fiskeben.dk


Meninger med mening

Arkiv for Konkurrencer

Spil Wordfeud og vind et gavekort

Konkurrencen er slut! Se her hvem vinderen blev.

Spiller du Wordfeud og er du god til det, så kan du omsætte dine evner til kolde kontanter! Jeg udlodder nemlig hermed 1 stk gavekort på 100 kr til enten iTunes eller Amazon.com til den, der kan fremvise den højeste score i en runde i Wordfeud.

Sådan deltager du: Når du har en score som du synes er vanvittig høj, tager du et screenshot (eller et billede af skærmen med et kamera, hvis du hellere vil det) og sender det pr e-mail til ricco@fiskeben.dk sammen med dit navn og om du vil have gavekort til iTunes eller Amazon.com hvis du vinder.

Sådan tager du screenshot: På iPhone trykker du samtidigt på låse- og hjem-knapperne. Skærmen vil blinke og du vil høre en klassisk fotografi-lyd. Jeg ved ikke, hvordan man gør på Android-telefoner. Rygterne vil, at man ikke kan tage screenshots, men det kan da ikke passe, vel? Prøv eventuelt dette tip.

Alle indspil bliver løbende offentliggjort her med screenshot og navn, og konkurrencen slutter 24. januar kl 18.00.

Regler:

  1. Din score skal opnås i een og samme runde, det vil sige ved et udspil af 1-7 bogstaver.
  2. Scoren skal dokumenteres med billede.
  3. Dit spil skal være på dansk.
  4. Spillet skal spilles på normalt bræt.
  5. Det er ikke tilladt at bruge snydeapps (men siden jeg ikke kan tjekke det, taler jeg her til din samvittighed).
  6. Du må gerne sende et nyt bidrag, hvis du skulle forbedre din score.

Ved tvivlsspørgsmål forbeholder jeg mig retten til at kontakte din modspiller for at kontrollere rigtigheden af scoren. Jeg forbeholder mig også retten til at afvise useriøse indspil (det er for eksempel useriøst at deltage med en score på 25 point).

Ved pointlighed bliver der trukket lod for at finde en vinder.

Held & lykke!

Læs resten »

29

dec

7

Sats din flaskepant

I Norge kan man omsætte sin flaskepant i lodder i et lotteri – direkte fra panteautomaten. Det er Røde Kors der står bag spillet, hvor hovedpræmien er 2 mio. kroner, og overskuddet går naturligvis til organisationen.

Spillet fungerer ved at automaten er udstyret med to knapper – den sædvanlige knap, der afslutter pantningen og udskriver en bon, og så en ny knap, som satser hele ens tilgodehavende i lotteriet. Man får et lod per 50 øre man har til gode i automaten, og man satser altså det hele. Så vil man ikke donere samtlige af weekendens hårdt opdrukne samling af dåser og flasker til en humanitær organisation, bør man dele sin pantning op i etaper.

Vælger man at spille med, vil automaten med det samme spytte en bon ud med budskabet om man har vundet eller ej. Beløb op til 1.000 kroner kan hentes i kassen med det samme, men ellers skal man kontakte Panto, der er ansvarlig.

… og det er ikke gas, der er en som vandt 100.000 kroner på bare tre flasker.

17

dec

5

Index: Award 2007 har fundet vinderne

En konkurrence ved navn Index: Award har løbet af stabelen i København. Konkurrencen handler om smart design, og det overrasker ikke mig, at Tesla Motors vandt førstepræmien i kategorien PLAY. Tesla Motors står som bekendt bag den utroligt lækre Tesla Roadster, der er en elbil i sportsvognsform og hvis absolut mest interessante specifikation er den tid, det tager at komme fra 0-100 km/t, nemlig omtrent fire sekunder. I en elbil.

Af andre interessante ting kan nævnes, at også One Laptop Per Child (OLPC) projektet vandt en førstepræmie, og det var i kategorien COMMUNITY. Det er jo ikke værst med lidt goodwill og omtale til netop dét projekt.

I den mere sære ende kan “Tongue Sucker” nævnes, der kort fortalt er en anordning, der ved hjælp af vakuum skal forhindre en bevidstløs tilskadekommens tunge at falde ned i luftrøret og kvæle staklen. Min første tanke var “hvad er der nu i vejen med aflåst sideleje,” men ved nærmere eftertanke er den sikkert ganske handy, hvis den tilskadekomne har brækket nakken eller på anden måde ikke må flyttes rundt. Summa summarum: jeg ved ikke lige, hvad jeg skal mene om den her.

25

aug

0

Jeg vil vinde en 24-tommer skærm

Dette blogindlæg har udelukkende til formål at jeg skal vinde en 24-tommers LCD monitor. Du kan vælge at læse videre eller lade være. Jeg foretrækker selvfølgelig, at du ikke læser videre og dermed får lyst til at være med i konkurrencen selv (og mindsker mine chancer for at vinde).

For at være med i konkurrencen skal jeg skrive et indlæg, hvor linket make money er med. Gjort. Dernæst skal jeg have et link med, hvor teksten er hosting Canada. Også gjort. Sidst men ikke mindst skal jeg have et link til selve konkurrencen. Snip, snap, snude.

Hele formålet med denne konkurrenceform er faktisk ganske smart. Ved at udlodde noget værdifuldt (en dyr og eftertragtet skærm) kan blogejeren (snart-legendariske John Chow) få en masse andre blogs til at linke til ham med bestemte ord i linket – i dette tilfælde ordene “make money”. Jo flere som linker til ham med disse ord, jo mere vil Google tro, at John Chow skriver noget meget interessant og meget vigtigt om det at tjene penge (og det gør han til tider også). Fænomenet har også fået et smart navn: Google juice.

19

jun

0