fiskeben.dk


Meninger med mening

Arkiv for Fodbold

Bergen i Brann

Bergen står på den anden ende for tiden, fordi de lokale fodbolddrenge er ved at vinde mesterskabet. Det har de ikke gjort i siger og skriver 44 år. Derfor var glæden naturligvis stor, da Brann, som holdet hedder, i går med 99,99% sikkerhed kunne sikre sig mesterskabet. Kun 99,99% fordi holdet nu er ni point foran Stabæk og oven i har de en meget bedre målscore. Det kan gå galt, men det er vist kun i et eller andet ekstremt teoretisk tankespil.

I går spillede de mod Lyn, som er en middelmådig Oslo-klub, som alle hader. Før og under kampen var der en vanvittig atmosfære så tyk, at man kunne skære store bidder forventning ud af den. Spillerne løb på banen til masser af flag og romerlys, og publikum var ellevilde. Det var kort fortalt en rigtig fed kamp, og det blev da ikke værre af, at Lyn fik udlignet med fire minutter tilbage, hvorefter Bergens tilbagevendte søn, Azar Karadas, scorede to kasser efter 92 og 93 minutter. Da eksploderede det hele. Selvfølgelig.
Sidste hjemmekamp i år er mod Viking fra Stavanger, og det bliver forhåbentlig en fed kamp af tre årsager:

  1. Det bliver sikkert den kamp, hvor guldet officielt deles ud.
  2. Viking giver altid Brann kamp til stregen (og ofte over).
  3. Viking er den klub i Norge med flest danskere; Allan Gaarde, Søren Berg og Nikolai Stokholm. Desuden spiller de tidligere SAS-ligaspillere Peter Ijeh og Razak Pimpong også her.

Så til lykke med guldet, Bergen. Det var vist på tide. Og kan vi så blive fri for at høre den sang en gang til?

9

okt

0

Fed fodbold

Jeg synes det kunne være reddi reddi fedt, hvis AaB og Brann ender i samme gruppe i UEFA-cuppen…

5

okt

2

Ih, en Pod

Endelig kan jeg være lidt med på vognen igen, gadget-wise. Efter mange måneders væven, er jeg blevet begavet med en iPod i størrelse 30 GB. Det er slut med at blive set skævt til på bussen og i gaderne, for nu kan også jeg gå rundt med hvide ledninger hængende ud af ørerne.

Der er faktisk en god historie bag. Jeg har i månedsvis gået og sukket efter at købe en iPod. Jeg har mange gange været meget tæt på; jeg har besluttet mig for at købe, gået ind i butikken og alligevel fortrudt i aller sidste øjeblik. Jeg har lagt iPods i indkøbskurven på Apple Store og alligevel ikke sendt bestillingen. I går var en lang dag. Efter arbejde skulle jeg først hjem for derefter at tage til byen for at gå til fodboldkamp (heia Brann!). Lillianne var i løbet af dagen blevet kaldt på arbejde, og det ødelagde lidt min plan om at køre med svigerfar til kamp. Det betød nemlig, at Lillianne skulle hentes efter kampen, og da der ikke var plads i bilen, måtte jeg køre alene derind, så hun kunne komme med mig hjem. Bergen er ikke nogen underholdende by at køre i, når Brann spiller hjemme, så jeg gruede mig en del for det. Jeg kørte hjemmefra i god tid for at slippe for at lede efter parkering (som er meget intermistisk i området omkring Stadion), og det gik da også ganske fint. Problemet kom først, da jeg skulle ud igen efter kampen. Trafikken gik fuldstændig i stå, og det tog mig tre kvarter at køre 300 meter. Hurra.

Da vi endelig kom hjem og skulle have noget at spise, siger Lillianne til mig, at jeg skal hente noget i hendes håndtaske. Hvad ligger der i den? En iPod! Stor var glæden selvfølgelig, men hun blev sikkert lidt lettet over at slippe for at høre mere på mig og mine intentioner om at anskaffe mig en iPod. Nu kan hun så høre om, hvor lækker den er i stedet for.

For den er lækker. iPods er virkelig en fryd for øjet. Designet er ganske enkelt bare så godt. Funktionelt er den meget behagelig at håndtere. Scrollhjulet virker godt og gør navigationen enkel og nem. Derudover virker den helt fantastisk sammen med en Mac. Installationen bliver ikke lettere; koble kablet til og trykke på et par knapper. iPoden finder selv ud af, at iPhoto også er på maskinen, så jeg har fået al min musik og alle mine billeder på, og der er stadigvæk 13 GB ledig plads på disken.

Det var så førstehåndsindtrykket. Spørgsmålet er så, hvordan det ser ud længere ude i fremtiden. Og om der kommer en ny iPod inden så længe :-(

17

apr

0

God påske

Det er fire måneder siden sidst, men i dag sætter jeg atter mine størrelse 43 på dansk jord. Ja, jeg skal en tur hjem til Danmark i påsken for at besøge familie og venner. Planen er som følger:

  • Kl. ca 22.00: Ankomst Aalborg Lufthavn (via København). Hentes af Jacob, som jeg overnatter hos.
  • Kl. ca 22.15: Ankomst The Wharf.
  • Kl. ca 22.16: Første øl er bestilt og delvist indtaget. Det bliver sikkert en Erdinger Weissbier eller en trappist.
  • Torsdag, tidspunkt ukendt: Besøg i KMDs nye lokaler i Aalborg.
  • Kl. 15.00: AaB spiller mod FC Møgjylland med mig på tribunen for første gang siden august. Det bliver helt sikkert godt – og ikke mindst en spændende kamp.
  • Kl. ca 17.15: Hentes af min bror, Jacob, hjemme hos Jacob, og vi kører hjem til mine forældre, hvor de venter sammen med mine tre niecer.
  • Kl. 18.30 og frem: Ikke tilgængelig pga. underholdning af niecer.
  • Fredag: Afslapning, besøg hos min bror for at inspicere nybyggeri. Lidt mere afslapning.
  • Lørdag kl. 14.00: Startskuddet til årets madsenske påskefrokost, som i år bringer os til en eller anden rensdyrfarm efterfulgt af påskemad og påskedrikke hos mine forældre.
  • Søndag: Her er programmet åbent. Et forslag er besøg hos i-Mexico-arbejdende veninde med tilhørende i-København-boende bror som jeg ikke har set meget længe.
  • Mandag: Hjemrejse til Bergen.

Det program tror jeg lige, jeg kan overkomme, men nu får vi se, hvad det byder på af ændringer og overraskelser.

God påske!

4

apr

0