fiskeben.dk

Foto: dogwelder

I Norge kan man ikke bare købe vin og anden spiritus hvor som helst. Faktisk skal alt med en alkoholprocent på over 4,6 kun sælges i det som hedder Vinmonopolet.

Normalt har ordet monopol en meget negativ klang. Monopol er noget værre noget, og dem som har det skal holde op med det. For eksempel kan vi ikke lide at Microsoft har monopol, og nu synes nogen også at Google er ved at have for meget at skulle have sagt. Men hvordan er det med monopol på vin? Umiddelbart vil man mene, at det er meget negativt, specielt når det er et statsautoriseret monopol med det formål at kontrollere befolkningens alkoholforbrug.

Vinmonopolet er som sådan også ganske negativt; det er meget dyrt (den billigste flaske rødvin ligger på ca 80 NOK), og åbningstiderne er begrænsede (til kl. 18 på hverdage og 15 om lørdagen). Men bortset fra det, så er Vinmonopolet en fantastisk service. De ansatte er uddannede til at vide noget om det de sælger; hvilken mad og anledning passer en given flaske til, og hvordan nydes den bedst med hensyn til temperatur osv.

Derudover har Vinmonopolet et utroligt udvalg. Butikkerne (specielt i de større byer) bugner af alskens flasker delt ind efter type og land, så det er bare at kaste sig ud i det. Hvis de ikke har det du mangler, kan det bestilles hjem uden ekstra omkostninger, og for de som bor mere end en vis afstand til nærmeste Vinmonopol kan varer leveres på døren også uden det skal koste dig noget.

Vinmonopolets hjemmeside er også helt i top. Her finder man al den information om alle tilgængelige flasker man kunne forestille sig, og man kan naturligvis bestille sine varer her også. Jeg vil næsten vove den påstand, at hjemmesiden fungerer så godt som vindatabase at også danskere kan få et udbytte af den, selvom de ikke kan købe vin der. Det eneste ankepunkt jeg har til hjemmesiden er, at de enkelte siders URL ikke er optimeret, men det er selvfølgelig mest Vinmonopolets tab.

Men når alt kommer til alt, så er det stadig RIGTIG dyrt at drikke alkohol i Norge.

Send til Twitter!

Jeg blev utroligt skuffet over Politikens weblogs i dag. Jeg snublede over et indlæg, som jeg fik lyst til at kommentere på, men da jeg fandt frem til kommentarboksen, opdagede jeg til min gru, at jeg som kommentator skal udfylde navn, adresse, postnummer og by.

Det kan jeg i princippet acceptere, for jeg regner med, at det er et engangsjob, så jeg i fremtiden ikke behøver at bekymre mig om at få slidgigt i fingerspidserne. Problemet er derimod, at formularen, som den er nu, kun er bygget til danske adresser.  Det vil sige, at jeg egentlig ikke kan bruges, for jeg har ikke en dansk adresse. Jeg kan sikkert nemt taste min adresse ind alligevel, for en norsk adresse har samme struktur, som en dansk har. Men det har jeg bare ikke lyst til, for Politikens blogs viser nemlig, hvilken by, man er fra (baseret på ens postområde), og hvis jeg skriver “5306 Erdal”, er det jo helt i skoven. Jeg gider da ikke underskrive mig med “Ricco Madsen, Erdal”…

Din første tanke er vel, at jeg da bare kan skrive en snydeadresse. Ja, det kan jeg, men det er jo i bund og grund ikke rigtigt. Jeg er mig, og jeg gider ikke opbygge en “falsk” identitet. Jeg har lyst til, at folk kan genkende mig, når jeg efterlader mig kommentarer rundt omkring.

Men det afgørende argument er sådan set bare, at det er komplet idiotisk af Politiken at kræve disse oplysninger. For det første kan de ikke bruges til en døjt (de som vil bryde loven skriver nok ikke en rigtig adresse alligevel), og for det andet er det KUN til besvær, og for det tredje føler jeg mig røvrendt, fordi Politiken ikke engang tager hensyn til, at en vis procentdel af deres læsere er baseret i udlandet. Netaviser er trods alt en helt genial måde at holde sig opdateret om tilstanden i fædrelandet.

Men det er vel sådan noget man kan forvente, hvis man læser Renés beretning om sit møde med Politikens tidligere blogsystem (de bruger vist WordPress nu, jf samme link), hvor det nærmest var kriminelt at skrive en kommentar, som allerhelst skulle overses og aldrig blive godkendt.

Det er en OMMER, Politiken!

Send til Twitter!

Den norske pendant til Viden Om (med det meget federe navn “Schrödingers Katt“) mødte for nylig internettets store fader, internet evangelist Vint Cerf, og det blev der en meget interessant video ud af (alle på Google i Trondheim har åbenbart 2×24″ fladskærme…).

Send til Twitter!

I Michael Moores seneste film, Sicko, der handler om det amerikanske sundhedsvæsen (eller mangel på samme), blev syv minutter om det norske sundshedsvæsen udeladt, angiveligt fordi det var for hård kost for amerikanerne. Klippet kan selvfølgelig ses på Youtube eller som ekstramateriale på DVD’en. Selvom det er i god, gammeldags, forudindtaget og manipulerende Moore’sk stil, er det alligevel tankevækkende…

Send til Twitter!