Arkiv for Musik

Holy Gift

Jeg bryder mig ikke om det meste af den musik radiokanalerne vælger at spille for os. Populærmusikken. Lady Gaga(k) og hvad hedder de allesammen i denne uge. Nogle mennesker har det omvendt; de kan ikke lide den musik, som jeg hører på. Det er også helt fair, for vi kan jo ikke allesammen være ens.

Men… hav den seneste døgnflue (lad det være Lady Gaga(k)) in mente og se så nedenstående video. Det er en sang som hedder Lateralus af det amerikanske metalband Tool. Jo højere du råber “åh nej, METAL :( :( :(” jo dejligere bliver din omvendelse og jo hårdere træffer kæben tastaturet garanteret til sidst.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Musikere som lægger så mange kræfter i deres musik fortjener at vi køber deres CDer, t-shirts, koncertbilletter you name it. Det gør Lady Gaga(k) ikke.

Men det stopper ikke der. Hele albummet, Lateralus, kan analyseres, vendes og drejes. Nogle mener, at numrene kan høres i en anden rækkefølge, som er baseret på fibonaccitallene, og der vil dukke en ny mening op. Dette kan (over)analyseres i det uendelige (spiralen?), og du kan læse mere om det her.

Granted: der findes også ikke-metalmusikere som kan finde ud af at lægge noget dybere i sin musik. Bach var f.eks. ret dygtig til det. Det kan du læse mere om i bogen Gödel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid af Douglas Hofstadter.

Send til Twitter!

16

aug

1

Musik i kasser

Fordelingen af totale afspilninger kontra afspilninger per lytter (fra RADIOBUTT)

Fordelingen af totale afspilninger kontra afspilninger per lytter (fra RADIOBUTT)

Det taler til min indre skabs-statistiker, når man putter noget så uhåndgribeligt som musiksmag i kasser ved hjælp af statistiske værktøjer. Således kan jeg ikke undgå at trække lidt på smilebåndet af bloggeren RADIOBUTTs metode til at finde ny musik som sikkert vil falde i ens smag. Ved at line en masse forskellige bands op med data fra Last.fm, smide det i et scatterplot og analysere udfaldet kan man altså finde nye bands som man sikkert vil synes om.

Selvom det skal tages med et gran salt, synes jeg nu alligevel at tallene rammer fortræffeligt godt.

Send til Twitter!

25

okt

0

Vil musikindustrien snart lægge sig og dø?

Foto: Jamison @ flickr

Foto: Jamison @ flickr

Jeg synes der er alt for meget tudefjæs i visse dele af “industrien” for tiden. Her snakker jeg om film- og musikbranchen, som senest har udmærket sig ved at sagsøge The Pirate Bay og ikke vide hvad de snakker om, når det kommer til stykket.

WiRED har en lille artikel om, at selvom spil som Guitar Hero er reelle monstersucceser – også for musikindustrien – så hader de dem alligevel. Grunden? De får ganske enkelt ikke nok penge i kassen. Grådighed, med andre ord.

Problemet er, at disse dinosaurindustrier, som i mange årtier gradvist har kunnet malke flere og flere penge ud af publikum, pludselig ikke kan styre markedet længere. Før i tiden kom ændringerne i markedet enkeltvis, og med god tid til at få kontrol havde man lidt at frygte. På de sidste ti år har verden overhalet musikindustrien: den teknologiske udvikling er eksploderet og der kommer nyt på gaden hurtigere end du kan sige “download” – produkter du aldrig havde drømt om. Den eneste rationelle reaktion til frygt er at slå tilbage, og det gør musikindustrien ved at sagsøge eller hade alle som står for innovation og ændringer.

Dette er en kamp, som musikindustrien ikke kommer til at vinde. Måske vinder de over The Pirate Bay, måske ikke. Vinder de, så gør det ingen forskel, for der kommer bare et nyt alternativ og tager over hvor det gamle slap.

Musikindustrien burde istedet omfavne den teknologiske udvikling og lære at udnytte den. En nær-nul-udgiftsløsning til distribution er dumpet ned i skødet på dem, men istedet for faktisk at bruge den til at tjene penge, prøver de at kvæle den med magt. Med de nye teknologier er markedet eksploderet med et væld af alternative indtjeningsmuligheder. Det er ikke musikken, der er central længere, men derimod helhedsoplevelsen. Udover at høre på musikken (hvor som helst og når som helst, selvfølgelig) vil vi også spille den selv, dele den med andre, opleve koncerten, bruge den i sammensmeltninger med andre medier, gå med t-shirten og 117 andre ting. Musikindustrien tør ikke lade det ske, fordi de er bange for at gå glip af profit. En profit som er i færd med at forsvinde. De kommer til at gå glip af den profit, hvad end de vil det eller ej, og det er op til dem selv at finde ud af, hvor pengene ellers ligger.

Et par eksempler

Aerosmith har ifølge WiREDs artikel tjent mere på at licensere musik til Guitar Hero end på nogen plade de har udgivet. Det siger lidt om, hvor store summer der er tale om, og hvor lidt der faktisk skal til.

Musikeren John Wesley Harding sælger et mere raffineret produkt end bare det klassiske album; Udover album, liveoptagelse, t-shirts etc. kan man også købe en privat live optræden formedelst 5.000 dollars. Han kommer gerne hjem i din stue og giver et nummer.

Trommeslageren Josh Freese (A Perfect Circle, Nine Inch Nails) sælger med sit nyeste album det produkt som kun han kan sælge: sig selv. Musikken koster det den koster og han er nok ret ligeglad med, om du giver en kopi til din ven, men han har mange andre produkter på lager. For eksempel kan du for 50 dollars få albummet, DVD (download) og … en telefonsamtale med Josh. Det er bare starten på en lang række af mere eller mindre obskure produkter, hvor manden tager aktivt del i det hele på en måde som gør, at piratkopiering bliver et non-issue (lige indtil kloning af mennesker bliver mainstream, men den tid den sorg).

I den sidste ende handler det ikke om piratkopiering (jeg hader det ord – pirater er folk med klap for øjet som sejler rundt og angriber skibe). Det handler om en industri som er i gang med at begrave sig selv levende, hvis ikke de vågner og ser realiteterne i øjnene. Jeg håber næsten, at de ikke gør det før det er for sent, for det vil nok revolutionere musikindustrien allermest.

Send til Twitter!

4

mar

3

Hør mit mixtape

Endnu en online social service har fundet vej til mine bogmærker. Denne gang er det Blip.fm‘s vogn, som jeg har hoppet med på. Blip.fm er lidt som Twitter bare med musik. Man kan også se på det som en slags online mixtape (som det hedgangne Muxtape).

Tjenesten fungerer ved, at man har en strøm af blips, som er små beskeder på max 140 tegn. Hvert blip er ledsaget af en sang, som man enten selv uploader (og sørger for at have lov til at bruge, selvfølgelig) eller man finder den blandt de sange, som allerede er lagt ind i Blip.fm’s arkiv. Der er rigtig mange sange, og der er en god chance for, at det meste findes der i forvejen.

Man kan altså spille sine egne blips eller høre på andres. Ligesom i de 117 andre sociale netværk, som findes derude, så kan man følge hinanden, være venner og give hinanden kredit (eller props, som det hedder på blip.fm’sk).

Det er pisseenkelt og egentlig ganske morsomt. Man kommer nemt til at sidde og tilføje en masse sange, som man pludselig kommer i tanker om, og man kan også risikere at komme til at høre noget nyt, når man hører andres blips.

Så hvad venter du på. Hør mine blips, kom med dine egne og lad os være virtuelle musikvenner.

[Nu venter jeg så bare på at blive inviteret ind i det lukkede Spotify-fællesskab...]

Send til Twitter!

28

nov

2