Men… hav den seneste døgnflue (lad det være Lady Gaga(k)) in mente og se så nedenstående video. Det er en sang som hedder Lateralus af det amerikanske metalband Tool. Jo højere du råber “åh nej, METAL :( :( :(” jo dejligere bliver din omvendelse og jo hårdere træffer kæben tastaturet garanteret til sidst.

Klik her for at se den indsatte video.

Musikere som lægger så mange kræfter i deres musik fortjener at vi køber deres CDer, t-shirts, koncertbilletter you name it. Det gør Lady Gaga(k) ikke.

Men det stopper ikke der. Hele albummet, Lateralus, kan analyseres, vendes og drejes. Nogle mener, at numrene kan høres i en anden rækkefølge, som er baseret på fibonaccitallene, og der vil dukke en ny mening op. Dette kan (over)analyseres i det uendelige (spiralen?), og du kan læse mere om det her.

Granted: der findes også ikke-metalmusikere som kan finde ud af at lægge noget dybere i sin musik. Bach var f.eks. ret dygtig til det. Det kan du læse mere om i bogen Gödel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid af Douglas Hofstadter.

Fordelingen af totale afspilninger kontra afspilninger per lytter (fra RADIOBUTT)

Det taler til min indre skabs-statistiker, når man putter noget så uhåndgribeligt som musiksmag i kasser ved hjælp af statistiske værktøjer. Således kan jeg ikke undgå at trække lidt på smilebåndet af bloggeren RADIOBUTTs metode til at finde ny musik som sikkert vil falde i ens smag. Ved at line en masse forskellige bands op med data fra Last.fm, smide det i et scatterplot og analysere udfaldet kan man altså finde nye bands som man sikkert vil synes om.

Selvom det skal tages med et gran salt, synes jeg nu alligevel at tallene rammer fortræffeligt godt.

Foto: Jamison @ flickr

Jeg synes der er alt for meget tudefjæs i visse dele af “industrien” for tiden. Her snakker jeg om film- og musikbranchen, som senest har udmærket sig ved at sagsøge The Pirate Bay og ikke vide hvad de snakker om, når det kommer til stykket.

WiRED har en lille artikel om, at selvom spil som Guitar Hero er reelle monstersucceser – også for musikindustrien – så hader de dem alligevel. Grunden? De får ganske enkelt ikke nok penge i kassen. Grådighed, med andre ord.

Problemet er, at disse dinosaurindustrier, som i mange årtier gradvist har kunnet malke flere og flere penge ud af publikum, pludselig ikke kan styre markedet længere. Før i tiden kom ændringerne i markedet enkeltvis, og med god tid til at få kontrol havde man lidt at frygte. På de sidste ti år har verden overhalet musikindustrien: den teknologiske udvikling er eksploderet og der kommer nyt på gaden hurtigere end du kan sige “download” – produkter du aldrig havde drømt om. Den eneste rationelle reaktion til frygt er at slå tilbage, og det gør musikindustrien ved at sagsøge eller hade alle som står for innovation og ændringer.

Dette er en kamp, som musikindustrien ikke kommer til at vinde. Måske vinder de over The Pirate Bay, måske ikke. Vinder de, så gør det ingen forskel, for der kommer bare et nyt alternativ og tager over hvor det gamle slap.

Musikindustrien burde istedet omfavne den teknologiske udvikling og lære at udnytte den. En nær-nul-udgiftsløsning til distribution er dumpet ned i skødet på dem, men istedet for faktisk at bruge den til at tjene penge, prøver de at kvæle den med magt. Med de nye teknologier er markedet eksploderet med et væld af alternative indtjeningsmuligheder. Det er ikke musikken, der er central længere, men derimod helhedsoplevelsen. Udover at høre på musikken (hvor som helst og når som helst, selvfølgelig) vil vi også spille den selv, dele den med andre, opleve koncerten, bruge den i sammensmeltninger med andre medier, gå med t-shirten og 117 andre ting. Musikindustrien tør ikke lade det ske, fordi de er bange for at gå glip af profit. En profit som er i færd med at forsvinde. De kommer til at gå glip af den profit, hvad end de vil det eller ej, og det er op til dem selv at finde ud af, hvor pengene ellers ligger.

Et par eksempler

Aerosmith har ifølge WiREDs artikel tjent mere på at licensere musik til Guitar Hero end på nogen plade de har udgivet. Det siger lidt om, hvor store summer der er tale om, og hvor lidt der faktisk skal til.

Musikeren John Wesley Harding sælger et mere raffineret produkt end bare det klassiske album; Udover album, liveoptagelse, t-shirts etc. kan man også købe en privat live optræden formedelst 5.000 dollars. Han kommer gerne hjem i din stue og giver et nummer.

Trommeslageren Josh Freese (A Perfect Circle, Nine Inch Nails) sælger med sit nyeste album det produkt som kun han kan sælge: sig selv. Musikken koster det den koster og han er nok ret ligeglad med, om du giver en kopi til din ven, men han har mange andre produkter på lager. For eksempel kan du for 50 dollars få albummet, DVD (download) og … en telefonsamtale med Josh. Det er bare starten på en lang række af mere eller mindre obskure produkter, hvor manden tager aktivt del i det hele på en måde som gør, at piratkopiering bliver et non-issue (lige indtil kloning af mennesker bliver mainstream, men den tid den sorg).

I den sidste ende handler det ikke om piratkopiering (jeg hader det ord – pirater er folk med klap for øjet som sejler rundt og angriber skibe). Det handler om en industri som er i gang med at begrave sig selv levende, hvis ikke de vågner og ser realiteterne i øjnene. Jeg håber næsten, at de ikke gør det før det er for sent, for det vil nok revolutionere musikindustrien allermest.

Tjenesten fungerer ved, at man har en strøm af blips, som er små beskeder på max 140 tegn. Hvert blip er ledsaget af en sang, som man enten selv uploader (og sørger for at have lov til at bruge, selvfølgelig) eller man finder den blandt de sange, som allerede er lagt ind i Blip.fm’s arkiv. Der er rigtig mange sange, og der er en god chance for, at det meste findes der i forvejen.

Man kan altså spille sine egne blips eller høre på andres. Ligesom i de 117 andre sociale netværk, som findes derude, så kan man følge hinanden, være venner og give hinanden kredit (eller props, som det hedder på blip.fm’sk).

Det er pisseenkelt og egentlig ganske morsomt. Man kommer nemt til at sidde og tilføje en masse sange, som man pludselig kommer i tanker om, og man kan også risikere at komme til at høre noget nyt, når man hører andres blips.

Så hvad venter du på. Hør mine blips, kom med dine egne og lad os være virtuelle musikvenner.

[Nu venter jeg så bare på at blive inviteret ind i det lukkede Spotify-fællesskab...]

Bonanza-værket er ikke ligefrem Youtube, så jeg kan ikke linke direkte til videoen (tror jeg da), men følg linket for at komme til musiksektionen i Bonanza og find udsendelsen i listen.

Det var første gang, jeg var på JavaZone og kun anden gang jeg var på en egentlig konference. Første gang var i foråret, da jeg besøgte ROOTS i Bergen. Den store forskel på disse to er, at JavaZone handler mere om teknologi, hvor ROOTS handler mest om metoder og styring af teams (i år i hvert fald).

JavaZone var ganske spændende, og alt i alt synes jeg at det var det hele værd. Jeg kom hjem med ny inspiration fra skyttegravene og glæder mig til at udforske nogle af tingene lidt dybere. Særligt fik jeg mest ud af foredragene om REST, Groovy og web-testing, som jeg nok skal komme til at mærke mere til.

Konferencen blev skudt i gang onsdag morgen kl. 8 da Hurra Torpedo gik på scenen og fik vækket alle dem, som stadig var lidt i drømmeland. Kort fortalt  er Hurra Torpedo en trio, som spiller covermusik med brugte hvidevarer som det rytmiske indslag. Vi blev serveret en god række gamle travere, og jeg var slet ikke klar over at der kan være så god lyd i dybfrysere og komfurer. Helt klart et lyt værd, hvis du skulle komme forbi dem.

Mens jeg stod og så koncerten kom jeg til at tænke på, at gruppen Press Play on Tape ville passe 100 gange bedre til en nørdekonference som JavaZone, og lur mig om ikke PPoT stod på scenen samme aften og fik afsluttet den dag med en aldeles nydelig koncert. Til de uindviede kan jeg fortælle, at de spiller rock-fortolkninger af musikken fra spil til gamle computere fra 80′erne (primært Commodore 64). Seancen sluttede med temamusikken til Secret of Monkey Island, hvor jeg ganske enkelt fik gåsehud og drømte mig tilbage til da jeg var 13. Fantastisk.

Umiddelbart er jeg klar til næste år også. Count me in!

Nu er pladen her endelig, og hold da kæft for en plade. Jeg har hørt den en hel del gange efterhånden, og den holder bare 100%. Stilen kan beskrives som… tja, et Tom Waits agtigt, skævt, burlesk, omrejsende cirkus af lyd. Meget af det kunne meget nemt passe ind som soundtrack til en film af Tim Burton.

Nok snak. Se denne musikvideo af nummeret Death In The Candystore. Bagefter kan du se Sylvia Massy herself skamrose bandet nedenunder.

Klik her for at se den indsatte video.

Sylvia-damen:

Klik her for at se den indsatte video.

Musikken kan købes på cdon.com eller i iTunes Music Store.

Det var en helt fantastisk festival, synes jeg. Selvom programmet var skæmmet af lidt for mange slagere fra firserne, så synes jeg alligevel det var fedt. Den bedste koncert stod Katzenjammer uden tvivl for. Du kender dem sikkert ikke, men kort beskrevet er det fire livlige tøser med 16 instrumenter. Alle kan spille alle instrumenter, og under koncerten løber de rundt og bytter plads. Stilen er ompa, vals og det der ligner, og det er pissefedt.

Jeg har ikke overskud eller energi nok til at skrive så meget mere lige nu, men måske kommer jeg til at gå lidt mere i detaljer en anden dag.

Jeg var der, selvfølgelig, og det var en helt kanon koncert. QOTSA lagde hårdt ud og kæmpede bravt, men de måtte slås med modvind, der desværre gik ud over lyden. Havde det ikke været fordi jeg er så stor tilhænger af bandet (eller… egentlig mest albummet Songs for the Deaf), ville deres optræden nok ikke have fremprovokeret meget mere end et skuldertræk.

Anderledes var det med Foo Fighters. For det første lagde vinden sig, solen tittede frem, folk havde varmet op og fyldt alkohol på tanken – og så var det bare som om crew’et koncentrerede sig meget mere om at gøre Foo Fighters’ lyd og produktion helt perfekt. Det blev heller ikke dårligere af, at Foo Fighters og specielt Dave Grohl faktisk er showmennesker og leverede en pragtfuld og energisk præstation, så vi kunne gå derfra med trætte ben og et smil på læben. De var en tur igennem hele bagkataloget med “This is a call” fra den første plade i 1995 til dagens hits fra den seneste plade.

Det er et stort orkester, Foo Fighters. Udover kernen med trommer, bas og guitar havde de en dame, som spillede cello og violin (som man ikke kunne høre), en fyr på triangel (som havde den eneste solo under bandpræsentationen), og som ekstra guitarist havde de også Pat Smear, der i sin tid kom med i Nirvana for at aflaste Kurt Cobain i de sidste måneder, før bandet blev opløst.

Desværre blev Alle Moders Våde Drøm ikke opfyldt. Inderst inde havde jeg (og sikkert rigtig mange andre) håbet på, at Dave Grohl skulle få QOTSA-gutterne på scenen og placere sig selv bag trommerne og spille et par numre fra dengang han indspillede en plade med dem. Det skete bare ikke. Øv.

Alt i alt var gårsdagens koncertoplevelse i Bergen absolut alle pengene værd.