fiskeben.dk


Meninger med mening

Kan Google undværes?

1. marts 2012 træder Googles nye brugerlicens i kraft. Kort fortalt slår Google licenserne for alle sine forskellige sites sammen til en fælles aftale. Det lyder jo umiddelbart fint, at vi som brugere kun skal forholde os til en aftale, men i praksis betyder det, at Googles tjenester nu får mulighed for at dele information om dig. Hvis du for eksempel begynder at sende mails i GMail om broccoli, kan YouTube se denne nye interesse og foreslå videoer om broccoli (et tænkt, og meget søgt eksempel).

Hvis man ikke synes om det, har man ikke meget andet at gøre, end at stoppe med at bruge Googles tjenester. Det store spørgsmål er: kan Google undværes?

Google har mange forskellige og meget nyttige tjenester, og når jeg tænker mig om, må jeg indrømme, at jeg er blevet ganske afhængig af dem. Størst er vel selve søgemaskinen, GMail og YouTube, men jeg er også en flittig bruger af Google Maps, Reader, Analytics, Adsense og Google+.

Søgemaskinen har hele tiden været Googles flagskib. Dens hyperminimalistiske design har været en fryd, og farten og resultaterne har i mere end ti år været nærmest fænomenale. På det sidste er det opstået en vis modstand mod Google.com; brugerne reagerer på, at Google er begyndt at klemme mere og mere nyt ind på forsiden, og andre er utilfredse med, at søgeresultaterne bliver for personlige. Til sidst er der den kedelige tendens med spam og “SEO” som forurener søgeresultaterne. Alternativer som Bing og DuckDuckGo er derfor begyndt at se dagens lys, og hvis man ikke er for kræsen, kan de godt erstatte Google som søgemaskine.

GMail er det værre med. De to største forcer ved GMail er søgefunktionen (det ER jo Google) og spamfiltret. De omtrent 5 år jeg har ladet Google opbevare mine mails har jeg måttet tage stilling til måske 5-10 spammails, som har snydt filteret. Sammen med sin “ubegrænsede” lagring bliver GMail vanskelig at erstatte. Jeg har endnu ikke set nogen alternativer, der når GMail til sokkeholderne, men kom gerne med dem.

Om YouTube kan erstattes er lidt mere uvist. Der findes adskillige udmærkede alternativer, og YouTubes eneste fordel er vel egentlig, at den er en slags de-facto standard. Som konsument (dvs jeg uploader utrolig sjældent videoer men jeg ser dem gerne) har jeg ingen præferencer til videotjeneste, men jeg vil sige, at jeg foretrækker for eksempel Vimeo fremfor YouTube. Bonuspegepind: Apple vil bruge Vimeo som standard videotjeneste i OS X Mountain Lion.

Google Maps kan jeg godt bruge uden at være logget ind. Jeg bruger kun tjenesten til at tjekke småting, og i de fleste tilfælde er det med Google Maps appen på min iPhone. Desuden findes der også andre korttjenester, og der går endda rygter om, at Apple barsler med en.

Googles RSS-læser, Google Reader, har længe været min absolutte favorit. Den har havde to fordele: a) Den ligger på web, så jeg kan tilgå den uanset hvilken maskine, jeg sidder ved, og b) den er var rigtig god til at foreslå artikler, som kunne være interessante, baseret på det jeg ellers læser. Den sidste feature er nærmest forsvundet, siden Google+ blev lanceret. Der er sket et eller andet med funktionen, så nu er den nærmest ubrugelig. Reader kan undværes. Jeg tror RSS så småt dør ud til fordel for Twitter og du-er-måske-interesseret-i-dette-apps som Zite.

Hvorvidt der findes alternativer til Google Analytics er jeg lidt mere i tvivl om. Eller; jeg ved at der findes alternativer, men jeg tvivler på deres effektivitet. Google har en stor fordel af, at det meste af al webtrafik går via dem eller deres tjenester på den ene eller den anden måde, så de sidder på utrolig megen data.

Google Adsense kan også undværes. Selvom det er langt det mest effektive reklamenetværk, så findes der andre måder at tjene penge på sin hjemmeside.

Til sidst er der Google+ som den grimme ælling. Projektet er stadigvæk i startfasen, men der er ingen tvivl om, at det er her Google satser. Tjenesten har på rekordfart stukket sine tentakler ind i de fleste andre af Googles tjenester. Google vil ikke nøjes med at vide, hvad du laver men også hvem du er, og det kommer du til at fortælle dem med Google+. Men samtidig er det også en af Googles mindst givende tjenester forstået på den måde, at man ikke får noget konkret produkt i retur (i modsætning til mail, videohosting, kort osv) men bare en legeplads, hvor du kan dele alt muligt med alle mulige. Kan sådan set nemt undværes, men har også en den skyggeside, at man ikke vil gå glip af noget.

Der opstår også et andet spørgsmål: er det egentlig så farligt med denne nye brugerlicens?

Det korte svar er vel, at det ved vi ikke endnu. Jeg synes det er vanskeligt at bedømme konsekvenserne af den. Bevares, hvis jeg søger efter nogle dubiøse ting på Google, og det vil forfølge mig på andre sites, er det selvfølgelig uheldigt. Det problem tror jeg er minimalt. Men tanken om at overlade så megen information til een entitet er en anelse skræmmende. Google er et amerikansk firma, og vi ved hverken hvad Google eller den amerikanske regering osv kan finde på i fremtiden. I dag er formålet sikkert ganske lyserødt, men hvad bringer fremtiden? Ikke nok med det, men Google er ikke alene om at ville vide alt om dig. Apple, Microsoft og især Facebook gør også, hvad de kan for at få dig til at fortælle mere og mere om dig selv.

GD Star Rating
loading...
Kan Google undværes?, 4.0 out of 5 based on 1 rating

En kommentar:

  1. Skrevet 27.2.2012 kl. 11:18 af blogkongenhamselv:

    Google skræmmer mig lidt, og det skræmmer mig at jeg bruger google så meget. Super artikel ;-)

    GD Star Rating
    loading...

Skriv en kommentar

Du kan bruge lidt HTML, hvis du vil. Følgende tags kan bruges: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>