Det danske ord for sådanne må vel være “ønskestier” eller “længselsstier”. De illustrerer i hvert fald ret godt den (fåre-) flokmentalitet, som mennesket bruger konstant men aldrig vil indrømme. Når først én har brudt reglerne og gjort det, som alle går og har lyst til, så følger alle de andre med.

Smukt.

Før jeg selv købte Mac var jeg i samme lejr. Jeg syntes at iMac’en var tåbelig, for det var da noget mærkeligt noget med at bygge alting ind i samme kasse som skærmen. Bevares, jeg havde også andre præferencer dengang, for jeg kunne lide at have muligheden for at bytte dele, når jeg ville.

Mest kritik gav jeg dog til musen, som følger med iMac. Jeg kunne ikke begribe, hvordan i alverden nogen kunne finde på at producere en så sær skabning som Mighty Mouse (som den er døbt). Kun en knap, som man ikke engang kan se hvor er. Scrollhjulet er bare en lille klat og slet ikke til at bruge, og hele musen er bare totalt uergonomisk designet.

Siden har jeg ændret mening. Jeg har indset, at Mighty Mouse virkelig er den mægtigste mus. Den er faktisk rimeligt genial.

At musen kun har én knap, er forkert. Det tager 10 sekunder at indstille den til, at venstre halvdel er venstre museknap og den højre er … du forstår.

Scrollhjulet er også helt perfekt. Det er nemlig ikke et hjul med 2 dimensioner (op og ned) men en kugle med tre dimensioner. Hvorfor skal man kunne scrolle op og ned med hjulet, men når det er nødvendigt at scolle sidelæns, er man nødt til at gribe fat i en scrollbar? Andre museproducenter har prøvet at løse dette med to hjul, men det er jo bare helt hul i hovedet. Kuglen, derimod, lader brugeren scrollen i alle retninger, og det fungerer, som det skal: logisk.

Derudover kommer de små finurligheder, som har taget mig en del måneder at opdage. Før jeg købte Mac var jeg flittig bruger af scrollhjulet som en tredje museknap, for det virker rigtig godt at “mellemklikke” (eller middle click, som de siger) på et link for at åbne det i en ny fane i Firefox. Men man kan ikke klikke på kuglen på en Mighty Mouse…

Eller jo, det kan man faktisk. Kuglen giver efter for selv den mindste vægt fra fingeren, men fører man bevægelsen videre og trykker hele musen ned ovenpå scrollkuglen, vil det fungere som et mellemklik. Stor var glæden, da jeg opdagede dette, og siden har jeg været utrolig førnøjet med min Mighty Mouse.

Når man så ser på musen i forhold til trenden på musemarkedet, så er Mighty Mouse efter min mening den mindst diskriminerende. Hvor mange mus på markedet i dag kan bruges af en venstrehåndet? Meget få, for de designes i ergonomiens navn til højre hånd med fordybninger til diverse fingre, så den bare ligger HELT rigtigt – hvis du er højrehåndet. Mighty Mouse skelner ikke – det tager bare 10 sekunder at vende den om til venstrehåndsbrug, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg tror Mighty Mouse er et eksempel i klasse med iPod’en (omend i mindre målestok). Designeren har klaret at se længere end det egentlige brugsområde og kravene og fundet ind til de ting, som vi bare ikke var klar over, at vi stod og manglede, og dét er rigtigt design. Som Steve Jobs sagde engang: “A lot of times, people don’t know what they want until you show it to them.”

Det minder mig om en pige i min parallelklasse i folkeskolen, der på spørgsmålet “har du ikke en fluesmækker?” gik ud i baglokalet og hentede en fluedræbende anordning til sin Dankort-nødstedte kunde. Ak ja.

1995 – 2007

Hvor man kommer fra må være afhængig af kontekst og temperament. Hvem som stiller spørgsmålet, og hvad samtalen ellers drejer sig om, må give et bestemt svar. Ofte taler jeg med folk på arbejde eller til fester, og her er svaret enten “Danmark” eller “Askøy”, men det er også fordi det ligger i kortene, hvad det er for et svar, de forventer. Spørger de til, hvor i Danmark jeg kommer fra, svarer jeg sjældent Gøttrup, for ingen aner hvor eller hvad det er – og da slet ikke nordmænd. Er det en dansker, som spørger, lægger jeg ud med at sige “en lille by nær Fjerritslev” (som også er tvetydigt, for der er flere Fjerritslev’er i Danmark). Er det en normand, som spørger, må jeg være lidt mere generel og svarer som regel “en lille by midt mellem Hanstholm og Aalborg“. Alle nordmænd ved, hvad Hanstholm er, for der sejler færgen til, og alle ved hvad Aalborg er, for der er billige bajere.

Skulle jeg ende som deltager i et program og blive spurgt om, hvor jeg er fra, ville jeg sikkert svare Askøy, for det er der, jeg bor. Men da værten temmelig sikkert ville bemærke, at jeg da ikke kan være helt norsk, vil det højst sandsynligt komme som et nyt spørgsmål: Jamen, hvor er du egenlig fra? Hvis jeg istedet svarer Danmark (eller en by i Danmark for den sags skyld), vil det kun føre til endnu flere spørgsmål, og så er vi jo lige vidt.

Så hvor er jeg egentlig fra?

Turen hjem var ganske okay omend lidt længere, end vi havde håbet på. Vi havde planlagt en overnatning på vejen fra Kristiansand til Bergen, og da vi skulle finde et sted at tilbringe natten, var vi i det lidt mere komfortable hjørne. Hotelværelse, swimming pool, TV og restaurant var ganske enkelt lidt mere tillokkende end edderkoppebefængt hytte, hul-i-jorden toilet, engangsgrill og en pakke pølser, så vi checkede ind på et hotel i Hovden, og det fortryder jeg sådan set ikke.

Efter en god nats søvn (efter swimming pool, en god burger og lidt fjerner med en øl på maven) var vi klar til det sidste stræk over fjeldet. Desværre har de valgt at foretage et par vejrbejder på strækningen i denne sommer, så to steder måtte vi for det første vente på at kunne køre videre, og for det andet skulle det foregå på de gode gamle veje, som man brugte dengang ruder konge var knægt. Det forlængede vel vores tur med en god time (ventetid plus længere køretid på lorteveje). Ikke nok med det, blev vi selvfølgelig tilstrækkeligt forsinket til en færgeovergang, så vi måtte vente lidt ekstra der. Toppen af kransekagen var, at trafikken ind til Bergen var kommet tilbage fra ferie længe før os, så der også gik lidt tid med at vente i kø. Men hey, vi var på ferie og havde ikke noget, vi skulle nå. Andet end at komme hjem, altså.

Uanset hvad, så er vi hjemme nu. Alt er pakket ud, og den første omgang tøj får vasket feriestøvet af i maskinen. Tilbage er kun en stille weekend, før arbejdslivet igen lægger sine klamme fingre på mine alt for ømme skuldre.

Der er nu noget helt specielt ved at pakke op for et Apple produkt. Indpakningen er ekstremt tiltalende og lækker. Rene linjer, enkelt design. Man tager sig selv i at fokusere og koncentrere sig temmelig meget omkring bare det at få produktet ud af indpakningen. Tapen løsnes stille og roligt for ikke at ødelægge pappen, flamingo og anden indpakning fjernes enkelt og en ting ad gangen. Plastic-indpakning på tilbehøret åbnes og tingene lægges frem ved siden af hinanden, så man til sidst kan betragte byttet. Først der kobler man roligt tingene sammen og sætter strømmen til. Alt skal gøres rigtigt og i rigtig rækkefølge.

En helt speciel ting ved at pakke Apple produkter ud er duften. Nye produkter har en fantastisk speciel duft af ny. Den hænger og kildrer i næsen længe efter produktet er taget i brug og kassen er lagt på loftet (kassen, som man selvfølgelig passer på, fordi man ikke nænner at smide den væk). Jeg har læst om Apple fanboys, som rent faktisk finder gamle kasser frem og lugter til dem, og duften hænger der stadigvæk. Rent faktisk findes der mennesker, som samler på gammel Apple-indpakning…

Designed by Apple in California

Når man pakker op for et Apple-produkt, er der en sætning, som man altid mødes med et sted i processen. Det være sig iPod, iMac eller Macbook – “Designed by Apple in California” er der altid et eller andet sted. Egentlig betyder det ikke en skid, men sætningen er på en eller anden måde med til at sige “det her er fanden sparkemig et fedt produkt, så til lykke med det gamle jas!”. Det giver et ekstra skub til følelsen af, at det er et stort punkt i ens liv at pakke denne bunke plastic og elektroniske kredsløb ud af en papæske.

Når alt kommer til alt, så er det forretningsgas og salgstricks, men det virker sgu. Da jeg lagde Macbooken i indkøbskurven på Apple Store, var der en del af mig som glædede sig til, at pakken skulle ankomme og udpakningsprocessen kunne gå i gang. Så godt er det.

Og nåh ja – Macbooken er også fed.