fiskeben.dk


Meninger med mening

Arkiv for Hverdag

Når Norge går til valg

Det er valg i Norge i dag. Det drejer sig om valg til kommune- og fylkesstyre (det samme som amter/regioner i Danmark). Det er i sig selv ikke nogen sensation, for den slags skal jo til cirka hvert 4. år. Som dansk statsborger har jeg også stemmeret til dette valg, og jeg har da været nede og sætte mine krydser.

Men valgdagen i Norge er nu alligevel ikke helt det samme, som det er i Danmark. Der er to forskelle, som får valgdagen til at skille sig markant ud.

Som det første og mindst rystende (det er vel nærmest bare et kuriosum) vil jeg nævne, at skolerne lukker på valgdagen, fordi man skal bruge skolerne til at afholde valget på. Det skulle man også, dengang jeg var knægt, men de behøvede nu ikke at lukke hele skolen, fordi et af lokalerne skulle bruges til valget. Men ungerne synes sikkert, at det er fedt.

Det særeste i forbindelse med valget er dog, at det er lukket for salg af alkohol på valgdagen, for vælgerne skal jo ikke være berusede, når de skal sætte krydset. Vinmonopolet holder lukket, og dagligvarebutikkerne har lukket ned for ølsalget. Dette går ganske enkelt over min forstand, for hvilken effekt skal det få, at man ikke kan købe alkohol på valgdagen? Hvor vanskeligt er det at anskaffe sig det dagen i forvejen (eller to dage i forvejen, eftersom det altid er umuligt at få fat i om søndagen)? Jeg forstår det ikke.

Jeg vil derfor nu påberåbe mig min grundlovsfæstede ret til at protestere og tage en iskold Hansa pilsner i køleskabet og virkelig nyde den i fulde drag. Tag dén!

10

sep

2

Rygmuskel med mafiametoder

Vi kan ikke helt bryste os med de samme mængder sne, som man antageligvis har måttet stå model til i Danmark for tiden. Alligevel kom der 10-20 centimeter i går, og med vores nyindkøbte sneskovl var det tid for min debut som sneryddende husejer.

Vores hus ligger ca 100 meter inde på en lille privat grusvej, hvilket vil sige, at der ikke kommer nogen og rydder sne for os. Det betyder igen, at vi må finde skovlen frem og rydde vejen selv, hvis vi har lyst til at komme til og fra huset. Umiddelbart gad jeg faktisk ikke rydde mere end en gangsti fra vores dør og ned til bilen, men det gik så let, at jeg begyndte at rydde parkeringspladsen og lidt af vejen. Bedst som jeg var begyndt at forberede mig på at gå ind, kom naboen selvfølgelig hjem og tilbød at komme og hjælpe. Så var der ligesom ingen vej tilbage, og jeg måtte rydde halvdelen af vejen per håndkraft. Jeg har egentlig ikke noget imod at rydde sne, men det skal være i kontrollerede doser.

I dag er der en muskel i min ryg, som gør oprør. Efter lang tids dvale har den pludselig mærket, at den også kan bruges til noget, og nu sidder den der og gør sig selv bemærket og vil bruges noget mere i fremtiden. Jeg er ikke helt enig, men den taler godt for sig. Man kan sige, at den kommer med et tilbud, jeg ikke kan afslå.

24

feb

1

Det var den forlængede weekend

En forlænget weekend skal man sjældent kimse ad, og det gør jeg skam heller ikke denne gang. Jeg har haft besøg fra Danmark, mere præcist en tidligere kollega og nuværende god ven, Jacob, og så er det godt med en ekstra dag til at komme igennem programmet.

Udover alt det obligatoriske med turen til Bergen med tilhørende rundvisning (Bryggen, Fløyen, Torgallmenningen, Eplehuset *kremt*), så blev der faktisk nørdet igennem. Vi har en fælles interesse i hjemmesider, og Jacob driver på snart tiende år en slags lokal-portal for Sallingområdet, som han efterhånden har fået bygget op til at være et temmelig omfattende og ikke mindst utrolig velbesøgt site. Vi bruger tiden på at snakke optimeringer, designforbedringer (som der er plads til), trafik og ikke mindst trafikanalyse. For ikke så længe siden er vi begge begyndt at bruge Google Analytics, og det har vi tilbragt mange timer på at lege med og ikke mindst forstå. Det er altså ikke så lidt information, man kan trække ud af det værktøj.

Der blev også nørdet på andre kanter. Blandt andet havde Jacob medbragt sine tre sæsoner af Klovn på DVD, og da jeg aldrig rigtig fik set noget til det, dengang vi boede i Danmark, var det oplagt at se en sæson eller to. Vi kom dog kun igennem den første.

Hver gang vi får besøg fra Danmark, er det alfa og omega, at de rejsende tager alt det med, som tolderne (og samvittigheden) tillader. I denne omgang blev det til ti store poser Super Piratos, tre bakker leverpostej, et (rigtigt!) rugbrød og fem rigtig gode øl (blandt andet et par trappister, som jeg ikke har smagt i en evighed) og en flaske whisky. Jo, der var skam glæde i det lille hjem.

Som sagt er den forlængede weekend slut, og derfor er det på tide at se dyner. I morgen venter en lang arbejdsdag igen.

19

feb

0

Forfriskende opfriskning

Det er ikke fordi jeg er et dårligt menneske, at jeg ikke har skrevet noget her i en uges tid. To gange har jeg villet skrive noget, og to gange har serveren gået ned samtidig som jeg loggede ind. Utroligt men sandt.

En anden årsag til ventetiden er, at vi var en tur i gode gamle Danmark forrige weekend. Hovedårsagen var, at familiens nyeste skud på stammen skulle døbes. Matilde, som nu er navnet på det lille barn, er min brors nummer tre.

Men når man nu alligevel er i nabolaget, skal man jo besøge dette og hint, så det blev også til en tur i Gaden, besøg hos gamle naboer og et hils på et par gamle kollegaer – der havde været til den famøse KMD-julefrokost. At dømme efter det svage minde jeg har om sidste år, så var de egentlig overraskende ædru…

8

dec

1