fiskeben.dk

Foto: fiskeben @ flickr

På min vej fra arbejde til bussen kommer jeg dagligt forbi dette stykke graffiti. Det forestiller Execution of a Viet Cong hvor offerets hoved er erstattet af en solsikke og pistolen med en giftflaske (men det kan du jo godt se). Billedet hedder Weed Killer, og stilen er en såkaldt stencil - det vil sige, at billedet er først skåret ud i pap eller et andet stift materiale (en skabelon), tapet på muren og malet over med spraymaling.

I efteråret blev bygningen, som billedet er malet på, indhyllet i stilladser og pressenninger. “Nå, nu forsvinder det billede nok,” var min første tanke, men som tiden gik kunne jeg stadig skimte det derinde bag pressenningerne, når jeg ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen til busstationen.

Forleden dag forsvandt stilladserne pludselig, og bygningen var blevet helt hvid og fri for bilos og tags. Jeg var meget spændt, da jeg gik om hjørnet for at se, om billedet nu var malet over, men mindsandten om ikke man havde fjernet snavs og tags og monteret en plexiglasplade over det for at beskytte det!

Det kommer faktisk ikke som nogen overraskelse for mig, og der knytter sig en interessant historie til årsagen. Billedet er lavet af den bergensiske gadekunstner Dolk. Ingen ved hvem personenen bag er, men de fleste kender til mange af hans værker, som efterhånden pryder en del mure rundt omkring i byen. For et par år siden blev der stor opstandelse i Bergen fordi vejvæsenet havde malet over nogle af Dolks billeder som forestillede kaffemogulen og daværende borgmester, Herman Friele, som ægte west coast hip hopper. En del af opstandelsen skyldtes, at Dolks billeder handles for titusindvis af kroner og af mange anses som ægte kunst og ikke bare hærværk.

Hvis du sidder og tænker “Banksy” lige nu, så er det slet ikke tilfældigt. Man kan ikke snakke om Dolk uden også at komme ind på Banksy, men det vil jeg overlade til denne side hvor du kan finde rigtig megen information om både Dolk og sammenligningen med Banksy.

Ved at ramme graffiti ind opstår der en konflikt: er det at legalisere graffiti og hærværk? Enhver med lidt omløb i hovedet kan selvfølgelig godt se forskellen på et af Dolks billeder, som han har brugt en uge på at lave, og en latterlig krussedulle (også kendt som tags) som en fjortenårig, lightergaspåvirket rolling har lavet i forbifarten. Men det rejser alligevel et spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvad som er kunst og hvad som er hærværk, og der er stadigvæk mennesker, som vil kalde Dolks billeder for hærværk. Og hvad sker der, når der kommer 117 andre “gadekunstnere” med sine skabeloner og tapetserer byen? Er vi så nede på tagging-niveau igen, eller skal alle ansees som store kunstnere?

Det er en interessant diskussion, som jeg ikke kan afgøre her, men jeg er meget interesseret i at høre, hvad andre mener om denne form for kunst og hvor grænsen går mellem kunst og hærværk. Du kan se mange flere eksempler på (alle?) Dolks værker på Dolk Lundgren Stencils eller på Flickr, og du kan købe originaler på handmadeposters.com (men du har sikkert ikke råd).

Engang for længe siden reklamerede jeg lidt for et bergensband, som går og kalder sig Major Parkinson. Dengang skrev jeg, at de var på vej til solrige Californien for at tilbringe nogle uger i Sylvia Massys studier og indspille en plade.

Nu er pladen her endelig, og hold da kæft for en plade. Jeg har hørt den en hel del gange efterhånden, og den holder bare 100%. Stilen kan beskrives som… tja, et Tom Waits agtigt, skævt, burlesk, omrejsende cirkus af lyd. Meget af det kunne meget nemt passe ind som soundtrack til en film af Tim Burton.

Nok snak. Se denne musikvideo af nummeret Death In The Candystore. Bagefter kan du se Sylvia Massy herself skamrose bandet nedenunder.

Sylvia-damen:

Musikken kan købes på cdon.com eller i iTunes Music Store.

Bergen fik i går hvad man nok kan kalde lidt af en musikalsk godbid, da Foo Fighters spillede koncert. De havde taget Queens of the Stone Age (QOTSA) med sig som opvarmningsband, selvom de sikkert sagtens kunne have solgt en del billetter til en selvstændig koncert.

Jeg var der, selvfølgelig, og det var en helt kanon koncert. QOTSA lagde hårdt ud og kæmpede bravt, men de måtte slås med modvind, der desværre gik ud over lyden. Havde det ikke været fordi jeg er så stor tilhænger af bandet (eller… egentlig mest albummet Songs for the Deaf), ville deres optræden nok ikke have fremprovokeret meget mere end et skuldertræk.

Anderledes var det med Foo Fighters. For det første lagde vinden sig, solen tittede frem, folk havde varmet op og fyldt alkohol på tanken – og så var det bare som om crew’et koncentrerede sig meget mere om at gøre Foo Fighters’ lyd og produktion helt perfekt. Det blev heller ikke dårligere af, at Foo Fighters og specielt Dave Grohl faktisk er showmennesker og leverede en pragtfuld og energisk præstation, så vi kunne gå derfra med trætte ben og et smil på læben. De var en tur igennem hele bagkataloget med “This is a call” fra den første plade i 1995 til dagens hits fra den seneste plade.

Det er et stort orkester, Foo Fighters. Udover kernen med trommer, bas og guitar havde de en dame, som spillede cello og violin (som man ikke kunne høre), en fyr på triangel (som havde den eneste solo under bandpræsentationen), og som ekstra guitarist havde de også Pat Smear, der i sin tid kom med i Nirvana for at aflaste Kurt Cobain i de sidste måneder, før bandet blev opløst.

Desværre blev Alle Moders Våde Drøm ikke opfyldt. Inderst inde havde jeg (og sikkert rigtig mange andre) håbet på, at Dave Grohl skulle få QOTSA-gutterne på scenen og placere sig selv bag trommerne og spille et par numre fra dengang han indspillede en plade med dem. Det skete bare ikke. Øv.

Alt i alt var gårsdagens koncertoplevelse i Bergen absolut alle pengene værd.

Jeg er på konference for tiden. I dag og de næste to dage er der ROOTS konference i Bergen. ROOTS står for Recent Object Oriented Trends og er, som navnet nok antyder, om tendenser indenfor softwareindustrien.

I dag blev konferencen skudt igang med en keynote af Roy Singham, der talte meget om de nye økonomier i Asien. Egentlig var titlen “Rebirth of OSS in the 21st Century” men jeg syntes ikke, der var meget OSS i det. Det skal dog siges, at foredraget var uhyre interessant alligevel.

Roy Singham blev efterfulgt af et dansk indslag i form af Gertrud Bjørnvig, som holdt et meget interessant foredrag om “Tribal Beliefs in Software Development”. Kort fortalt handlede det om, hvordan menneskets urinstinkter om tilhørighed og vaner passer ind i dagens miljøer rundt softwareudvikling og hvad man kan gøre med det.

Efter frokosten var det tid til de forskellige spor eller workshops, som de kaldes. Jeg meldte mig på Tom Gilbs foredrag om reviews, inspections og tests, hvilket var meget interessant. Essensen var mere eller mindre, at man bliver overrasket over antallet af fejl i sine produkter og at det faktisk er muligt at sætte tal på dem. Foredraget bestod af mange cases fra virkelighedens verden, og manden har virkelig været rundt i verden – og reddet en del store projekter.

I morgen står den på foredrag om API design og sikkerhed.