Men lad det være sagt: Alkohol er dyrt i Norge, og det er mere utilgængeligt end i Danmark.

Tilgængelighed

I Norge deles alkohol ind i to grupper: a) Op til og med 4,6% og b) det over 4,6%. Produkter i den første kategori kan man købe i almindelige supermarkeder (men ikke tankstationer og lignende!), og produkter med højere alkoholprocent skal købes i specielle butikker, som hedder Vinmonopolet.

Ikke nok med det, så er der også tidsmæssige begrænsninger for, hvornår man kan købe alkohol. I supermarkederne kan man købe alkohol i disse tidsrum:

• Mandag til fredag: Fra åbningstid til kl 20.00.
• Lørdag: Fra åbningstid til 18.00.
• Søndag er der lukket (eller forbudt at sælge, hvis du skulle komme forbi en butik, som er åben).

Vinmonopolets åbningstider varierer fra sted til sted, men de lukker som regel kl 17.00 eller 18.00 til hverdag og kl 15.00 om lørdagen. Her kan du søge på dit feriested og finde den nærmeste butik.

Priser

I supermarkederne kan man finde et bredt udvalg af øl samt nogle få andre alkoholdige varer. Dette varierer naturligvis med butikkernes størrelse, men enkelte butikker kan have et ganske udmærket udvalg af både norske og udenlandske øl. Øl findes i både 33cl og 50cl, og de koster 10-12 kr for 33cl og 18-20 kr per 50cl dåse.

I Vinmonopolets butikker kan man som regel finde et rigtig godt udvalg (på grænsen til enormt i de store byer), og de ansatte er meget dygtige til at hjælpe med at vælge rigtig vin til maden osv. De “billige” ting er ret dyre; specialøl kan nemt koste det dobbelte af, hvad de koster i Danmark, og for en flaske vodka på 70cl skal man forvente at betale omtrent 300 kr. Dyrere varer som skotsk whisky eller en god cognac er ikke specielt meget dyrere end i Danmark. Faktisk kan man være heldig at gøre en god handel, men så snakker vi alligevel vin i tusindkronersklassen.

Og så har Vinmonopolet en ret god hjemmeside, som også kan bruges som opslagsværk, selvom man ikke har tænkt sig at handle der.

Tag med hjemmefra

Med disse priser tænker du nok, at det er bedre at tage med hjemmefra, og det er det sikkert også. Du skal bare være opmærksom på, at du ikke kan tage ret meget med – slet ikke nok til en uges forbrug, hvis du er bare lidt festligt anlagt. Reglerne for indførsel af alkohol til Norge er:

• 1 liter sprit
• 2 flasker vin (1,5 liter)
• 6 øl (2 liter)

De store ting kan “veksles” nedad. Det vil sige, at du kan bytte spritflasken ud med to flasker vin eller seks øl. Altså kan du, istedet for ovenstående, medbringe enten fire flasker vin (3 liter) og seks øl eller bare 15 øl (5 liter). Det er ikke meget, hva? Du kan nærlæse reglerne for indførsel af alkohol til Norge her.

God tur!

Foto: dogwelder

I Norge kan man ikke bare købe vin og anden spiritus hvor som helst. Faktisk skal alt med en alkoholprocent på over 4,6 kun sælges i det som hedder Vinmonopolet.

Normalt har ordet monopol en meget negativ klang. Monopol er noget værre noget, og dem som har det skal holde op med det. For eksempel kan vi ikke lide at Microsoft har monopol, og nu synes nogen også at Google er ved at have for meget at skulle have sagt. Men hvordan er det med monopol på vin? Umiddelbart vil man mene, at det er meget negativt, specielt når det er et statsautoriseret monopol med det formål at kontrollere befolkningens alkoholforbrug.

Vinmonopolet er som sådan også ganske negativt; det er meget dyrt (den billigste flaske rødvin ligger på ca 80 NOK), og åbningstiderne er begrænsede (til kl. 18 på hverdage og 15 om lørdagen). Men bortset fra det, så er Vinmonopolet en fantastisk service. De ansatte er uddannede til at vide noget om det de sælger; hvilken mad og anledning passer en given flaske til, og hvordan nydes den bedst med hensyn til temperatur osv.

Derudover har Vinmonopolet et utroligt udvalg. Butikkerne (specielt i de større byer) bugner af alskens flasker delt ind efter type og land, så det er bare at kaste sig ud i det. Hvis de ikke har det du mangler, kan det bestilles hjem uden ekstra omkostninger, og for de som bor mere end en vis afstand til nærmeste Vinmonopol kan varer leveres på døren også uden det skal koste dig noget.

Vinmonopolets hjemmeside er også helt i top. Her finder man al den information om alle tilgængelige flasker man kunne forestille sig, og man kan naturligvis bestille sine varer her også. Jeg vil næsten vove den påstand, at hjemmesiden fungerer så godt som vindatabase at også danskere kan få et udbytte af den, selvom de ikke kan købe vin der. Det eneste ankepunkt jeg har til hjemmesiden er, at de enkelte siders URL ikke er optimeret, men det er selvfølgelig mest Vinmonopolets tab.

Men når alt kommer til alt, så er det stadig RIGTIG dyrt at drikke alkohol i Norge.

Det kan jeg i princippet acceptere, for jeg regner med, at det er et engangsjob, så jeg i fremtiden ikke behøver at bekymre mig om at få slidgigt i fingerspidserne. Problemet er derimod, at formularen, som den er nu, kun er bygget til danske adresser.  Det vil sige, at jeg egentlig ikke kan bruges, for jeg har ikke en dansk adresse. Jeg kan sikkert nemt taste min adresse ind alligevel, for en norsk adresse har samme struktur, som en dansk har. Men det har jeg bare ikke lyst til, for Politikens blogs viser nemlig, hvilken by, man er fra (baseret på ens postområde), og hvis jeg skriver “5306 Erdal”, er det jo helt i skoven. Jeg gider da ikke underskrive mig med “Ricco Madsen, Erdal”…

Din første tanke er vel, at jeg da bare kan skrive en snydeadresse. Ja, det kan jeg, men det er jo i bund og grund ikke rigtigt. Jeg er mig, og jeg gider ikke opbygge en “falsk” identitet. Jeg har lyst til, at folk kan genkende mig, når jeg efterlader mig kommentarer rundt omkring.

Men det afgørende argument er sådan set bare, at det er komplet idiotisk af Politiken at kræve disse oplysninger. For det første kan de ikke bruges til en døjt (de som vil bryde loven skriver nok ikke en rigtig adresse alligevel), og for det andet er det KUN til besvær, og for det tredje føler jeg mig røvrendt, fordi Politiken ikke engang tager hensyn til, at en vis procentdel af deres læsere er baseret i udlandet. Netaviser er trods alt en helt genial måde at holde sig opdateret om tilstanden i fædrelandet.

Men det er vel sådan noget man kan forvente, hvis man læser Renés beretning om sit møde med Politikens tidligere blogsystem (de bruger vist WordPress nu, jf samme link), hvor det nærmest var kriminelt at skrive en kommentar, som allerhelst skulle overses og aldrig blive godkendt.

Det er en OMMER, Politiken!

Klik her for at se den indsatte video.

Første gang var 8. oktober, da Brann efter at have vundet endnu en kamp havde bygget sig et forspring på ni point ned til forfølgerne med kun tre kampe igen. At mesterskabet skulle glippe var nu så teoretisk, at byens indbyggere, hvoraf rigtig mange havde fulgt kampen på storskærm i centrum, mente, at det var helt i orden at fejre det.

Anden gang var sidste lørdag, hvor Brann bare skulle have et point på udebane mod nedrykningstruede Aalesund. Denne fejring foregik egentlig mest på forhånd, for hele ugen op til kampen var hypet til det ekstreme, for nu skulle “gullet hem”. Der var arrangeret alverdens festivitas i byen med storskærm og scene med livemusik, og efter kampen skulle spillerne flyves i guldfly til Bergen, hentes direkte ved flyet med guldbus og køres til centrum for at modtage folkets guldhyldest. Der blev solgt guld-t-shirts og guldhatte og alverdens andet guldaffald, og hele byen var på den anden ende. De tabte selvfølgelig. Faktisk formåede de at skyde på stolpen to gange i det 95. minut ved stillingen 2-1, så det kom ligesom aldrig tættere på. Alligevel syntes de fleste, at man godt kunne feste lidt.

Tredje gang var da det hele blev definitivt afgjort, og så endda uden at Brann kom i aktion. Nummer to og tre i ligaen, Stabæk og Viking, skulle spille rundens mandagskamp, og da der i forvejen kun var en teoretisk mulighed for, at Stabæk skulle kunne tage guldet, måtte de pine død vinde og helst med en masse overskydende mål. De tabte, og Bergen gik amok. De havde ventet 44 år på dette, så det skulle jo fejres, selvom det var mandag, og mange skulle på arbejde dagen efter.

I går blev guldet endelig fejret på behørig vis med folkets hydelst til spillerne og alt det der, men rammerne var også helt perfekte. Brann skulle spille hjemmekamp mod den nye nummer to i ligaen, Viking, der havde søvlmedaljer, som skulle forsvares. Derfor kunne man tro, at de ville spille en brandkamp (Viking er lidt Branns onde ånd og har generelt et godt tag på Brann), men det blev Brann, som satte dagsordenen. Slutresultatet 5-2 og fire mål af seriens topscorer, Thorstein Helstad, lyver ikke. Det var en genial kamp, som lagde rigtig godt op til overrækkelsen af medaljer og alt det andet, som foregik efter kampen først på Stadion og bagefter nede i byen, hvor de stakkels få ikke-fodboldinteresserede efterhånden må have fået nok guld-fejring.

Sådan fejrer man et mesterskab i Bergen. Det bliver spændende at se, om de også gør det næste år.

I går spillede de mod Lyn, som er en middelmådig Oslo-klub, som alle hader. Før og under kampen var der en vanvittig atmosfære så tyk, at man kunne skære store bidder forventning ud af den. Spillerne løb på banen til masser af flag og romerlys, og publikum var ellevilde. Det var kort fortalt en rigtig fed kamp, og det blev da ikke værre af, at Lyn fik udlignet med fire minutter tilbage, hvorefter Bergens tilbagevendte søn, Azar Karadas, scorede to kasser efter 92 og 93 minutter. Da eksploderede det hele. Selvfølgelig.
Sidste hjemmekamp i år er mod Viking fra Stavanger, og det bliver forhåbentlig en fed kamp af tre årsager:

1. Det bliver sikkert den kamp, hvor guldet officielt deles ud.
2. Viking giver altid Brann kamp til stregen (og ofte over).
3. Viking er den klub i Norge med flest danskere; Allan Gaarde, Søren Berg og Nikolai Stokholm. Desuden spiller de tidligere SAS-ligaspillere Peter Ijeh og Razak Pimpong også her.

Så til lykke med guldet, Bergen. Det var vist på tide. Og kan vi så blive fri for at høre den sang en gang til?

Men valgdagen i Norge er nu alligevel ikke helt det samme, som det er i Danmark. Der er to forskelle, som får valgdagen til at skille sig markant ud.

Som det første og mindst rystende (det er vel nærmest bare et kuriosum) vil jeg nævne, at skolerne lukker på valgdagen, fordi man skal bruge skolerne til at afholde valget på. Det skulle man også, dengang jeg var knægt, men de behøvede nu ikke at lukke hele skolen, fordi et af lokalerne skulle bruges til valget. Men ungerne synes sikkert, at det er fedt.

Det særeste i forbindelse med valget er dog, at det er lukket for salg af alkohol på valgdagen, for vælgerne skal jo ikke være berusede, når de skal sætte krydset. Vinmonopolet holder lukket, og dagligvarebutikkerne har lukket ned for ølsalget. Dette går ganske enkelt over min forstand, for hvilken effekt skal det få, at man ikke kan købe alkohol på valgdagen? Hvor vanskeligt er det at anskaffe sig det dagen i forvejen (eller to dage i forvejen, eftersom det altid er umuligt at få fat i om søndagen)? Jeg forstår det ikke.

Jeg vil derfor nu påberåbe mig min grundlovsfæstede ret til at protestere og tage en iskold Hansa pilsner i køleskabet og virkelig nyde den i fulde drag. Tag dén!

Jeg er blevet opfordret til at give en kommentar på sagen, og det kan jo virke naturligt nok, eftersom jeg på en måde har en fod i begge lejre. Personligt holder jeg med den danske side, for jeg har på egen krop mærket sarkastiske nordmænds vittigheder og citeren dumme tv-shows. Jeg har ar på sjælen, ja jeg har så. Problemet er bare, at de dumme tv-shows, hvor der gøres nar ad danskere og ikke mindst det danske sprog, er faktisk utroligt sjove, og danskere burde prøve at få fingre i ting som Team Antonsen og Uti vår hage.

Nordmændene har en meget grundlæggende opfattelse af, at danskere taler, som om de har en varm kartoffel i halsen. Jeg kan ikke selv se, hvor de får det fra. Derimod kan jeg krumme tæer, hver gang en nordmand skal tale “dansk”, for det er de faktisk ikke særligt gode til! Takket være danske film og tv-serier samt Kim Larsen taler alle nordmænd “dansk” med en besynderligt københavneraccent, som generelt lyder helt i skoven. Som jyde med sort muld mellem tæerne og halmstrå i næsen tænker jeg altid, at det der jo ikke er dansk men istedet en fornærmelse.

De danske læsere håber måske på, at jeg kan strø om mig med en masse norske ord, der lyder sjovt på dansk, men jeg kan ikke rigtig nogen særlige: man kan hedde Røv til efternavn, man knepper skjorten, at griner og græder er omvendt i Norge og at rar betyder mærkelig.

Kære nordmænd, I kan drille os så meget I gider, men fakta er, at var det ikke for danskerne, havde I ikke kunnet rå-kopiere samtlige Olsen Banden filmene og The Julekalender.