Hvis jeg skal vurdere fodbold i 3D og være helt ærlig, så vil jeg sige, at der ikke er meget at komme efter. Når den første “wow-effekt” har lagt sig, og man begynder at se lidt nærmere på billedet, så er det egentlig lidt fesent. Det bærer tydeligt præg af, at 3D-effekten er hvad den er: to billeder der er lidt forskudte i forhold til hinanden. Dette giver et indtryk af, at spillerne ligner tynde skiver som ligger lidt over et baggrundsbillede og kan virke lidt billigt. På den anden side, så kræver det ikke fancy ny teknologi for at lave en OK 3D-effekt (siger jeg uden at have undersøgt den underliggende teknologi i det hele taget).

En anden ting er kameravinklerne. 3D-effekten bliver tydeligere jo nærmere kameraet er på objektet. Det vil sige at med den kameravinkel og -afstand man filmer VM 2010 med, vil 3D-effekten nærmest udeblive. Derfor (regner jeg med) har man valgt at filme noget nærmere. Udover at det giver dybdefølelsen, så gør det også, at man får flere af spillets detaljer med. Dette har ingenting med 3D at gøre men er bare en bieffekt jeg synes godt om. Modsat synes jeg mindre godt om, at man har valgt at klippe til andre kameravinkler (som oftest et kamera mellem hjørneflaget og målet) midt i et angreb. Denne vinkel er meget nærmere spilleren med bolden, og den er utrolig forstyrrende, fordi man ikke kan se, om der er medspillere foran mål. Man mister med andre ord overblikket.

Der er ingen tvivl om, at producenterne har valgt disse nye kameravinkler og klip for at gøre det hele meget mere action packed. Eller lad os kalde en spade for en spade: for at give 3D-effekten værdi. For når alt kommer til alt bidrager 3D utrolig lidt til oplevelsen af en fodboldkamp, og når man i tillæg til det skal introducere nye kameravinkler, som kun er forstyrrende for oplevelsen af spillet i sin helhed, så jeg har meget lav tro på, at 3D har nogen særlig fremtid indenfor fodbold. Derudover bør Sony og alle de andre arbejde på at forbedre 3D i sin helhed, så selve effekten bliver meget mere overbevisende.

*) Jeg har også prøvet Samsungs 3D fjernsyn men ikke 3D i biografen.

Der er noget galt, når en fodboldspiller kan overfalde en modstander på det groveste og ikke bliver stillet til ansvar for sine handlinger i en civil retssal. Hvorfor er det automatisk tilladt når bare man gør det mens man spiller fodbold?

Første gang var 8. oktober, da Brann efter at have vundet endnu en kamp havde bygget sig et forspring på ni point ned til forfølgerne med kun tre kampe igen. At mesterskabet skulle glippe var nu så teoretisk, at byens indbyggere, hvoraf rigtig mange havde fulgt kampen på storskærm i centrum, mente, at det var helt i orden at fejre det.

Anden gang var sidste lørdag, hvor Brann bare skulle have et point på udebane mod nedrykningstruede Aalesund. Denne fejring foregik egentlig mest på forhånd, for hele ugen op til kampen var hypet til det ekstreme, for nu skulle “gullet hem”. Der var arrangeret alverdens festivitas i byen med storskærm og scene med livemusik, og efter kampen skulle spillerne flyves i guldfly til Bergen, hentes direkte ved flyet med guldbus og køres til centrum for at modtage folkets guldhyldest. Der blev solgt guld-t-shirts og guldhatte og alverdens andet guldaffald, og hele byen var på den anden ende. De tabte selvfølgelig. Faktisk formåede de at skyde på stolpen to gange i det 95. minut ved stillingen 2-1, så det kom ligesom aldrig tættere på. Alligevel syntes de fleste, at man godt kunne feste lidt.

Tredje gang var da det hele blev definitivt afgjort, og så endda uden at Brann kom i aktion. Nummer to og tre i ligaen, Stabæk og Viking, skulle spille rundens mandagskamp, og da der i forvejen kun var en teoretisk mulighed for, at Stabæk skulle kunne tage guldet, måtte de pine død vinde og helst med en masse overskydende mål. De tabte, og Bergen gik amok. De havde ventet 44 år på dette, så det skulle jo fejres, selvom det var mandag, og mange skulle på arbejde dagen efter.

I går blev guldet endelig fejret på behørig vis med folkets hydelst til spillerne og alt det der, men rammerne var også helt perfekte. Brann skulle spille hjemmekamp mod den nye nummer to i ligaen, Viking, der havde søvlmedaljer, som skulle forsvares. Derfor kunne man tro, at de ville spille en brandkamp (Viking er lidt Branns onde ånd og har generelt et godt tag på Brann), men det blev Brann, som satte dagsordenen. Slutresultatet 5-2 og fire mål af seriens topscorer, Thorstein Helstad, lyver ikke. Det var en genial kamp, som lagde rigtig godt op til overrækkelsen af medaljer og alt det andet, som foregik efter kampen først på Stadion og bagefter nede i byen, hvor de stakkels få ikke-fodboldinteresserede efterhånden må have fået nok guld-fejring.

Sådan fejrer man et mesterskab i Bergen. Det bliver spændende at se, om de også gør det næste år.

I går spillede de mod Lyn, som er en middelmådig Oslo-klub, som alle hader. Før og under kampen var der en vanvittig atmosfære så tyk, at man kunne skære store bidder forventning ud af den. Spillerne løb på banen til masser af flag og romerlys, og publikum var ellevilde. Det var kort fortalt en rigtig fed kamp, og det blev da ikke værre af, at Lyn fik udlignet med fire minutter tilbage, hvorefter Bergens tilbagevendte søn, Azar Karadas, scorede to kasser efter 92 og 93 minutter. Da eksploderede det hele. Selvfølgelig.
Sidste hjemmekamp i år er mod Viking fra Stavanger, og det bliver forhåbentlig en fed kamp af tre årsager:

1. Det bliver sikkert den kamp, hvor guldet officielt deles ud.
2. Viking giver altid Brann kamp til stregen (og ofte over).
3. Viking er den klub i Norge med flest danskere; Allan Gaarde, Søren Berg og Nikolai Stokholm. Desuden spiller de tidligere SAS-ligaspillere Peter Ijeh og Razak Pimpong også her.

Så til lykke med guldet, Bergen. Det var vist på tide. Og kan vi så blive fri for at høre den sang en gang til?

Der er faktisk en god historie bag. Jeg har i månedsvis gået og sukket efter at købe en iPod. Jeg har mange gange været meget tæt på; jeg har besluttet mig for at købe, gået ind i butikken og alligevel fortrudt i aller sidste øjeblik. Jeg har lagt iPods i indkøbskurven på Apple Store og alligevel ikke sendt bestillingen. I går var en lang dag. Efter arbejde skulle jeg først hjem for derefter at tage til byen for at gå til fodboldkamp (heia Brann!). Lillianne var i løbet af dagen blevet kaldt på arbejde, og det ødelagde lidt min plan om at køre med svigerfar til kamp. Det betød nemlig, at Lillianne skulle hentes efter kampen, og da der ikke var plads i bilen, måtte jeg køre alene derind, så hun kunne komme med mig hjem. Bergen er ikke nogen underholdende by at køre i, når Brann spiller hjemme, så jeg gruede mig en del for det. Jeg kørte hjemmefra i god tid for at slippe for at lede efter parkering (som er meget intermistisk i området omkring Stadion), og det gik da også ganske fint. Problemet kom først, da jeg skulle ud igen efter kampen. Trafikken gik fuldstændig i stå, og det tog mig tre kvarter at køre 300 meter. Hurra.

Da vi endelig kom hjem og skulle have noget at spise, siger Lillianne til mig, at jeg skal hente noget i hendes håndtaske. Hvad ligger der i den? En iPod! Stor var glæden selvfølgelig, men hun blev sikkert lidt lettet over at slippe for at høre mere på mig og mine intentioner om at anskaffe mig en iPod. Nu kan hun så høre om, hvor lækker den er i stedet for.

For den er lækker. iPods er virkelig en fryd for øjet. Designet er ganske enkelt bare så godt. Funktionelt er den meget behagelig at håndtere. Scrollhjulet virker godt og gør navigationen enkel og nem. Derudover virker den helt fantastisk sammen med en Mac. Installationen bliver ikke lettere; koble kablet til og trykke på et par knapper. iPoden finder selv ud af, at iPhoto også er på maskinen, så jeg har fået al min musik og alle mine billeder på, og der er stadigvæk 13 GB ledig plads på disken.

Det var så førstehåndsindtrykket. Spørgsmålet er så, hvordan det ser ud længere ude i fremtiden. Og om der kommer en ny iPod inden så længe :-(

• Kl. ca 22.00: Ankomst Aalborg Lufthavn (via København). Hentes af Jacob, som jeg overnatter hos.
• Kl. ca 22.15: Ankomst The Wharf.
• Kl. ca 22.16: Første øl er bestilt og delvist indtaget. Det bliver sikkert en Erdinger Weissbier eller en trappist.
• Torsdag, tidspunkt ukendt: Besøg i KMDs nye lokaler i Aalborg.
• Kl. 15.00: AaB spiller mod FC Møgjylland med mig på tribunen for første gang siden august. Det bliver helt sikkert godt – og ikke mindst en spændende kamp.
• Kl. ca 17.15: Hentes af min bror, Jacob, hjemme hos Jacob, og vi kører hjem til mine forældre, hvor de venter sammen med mine tre niecer.
• Kl. 18.30 og frem: Ikke tilgængelig pga. underholdning af niecer.
• Fredag: Afslapning, besøg hos min bror for at inspicere nybyggeri. Lidt mere afslapning.
• Lørdag kl. 14.00: Startskuddet til årets madsenske påskefrokost, som i år bringer os til en eller anden rensdyrfarm efterfulgt af påskemad og påskedrikke hos mine forældre.
• Søndag: Her er programmet åbent. Et forslag er besøg hos i-Mexico-arbejdende veninde med tilhørende i-København-boende bror som jeg ikke har set meget længe.
• Mandag: Hjemrejse til Bergen.

Det program tror jeg lige, jeg kan overkomme, men nu får vi se, hvad det byder på af ændringer og overraskelser.

God påske!

I går var jeg til fodboldtræning med en flok unge fyre, der har startet sit eget hold ved navn "Libido" (…). Det er ikke specielt seriøs træning, der faktisk kun består af spil på to mål, Men det var meget skægt og naturligvis sindssygt hårdt, når man ikke har bevæget sig nævneværdigt i lang tid. Samtidig må man jo som ny på holdet vise, at man kan arbejde, og det kan mærkes i dag. Jeg tror dog alligevel, at det kun bliver til lidt træning i ny og næ indtil videre, for min boldteknik er blevet temmelig rusten (vittigheder, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af min boldteknik frabedes).

Norge er jo en udørk af sten, grantræer og underlige planter – det ved alle. Græs har vanskelige betingelser på disse kanter, og derfor er man begyndt at indføre fodboldbaner af kunstgræs. Banen lige ved siden af, hvor jeg bor, er således af kunstgræs, og i går var første gang, jeg skulle prøve at spille på sådan en bane. Egentlig mærker man det ikke, men bolden har en tendens til at rulle meget hurtigere end på græs (det var nemlig ikke min svage kondi, der var skyld i, at jeg ikke nåede de tværafleveringer), og så mærker man det naturligvis også, når man må "bide i græsset". Det kan gøre lidt nas at glide fire-fem meter på røven, og jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver at lave en glidende tackling i shorts…

In other news kan jeg fortælle, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at "fiskeben" (eller "fiskebein" hedder det vel…) har en ekstra betydning på norsk. At gå i fiskeben er det man gør, når man med ski under fødderne skal gå opad og derfor vinkler skiene, så aftrykkene i sneen kommer til at ligne et fiskeben. Meget fascinerende information, men jeg tror ikke man skal holde vejret i spænding, om hvorvidt fiskeben.dk pludselig bliver til et skisport-site…

Silkeborg Stadion er ellers ikke noget at råbe hurra for – hvis man er tilhænger af udebaneholdet. Mens "de lokale" får lov til at sidde på sæder under tag, må udeholdest supportere tage til takke med at stå på en sandhøj bag det ene mål. Jeg vil næsten strække det så langt som at kalde det ynkeligt.

Selve kampen var helt fantastisk – hvis man er tilhænger af udebaneholdet. Selvom AaB kom bagud efter 20 minutter, så kunne Silkeborg ikke stille meget op imod AaB’s udmærkede spil. Silkeborgs føringsmål gav lidt murren blandt de mere rabiate Aab-tilhængere, så det kom til den efterhånden obligatoriske håndgemæng med kontrollørerne. Omvendt blev det egentlig ikke bedre, da AaB fik scoret, for da brændte de førnævnte rabiate tilhængere en masse romerlys af, og det kan kontrollørerne ikke lide.

Nok var vi glade efter en sådan sejr, men turen hjem i bussen bar lidt præg af, at weekenden har budt på julefrokost og den slags, så det var en meget afslappet tur.