Mange sværger til Google Adsense når det kommer til valg af leverandør af online annoncer. Adsense har de fordele, at det er enkelt at sætte op, og læseren får vist annoncer, der blandt andet baseres på søgehistorik og hvad din artikel handler om. På den måde kan Adsense til tider være ganske nøjagtigt hvad angår dine læseres smag.

Jeg vil hellere komme med en anden angrebsvinkel, som jeg selv har haft bedre erfaring med. Metoden kan fint kombineres med Adsense, hvis man vil.

Vi skal benytte os af affiliatenetværket Partner-ads. Her kan man vælge blandt en mængde annoncører i flere forskellige kategorier, og annoncerne genererer penge enten per klik, provision eller faste beløb ved salg eller andet opnået mål.

Her er mine tre tips til, hvordan en nybegynder kan få mest ud af at vise online annoncer fra Partner Ads:

1. Deltag i programmer som annoncerer for ting dine læsere antageligvis interesserer sig for. Det bedste er naturligvis annoncer, der direkte handler om det samme emne, som du skriver om, men man kan også udlede lidt om læserens interesser ud fra hvad dine artikler handler om. For eksempel kan man antage, at hvis dine artikler handler om computere, kan læseren også være interesseret i gadets, webhoteller eller mobiltelefoner.

2. Vælg programmer, som betaler per klik. Selvom et klik koster en nærmest ubetydelig sum (0,20 – 1 kr) er der kortere vej til indtjening end hvis læseren skal købe noget i tillæg til at klikke på annoncen. Læseren kan (og vil ofte) fortryde efter klikket, men ved betaling per klik er pengene allerede i kassen.

3. Brug annoncerne målrettet. Brug Google Analytics eller lignende analyseværktøj til at finde de artikler, som får mange hits, og find ud af, hvilke søgeord, de besøgende anvender. Med dette i baghånden kan du finde annoncer, der passer til disse artikler og kun vise dem der.

Jeg håber disse tips kan være af nytte, og hvis du har andre ideer, du er villig til at dele, er det bare at skrive en kommentar.

Der er to ting, der skiller disse blogs fra alle de andre: Skrivestilen og de har ingen kommentarfunktion.

Man skulle tro, at der ikke findes noget mere u-blogskt end en blog uden kommentarfunktion. Kommentarerne er det, der skiller bloggen fra en gemen avisartikel og blev i bloggens barndom trukket frem som den ene del af en befriende to-vejs kommunikation, som bloggen åbner op for, mand!

Alligevel synes jeg, at disse to er mere blogs end alle de andre i min RSS-læser tilsammen.

Hvorfor er de så gode? Skrivestilen, blandt andet. Indlæggene er i de fleste tilfælde links og korte kommentarer til det, andre skriver akkompagneret af et citat. Ikke lange, vævende indlæg, men korte og præcise kommentarer. Kommentarerne er essensen – ofte læser jeg kommentaren først og vurderer ud fra den, om resten af indlægget (endsige kilden) er værd at læse.

Men det handler også om, at dette er helt almindelige mennesker med helt almindelige liv og helt almindelige interesser, som har viet sit liv til at samle det, de synes fortjener en kommentar – og samtidig er rigtig gode til det. De besidder en eller anden blog-vibe (i mangel af bedre ord), som jeg endnu ikke har fundet andre steder.

Nåh ja, hvis du stadig er i tvivl om, hvilke blogs jeg snakker om, så er det kottke.org og Daring Fireball.

NB: Jeg er godt klar over, at der findes noget, der hedder Daring Fireball with comments, men jeg har aldrig brugt den selv.

Har “twitlongers” livets ret? Jeg synes det ikke.

Deck.ly er kort og godt en tjeneste, der lader en twitterbruger skrive beskeder, der er længere end de 140 tegn, som Twitter i udgangspunktet er bygget til.

Jeg er helt og aldeles enig med @infonauten i, at deck.ly (og alle dens artsfæller) er noget hø. Det er ikke helt tilfældigt, at et tweet maksimalt kan betå af 140 tegn. Den historiske årsag er, at Twitter startede som et socialt SMS netværk, og der skulle være plads til en kode i beskeden. Men paradigmet har senere vist sig at have flere andre fordele:

• Den begrænsede plads tvinger brugerne til at tænke sig om en ekstra gang, når de vil sige noget, som overskrider begrænsningerne. Personligt oplever jeg ofte, at jeg skal beskære, tilpasse og optimere mine beskeder, for at holde mig indenfor rammerne. Jeg synes som regel, at resultatet bliver bedre. Der er en form for “less is more” minimalismetankegang over det, som virker rigtig godt.
• De korte beskeder gør det lettere for andre at fordøje dem. Tweets strømmer som regel ind med varierende hastighed, og man kan ganske enkelt ikke følge med i alt, men siden beskederne ikke er længere end de er, kan man lynhurtigt fange essensen og beslutte hvorvidt det er interessant eller ej og komme videre. Det er en absolut nødvendighed, hvis man skal følge med.

Længden på beskederne er også med til at gøre Twitter til Twitter og adskille det fra andre sociale netværk som Facebook, tumblr og deciderede blogs. Vil man skrive længere beskeder, kan man oprette en blog på en af de hundredevis af forskellige tjenester derude (hvor mange af dem har sine egne særheder, der er med til at skille sig ud fra mængden) og samtidig poste et link plus en inciterende kommentar på Twitter. Tumblr fungerer for eksempel ganske godt på en lidt Twitteragtig måde.

Selvom der allerede findes andre “twitlongers” derude, er deck.ly efter min mening ekstra problematisk, fordi den kommer fra en relativt stor spiller blandt 3. partsklienter til Twitter, nemlig TweetDeck (markedsandel på 19% i juni 2009 ifølge Wikipedia). Dermed er tjenesten med et fingerknips tilængelig for en ganske stor skare af potentielle brugere, og der er dermed ikke langt til critical mass.

Twitter kan i realiteten ikke gøre noget ved dette (og jeg ved ikke engang hvad deres holdning er), og jeg er bange for, at tjenester som deck.ly kan fordærve Twitter på længere sigt. Hvad er Twitter, hvis rammerne for tjenesten begynder at flyde ud, især når det er udenfor Twitters kontrol?

Hvis du føler dig fristet af at kunne overskride de 140 tegn i dine tweets, så tænk dig om en ekstra gang og overvej, om ikke du kan gøre det på en anden måde.

(Jeg ville egentlig have sådan en smart Facebook-fanboks her, men WordPress var vist ikke enig i at det var en god idé)

• Engadget
• Gizmodo
• Gdgt.com (manuel opdatering)
• Macrumors (uvist om den lever)
• Macworld
• TechTalk3G

Og så en Ustream, som jeg ikke ved om vi kan stole på: enikuma.

Kender du andre, så smid en kommentar!

Jeg er begyndt at bruge affiliate links (eller “sponsorerede links”) her på bloggen. Tanken er, at af og til skriver jeg (med glødende entusiasme) om og linker til bøger, film mm, og derfor kan jeg jo lige så godt se om jeg kan klemme lidt penge ud af det så jeg kan købe endnu flere spændende ting, som jeg kan skrive om (med endnu mere glødende entusiasme).

Nogle gange vil jeg bare nævne et produkt, enten fordi jeg skriver om det, eller fordi det nævnes i en anden sammenhæng. Andre gange vil jeg skrive en mere konkret anmeldelse (for eksempel som min anmeldelse af Revelation Space). Det sidste er mest for at give Google nogle flere metadata at arbejde med og måske høste nogle flere hits fra den kant.

Men hvor går grænsen? Min plan er at være åben om det. Uden at have undersøgt det så grundigt, så siger Markedsføringsloven, at “en reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes” (§4). Sponsorerede links er ret lette at camouflere, så jeg kommer nok til enten at skrive i parentes efter linket, at det er sponsoreret, eller have to links; et til en officiel side eller Wikipedia-artikel og et “Amazon.com” (eller lignende) link i parentes bagefter. I anmeldelser vil jeg nøjes med en disclaimer i bunden af artiklen, som siger at der er tale om en anmeldelse og at sponsorerede links kan forekomme.

Hvad synes du om sponsorerede links? Klikker du på dem, eller får du brækfornemmelser og skynder dig væk? Føler du dig snydt af dem, hvis det ikke tydeligt fremgår, hvad det er? Kom meget gerne med en kommentar.

Det er meget interessant læsning, og jeg håber vi kommer til at se flere blogs som skrives på denne måde. Jeg fik næsten følelsen af at sidde med en udgave af WiRED eller lignende, når jeg læste artiklen.

Bagsiden af medaljen er dog, at det bryder lidt med hele blog-ideen. Blogs er hvermandseje så alle og enhver kan publicere noget til web. Her er den en stor fordel med et strømlinet design, hvor man bare kan putte sin tekst ind i midten. Skal man lave mere fancy blogindlæg som dem i artiklen, er der ingen vej udenom. Man er nødt til at skrive HTML og CSS selv for at få den form man vil have. Glem alt om WYSIWYG (indtil videre).

Samtidig bryder konceptet lidt med min personlige mantra, nemlig at separere form og indhold. I artiklen nævnes en designer som faktisk går så langt som at bruge inline CSS – noget som får mig til at slå korsets tegn.

Sidst men ikke mindst sætter denne ide også en begrænsning på produktiviteten, i hvert fald hvad antal blogindlæg angår. Når det tager timer eller ligefrem dage at designe et indlæg, bliver det ikke til alverden man kan få ud.

Foto: xarop1969

Googles RSS læser, Google Reader, introducerede en ny måde at udforske RSS feeds på i går. Jeg har taget det til mig allerede efter en dags sporadisk RSS-læsning. De personlige forslag er OK, selvom det er mere feeds end egentlige indlæg, som Reader tror vil være interessante for dig. Populære feeds er også ret OK – selvom der er en tendens til lidt for meget failblog og andet gøgl, så er det en del guldkorn imellem.

En anden ny feature er “sort by magic” – det vil sige, at man kan sortere sine eksisterende abonnementer efter relevans og interesse, så man er sikker på at få essensen af nyhedsverdenen, hvis man har dårlig tid. Personligt har jeg ikke haft den store succesoplevelse med dette, men det skal nok få et par chancer til.

Jeg tænker på om dette kan revolutionere syndikering og ændre måden vi læser RSS-feeds på. Istedet for at have en række faste feeds vi læser dagligt, vil vi så bevæge os over til kun at læse det som er populært for tiden uanset kilde? Ordet “revolutionere” er nok en anelse stærkt i denne samenhæng, men jeg tror det kommer til at revolutionere måden Google Reader-brugere brugere Google Reader på. Selv har jeg fjernet et par abonnementer fra min liste, fordi jeg 1) aldrig får læst dem alligevel og 2) med disse nye funktioner vil få det mest interessante serveret alligevel.

Altså, det handler om indholdet og ikke (nødvendigvis) personerne, du interagerer med på Twitter og derfor overtager Twitter aldrig Facebook, selvom Facebook desperat prøver at ligne Twitter.

Så hvad venter du på? Læs den! Og følg mig på Twitter når du er færdig.

Control freaks will dine on this day for the rest of our lives. Within a few hours, we will see beginning the most vigorous efforts to end what remains of freedom in America. Those of who are willing to sacrifice a little – largely illusory – safety in order to maintain our faith in the original ideals of America will have to fight for those ideals just as vigorously.

Husk at det er skrevet i 2001. Helt løgn er det vel ikke.