fiskeben.dk

Jeg har syndet. Jeg er “kommet til” at anskaffe mig en fin lille 13″ Apple Macbook sammen med en Apple Airport Extreme (med den nye 802.11n trådløse standard). Lad mig bare sige, at det er kræs!

Der er nu noget helt specielt ved at pakke op for et Apple produkt. Indpakningen er ekstremt tiltalende og lækker. Rene linjer, enkelt design. Man tager sig selv i at fokusere og koncentrere sig temmelig meget omkring bare det at få produktet ud af indpakningen. Tapen løsnes stille og roligt for ikke at ødelægge pappen, flamingo og anden indpakning fjernes enkelt og en ting ad gangen. Plastic-indpakning på tilbehøret åbnes og tingene lægges frem ved siden af hinanden, så man til sidst kan betragte byttet. Først der kobler man roligt tingene sammen og sætter strømmen til. Alt skal gøres rigtigt og i rigtig rækkefølge.

En helt speciel ting ved at pakke Apple produkter ud er duften. Nye produkter har en fantastisk speciel duft af ny. Den hænger og kildrer i næsen længe efter produktet er taget i brug og kassen er lagt på loftet (kassen, som man selvfølgelig passer på, fordi man ikke nænner at smide den væk). Jeg har læst om Apple fanboys, som rent faktisk finder gamle kasser frem og lugter til dem, og duften hænger der stadigvæk. Rent faktisk findes der mennesker, som samler på gammel Apple-indpakning…

Designed by Apple in California

Når man pakker op for et Apple-produkt, er der en sætning, som man altid mødes med et sted i processen. Det være sig iPod, iMac eller Macbook – “Designed by Apple in California” er der altid et eller andet sted. Egentlig betyder det ikke en skid, men sætningen er på en eller anden måde med til at sige “det her er fanden sparkemig et fedt produkt, så til lykke med det gamle jas!”. Det giver et ekstra skub til følelsen af, at det er et stort punkt i ens liv at pakke denne bunke plastic og elektroniske kredsløb ud af en papæske.

Når alt kommer til alt, så er det forretningsgas og salgstricks, men det virker sgu. Da jeg lagde Macbooken i indkøbskurven på Apple Store, var der en del af mig som glædede sig til, at pakken skulle ankomme og udpakningsprocessen kunne gå i gang. Så godt er det.

Og nåh ja – Macbooken er også fed.

Forleden dag på arbejdet modtog vi respons på en supportforespørgsel hos en af vores samarbejdspartnere. Svaret på, hvorfor ting havde stået stille i nogle dage var, at vi var blevet kommenteret ud. Man føler sig ret mindreværdig, når man sådan bliver kommenteret ud.

Så fik jeg også krattet et par kryds ned på stemmesedlerne. Et kryds på hver seddel, for at være præcis. Af en eller anden grund havde jeg sat næsen op efter, at vi i Aalborg skulle være med i et forsøg med elektronisk afstemning, men selvsamme næse blev temmelig lang, da alt i den gamle gymnastiksal var, som det plejer. Jeg kan faktisk ikke mindes, hvor jeg har fået den ide fra. Måske er det noget, jeg har drømt. Jeg drømmer de mest mærkelige ting for tiden og har ind imellem meget svært ved at skelne dem fra virkeligheden.

I nat drømte jeg noget med en sindssyg morder, der hærgede et sted i en by. Jeg er ikke specielt god til at huske detaljer om mine drømme, men jeg husker da lidt. Befolkningen i byen (inkl. mig selv) måtte snige sig rundt – selv i deres egne huse – for at overleve. Blev man spottet af morderen, var det slut. Sådan stod det på et stykke tid. Da jeg tænkte ved mig selv "hvor er politiet egentlig i det her?" mens jeg krøb i skjul bag en græshøj, burde jeg nok have lagt to og to sammen og indset, at det var en drøm. Men det gjorde jeg bare ikke.

Havde jeg indset, at det var en drøm, kunne jeg måske have praktiseret noget, jeg længe har haft lyst til at opleve; nemlig