Jeg hader telefoner. Eller det vil sige, jeg er rigtig glad for min mobiltelefon, men jeg hader telefonfunktionen på den. Jeg hader at snakke i telefonen, og jeg gør hvad jeg kan for at undgå det.
Telefonen var helt sikkert meget handy for 100 år siden, hvor alternativet var håndskrevne breve der var dage eller ligefrem uger om at nå frem. I dag er telefonen bare en forbandelse. Jeg bruger til enhver tid e-mail eller SMS fremfor at ringe. Det skrevne ord har sine klare fordele overfor telefonen, både for afsender og modtager, og med dagens teknologi er e-mail og SMS lige så øjeblikkelige som et telefonopkald. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at et telefonopkald kan være langsommere end SMS eller e-mail.
Med SMS og e-mail kan man formulere sit budskab nøjagtigt som man vil have det. Man kan tage sig den tid det tager at fundere over, hvad man vil skrive. Dette gælder også for modtageren, som desuden har mulighed for at tygge lidt på beskeden og komme med et velovervejet svar. Med telefonen er man nødt til at have et svar her og nu, hvilket kan være (og garanteret er) en evig kilde til fejlinformation og misforståelser. Desuden er det jo ikke engang sikkert, at modtageren har tid til at snakke med dig lige nu (har du nogensinde tænkt på det?).
Telefonen kan heller ikke huske hvad der blev snakket om (med mindre man går til anskaffelse af optageudstyr og husker at fortælle at samtalen bliver optaget). E-mail og SMS husker tidspunktet og kan ordne hele brevvekslingen i rigtig rækkefølge med angivelse af hvem der sagde hvad. Man behøver med andre ord ikke at lede febrilsk efter papir og blyant når man bruger e-mail.
E-mail kan også vedhæftes dokumentation. Ringer man for at fortælle, at man oplever en mærkelig fejl med et program, så vinder e-mail igen ved at man kan vedhæfte et skærmbillede (og skal du absolut lime det ind i et Word-dokument, så lad gå). I telefonen kan man ikke gøre andet end at forsøge at forklare hvad der sker (“min skærm er altså bare langsom i dag”).
Og så er der den der evindelige handshake som telefonister skal igennem:
- Hej, det er mig.
- Hej, du.
- Hvordan går det?
- Fint, hvad med dig?
- Helt fint. Hvad laver du?
- Ikke noget særligt.
- Forstyrrer jeg?
- Nej.
- OK. Jeg ringer for at spørge om…
Herregud.
Dette gælder typisk de personer, som faktisk ikke engang ved hvorfor de ringer, men telefonen er så fastgroet i højre hånd og venstre hjernehalvdel, at de ikke kan forestille sig andet end at “gribe knoglen” og “give en lyd”. Jeg kan ikke udstå det. Det spilder min tid.
Bevares, jeg ringer da af og til. Jeg ringer når jeg skal snakke lidt med mine forældre og min bror i Danmark, og jeg ringer når jeg synes en SMS trods alt bliver for upersonligt og jeg kun skal levere en enkel besked.
Men i alle andre tilfælde foretrækker jeg altså SMS eller e-mail.
