fiskeben.dk

Max II

1995 – 2007

På vej hjem fra arbejde hørte jeg med et halvt øre et direktesendt program på (norsk) P3. Det var en type optakt til en koncert, og der var blandt andet en konkurrence med to af gæsterne i studiet som deltagere. De blev begge spurgt om, hvor de var fra, og det fik mig til at tænke lidt; hvis jeg skulle blive stillet det spørgsmål, hvad skulle jeg så svare? Askøy? Bergen? Danmark? Aalborg? Gøttrup?

Hvor man kommer fra må være afhængig af kontekst og temperament. Hvem som stiller spørgsmålet, og hvad samtalen ellers drejer sig om, må give et bestemt svar. Ofte taler jeg med folk på arbejde eller til fester, og her er svaret enten “Danmark” eller “Askøy”, men det er også fordi det ligger i kortene, hvad det er for et svar, de forventer. Spørger de til, hvor i Danmark jeg kommer fra, svarer jeg sjældent Gøttrup, for ingen aner hvor eller hvad det er – og da slet ikke nordmænd. Er det en dansker, som spørger, lægger jeg ud med at sige “en lille by nær Fjerritslev” (som også er tvetydigt, for der er flere Fjerritslev’er i Danmark). Er det en normand, som spørger, må jeg være lidt mere generel og svarer som regel “en lille by midt mellem Hanstholm og Aalborg“. Alle nordmænd ved, hvad Hanstholm er, for der sejler færgen til, og alle ved hvad Aalborg er, for der er billige bajere.

Skulle jeg ende som deltager i et program og blive spurgt om, hvor jeg er fra, ville jeg sikkert svare Askøy, for det er der, jeg bor. Men da værten temmelig sikkert ville bemærke, at jeg da ikke kan være helt norsk, vil det højst sandsynligt komme som et nyt spørgsmål: Jamen, hvor er du egenlig fra? Hvis jeg istedet svarer Danmark (eller en by i Danmark for den sags skyld), vil det kun føre til endnu flere spørgsmål, og så er vi jo lige vidt.

Så hvor er jeg egentlig fra?

Ferien er slut, og vi er vel hjemme igen i regnfulde Bergen, der for en gangs skyld viser sig fra sin ikke-regnfulde side. Det kommer dog i løbet af weekenden, så vi tager det helt roligt.

Turen hjem var ganske okay omend lidt længere, end vi havde håbet på. Vi havde planlagt en overnatning på vejen fra Kristiansand til Bergen, og da vi skulle finde et sted at tilbringe natten, var vi i det lidt mere komfortable hjørne. Hotelværelse, swimming pool, TV og restaurant var ganske enkelt lidt mere tillokkende end edderkoppebefængt hytte, hul-i-jorden toilet, engangsgrill og en pakke pølser, så vi checkede ind på et hotel i Hovden, og det fortryder jeg sådan set ikke.

Efter en god nats søvn (efter swimming pool, en god burger og lidt fjerner med en øl på maven) var vi klar til det sidste stræk over fjeldet. Desværre har de valgt at foretage et par vejrbejder på strækningen i denne sommer, så to steder måtte vi for det første vente på at kunne køre videre, og for det andet skulle det foregå på de gode gamle veje, som man brugte dengang ruder konge var knægt. Det forlængede vel vores tur med en god time (ventetid plus længere køretid på lorteveje). Ikke nok med det, blev vi selvfølgelig tilstrækkeligt forsinket til en færgeovergang, så vi måtte vente lidt ekstra der. Toppen af kransekagen var, at trafikken ind til Bergen var kommet tilbage fra ferie længe før os, så der også gik lidt tid med at vente i kø. Men hey, vi var på ferie og havde ikke noget, vi skulle nå. Andet end at komme hjem, altså.

Uanset hvad, så er vi hjemme nu. Alt er pakket ud, og den første omgang tøj får vasket feriestøvet af i maskinen. Tilbage er kun en stille weekend, før arbejdslivet igen lægger sine klamme fingre på mine alt for ømme skuldre.

Så længe Jonni Hansen er kremen af danske nazister, er jeg tilfreds, for så er der ikke særlig meget at frygte fra den kant. Gratisavisen “Avisen” har i dag en ganske OK baggrundsartikel om, hvorfor Jonni er sådan en vred mand.