fiskeben.dk


Meninger med mening

Arkiv for Danmark

Kommentar til sprogkrigen

Politiken tog i sidste uge handsken op, efter en norsk avis havde trykt en artikel med nogle danske ord, der lyder sjovt på norsk. Værsgo’ – en sprogkrig er født. Den har efterhånden bredt sig, og frem til i dag har den været nævnt i flere norske aviser og nyhedssider.

Jeg er blevet opfordret til at give en kommentar på sagen, og det kan jo virke naturligt nok, eftersom jeg på en måde har en fod i begge lejre. Personligt holder jeg med den danske side, for jeg har på egen krop mærket sarkastiske nordmænds vittigheder og citeren dumme tv-shows. Jeg har ar på sjælen, ja jeg har så. Problemet er bare, at de dumme tv-shows, hvor der gøres nar ad danskere og ikke mindst det danske sprog, er faktisk utroligt sjove, og danskere burde prøve at få fingre i ting som Team Antonsen og Uti vår hage.

Nordmændene har en meget grundlæggende opfattelse af, at danskere taler, som om de har en varm kartoffel i halsen. Jeg kan ikke selv se, hvor de får det fra. Derimod kan jeg krumme tæer, hver gang en nordmand skal tale “dansk”, for det er de faktisk ikke særligt gode til! Takket være danske film og tv-serier samt Kim Larsen taler alle nordmænd “dansk” med en besynderligt københavneraccent, som generelt lyder helt i skoven. Som jyde med sort muld mellem tæerne og halmstrå i næsen tænker jeg altid, at det der jo ikke er dansk men istedet en fornærmelse.

De danske læsere håber måske på, at jeg kan strø om mig med en masse norske ord, der lyder sjovt på dansk, men jeg kan ikke rigtig nogen særlige: man kan hedde Røv til efternavn, man knepper skjorten, at griner og græder er omvendt i Norge og at rar betyder mærkelig.

Kære nordmænd, I kan drille os så meget I gider, men fakta er, at var det ikke for danskerne, havde I ikke kunnet rå-kopiere samtlige Olsen Banden filmene og The Julekalender.

3

sep

4

God påske

Det er fire måneder siden sidst, men i dag sætter jeg atter mine størrelse 43 på dansk jord. Ja, jeg skal en tur hjem til Danmark i påsken for at besøge familie og venner. Planen er som følger:

  • Kl. ca 22.00: Ankomst Aalborg Lufthavn (via København). Hentes af Jacob, som jeg overnatter hos.
  • Kl. ca 22.15: Ankomst The Wharf.
  • Kl. ca 22.16: Første øl er bestilt og delvist indtaget. Det bliver sikkert en Erdinger Weissbier eller en trappist.
  • Torsdag, tidspunkt ukendt: Besøg i KMDs nye lokaler i Aalborg.
  • Kl. 15.00: AaB spiller mod FC Møgjylland med mig på tribunen for første gang siden august. Det bliver helt sikkert godt – og ikke mindst en spændende kamp.
  • Kl. ca 17.15: Hentes af min bror, Jacob, hjemme hos Jacob, og vi kører hjem til mine forældre, hvor de venter sammen med mine tre niecer.
  • Kl. 18.30 og frem: Ikke tilgængelig pga. underholdning af niecer.
  • Fredag: Afslapning, besøg hos min bror for at inspicere nybyggeri. Lidt mere afslapning.
  • Lørdag kl. 14.00: Startskuddet til årets madsenske påskefrokost, som i år bringer os til en eller anden rensdyrfarm efterfulgt af påskemad og påskedrikke hos mine forældre.
  • Søndag: Her er programmet åbent. Et forslag er besøg hos i-Mexico-arbejdende veninde med tilhørende i-København-boende bror som jeg ikke har set meget længe.
  • Mandag: Hjemrejse til Bergen.

Det program tror jeg lige, jeg kan overkomme, men nu får vi se, hvad det byder på af ændringer og overraskelser.

God påske!

4

apr

0

Solen kommer og går

Det overrasker mig gang på gang, at solen rent faktisk har en lidt anden besøgstid på disse kanter, selvom Bergen ikke ligger så mange hundrede kilometer længere nord end det nordlige Danmark. I denne vinter er det gået op for mig, at solen først står op omkring klokken ti om formiddagen og går ned igen halv fire, når det er på sit værste. Det betyder, at når man vågner klokken halv ni en ganske almindelig lørdag formiddag, er det faktisk begsort udenfor, og så sover man selvfølgelig videre. Man kan da ikke stå op midt om natten…

Heldigvis har solen lidt retfærdighedssans, for om sommeren kompenserer den så grundigt. Her kan man snakke om lyse nætter, og det er helt fantastisk.

Men hvorfor snakke om solen, når man bor et sted, der konstant er begravet i kilometertykke og regntunge skylag?

6

jan

0