deltog, og en helt speciel tak til alle de, der ikke læste reglerne og sendte forslag baseret på random bræt. I ved nok hvem I er, og I er flere end dem, der faktisk kunne overholde reglerne.

25

jan

0

Wordfeud opgraderer den danske ordbog til Retskrivningsordbogen

En glædelig nyhed til alle Wordfeud fans fra manden bag Wordfeud, Håkon Bertheussen:

We’ve just signed an agreement with Dansk Sprognævn that allows us to use “Retskrivningsordbogen 2001″ in Wordfeud. The plan is to make the switch from the current Danish dictionary later this week. This is entirely a server side change, so you won’t have to update your Android or iOS Wordfeud app.

(via Wordfeud reaches agreement with Dansk Sprognævn to use “Retskrivningsordbogen”)

Jeg er imponeret! Både fordi det er lykkes Wordfeud at få en aftale med Dansk Sprognævn, men også fordi Dansk Sprognævn er gået med til det. Det er fantastisk, at de ser værdien i et spil som Wordfeud, som bringer staveglæde til store og små. Det har sikkert også spillet en rolle, at Wordfeud for et stykke tid siden begyndte at bruge den officielle ordbog fra Svenska Akademien.

Det bør også skærpe konkurrencen, at vi endelig får en officiel ordbog at forholde os til.

Ændringen skulle træde i kraft i løbet af ugen og kræver ikke, at man opdaterer sin app.

16

jan

10

Min mælk har fået augmented reality

tine melk augmented reality eksempel

Augmented mælkereality

Ved morgenbordet i dag var der noget på mælkekartonen, der fangede min opmærksomhed; en QR-kode. QR-koder har samme effekt på os nørder, som syltetøj har på fluer. Vi bliver interesserede.

QR-koden var et link til en iPhone app, som ved hjælp af telefonens kamera laver spisebordet om til en grøn eng med fjollede, dialekttalende køer.

2012 blev altså året, hvor augmented reality blev mainstream og endte på morgenbordet. Bag på mælken. Det er den norske mælkeproducent, Tine, der står bag, og det hele er et led i et nyt markedsføringsstunt, hvor man har fokus på, at mælken er produceret lokalt. Og at køerne er glade. Og taler med dialekt.

Du kan prøve selv. Hent appen i iTunes og peg den på QR-koden herunder (vælg først “Vest”, “1 liter” og “nej” til skummet – hvorfor de oplysninger ikke i QR-koden er mig en gåde).

Vend kameraet mod koden

fiskeben.dk liked this post

14

jan

2