Kan vi ikke snart bare indse, at det er farligt at leve? Jeg skulle ønske, at vi allesammen kunne leve af at ligge i skyggen fra et palmetræ og sippe gulerodsjuice, men det kan vi altså bare ikke. Hvad nytter det at sprede nyheder, som i realiteten siger at du er dødsdømt lige meget hvad du gør? Skal vi løbe rundt i små cirkler af bar angst nu?

Telefonen var helt sikkert meget handy for 100 år siden, hvor alternativet var håndskrevne breve der var dage eller ligefrem uger om at nå frem. I dag er telefonen bare en forbandelse. Jeg bruger til enhver tid e-mail eller SMS fremfor at ringe. Det skrevne ord har sine klare fordele overfor telefonen, både for afsender og modtager, og med dagens teknologi er e-mail og SMS lige så øjeblikkelige som et telefonopkald. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at et telefonopkald kan være langsommere end SMS eller e-mail.

Med SMS og e-mail kan man formulere sit budskab nøjagtigt som man vil have det. Man kan tage sig den tid det tager at fundere over, hvad man vil skrive. Dette gælder også for modtageren, som desuden har mulighed for at tygge lidt på beskeden og komme med et velovervejet svar. Med telefonen er man nødt til at have et svar her og nu, hvilket kan være (og garanteret er) en evig kilde til fejlinformation og misforståelser. Desuden er det jo ikke engang sikkert, at modtageren har tid til at snakke med dig lige nu (har du nogensinde tænkt på det?).

Telefonen kan heller ikke huske hvad der blev snakket om (med mindre man går til anskaffelse af optageudstyr og husker at fortælle at samtalen bliver optaget). E-mail og SMS husker tidspunktet og kan ordne hele brevvekslingen i rigtig rækkefølge med angivelse af hvem der sagde hvad. Man behøver med andre ord ikke at lede febrilsk efter papir og blyant når man bruger e-mail.

E-mail kan også vedhæftes dokumentation. Ringer man for at fortælle, at man oplever en mærkelig fejl med et program, så vinder e-mail igen ved at man kan vedhæfte et skærmbillede (og skal du absolut lime det ind i et Word-dokument, så lad gå). I telefonen kan man ikke gøre andet end at forsøge at forklare hvad der sker (“min skærm er altså bare langsom i dag”).

Og så er der den der evindelige handshake som telefonister skal igennem:

- Hej, det er mig.

- Hej, du.

- Hvordan går det?

- Fint, hvad med dig?

- Helt fint. Hvad laver du?

- Ikke noget særligt.

- Forstyrrer jeg?

- Nej.

- OK. Jeg ringer for at spørge om…

Herregud.

Dette gælder typisk de personer, som faktisk ikke engang ved hvorfor de ringer, men telefonen er så fastgroet i højre hånd og venstre hjernehalvdel, at de ikke kan forestille sig andet end at “gribe knoglen” og “give en lyd”. Jeg kan ikke udstå det. Det spilder min tid.

Bevares, jeg ringer da af og til. Jeg ringer når jeg skal snakke lidt med mine forældre og min bror i Danmark, og jeg ringer når jeg synes en SMS trods alt bliver for upersonligt og jeg kun skal levere en enkel besked.

Men i alle andre tilfælde foretrækker jeg altså SMS eller e-mail.

Foto: ToobyDoo

I går tabte de norske rettighedshavere en retssag mod Telenor, hvor de krævede, at Telenor spærrer for sine kunders adgang til The Pirate Bay. Nøjagtig det samme som fogedretten pålagde Tele2 i Danmark for et stykke tid siden.

I den forbindelse udtaler chefen for Tono, Cato Strøm, følgende ifølge digi.no:

- Denne dommen innebærer at rettighetshaverne er rettsløse og rettens uttalelse bekrefter dette.

Hvaba? Må jeg lige være her?

Rettighedshavernes retsfølelse går tydeligvis kun een vej i denne sag, og det er deres egen. Hvad er det antipirater har prøvet at opnå de sidste år? Jo, de vil kunne spærre folks adgang til internet, fjerne bestemte hjemmesider fra nettet og dele bøder ud i flæng til mennesker de mistænker for at have brudt ophavsretsloven. Udenom domstolene!!!

Pardon my French, men hvor i helvede er retsfølensen i det, om jeg må spørge?

Om igen, kære venner. På et tidspunkt lærer I vel, at I er nødt til at omfavne internettet istedet for at lukke det.

Det billigste abonnement koster 399 kroner om måneden med en 12 måneders bindingstid. Dertil kommer enten 1.390 for en 8GB iPhone eller 2.290 for en 16GB version. For abonnementsprisen får man 100 minutters ringetid, 100 SMS og 100MB datatrafik hver måned. Det vil altså sige en minimumspris på 6.178 kroner.

Det dyreste abonnement koster – og hold nu fast – 1.099 kroner om måneden(!). Her er inkluderet 1000 minutters ringetid, 1000 SMS’er og 1GB datatrafik, og 8 GB versionen koster 1 krone, mens 16GB versionen koster 890 kroner. En totalpris for en 8GB version på intet mindre end 13.000 kroner. Tretten fucking tusind kroner! Absurd.

Jeg er meget overrasket over to ting: 1) Den ekstremt aggressive prissætning, og 2) at der ikke er nogen abonnementer med fri trafik. Jeg er generelt meget skuffet over Netcoms håndtering af dette, og jeg skal i hvert fald ikke have nogen iPhone, så længe dette er priserne.

Tak for ingenting, Netcom.

1. Helle Thorning: Afskaf folkeafstemninger om traktatændringer

Ahva? Er kæden hoppet fuldstændig af for hende? Kort fortalt går hendes forslag ud på at vælgerne ikke skal kunne stemme om traktatændringer men istedet skal der være regelmæssige afstemninger, der afgør Danmarks medlemsskab af EU. Det er idiotisk på så mange planer, at jeg slet ikke ved, hvilket ben jeg skal stå på. For det første skal folket stemme om traktatændringer, fordi I idiot-politikere ikke skal trykke dumme regler ned over hovedet på os (som Anders Fogh så fikst har gjort det med Lissabon-traktaten [PDF]). For det andet er det at melde sig ud af EU, fordi man er utilfreds ganske enkelt bare åndssvagt. Det er den slags opførsel, man kan forvente i en børnehave – ikke i international politik.

2. Engangsflasker er bakteriebomber

Selvom jeg normalt bliver hidsig, når jeg ser artikler på formen “Forskere: X giver dig Y” og ugen efter “X modvirker Y”, så tror jeg på denne artikel. Studerende i Århus har testet, hvordan bakterier har det, hvis man bruger en vandflaske, som der angiveligt har været kildevand i, som almindelig drikkeflaske med almindeligt postevand fra vandværket. Resultatet er deprimerende: Antallet af bakterier er op til 16 gange mere end grænseværdien for postevand.

Men det som gør mig mest hidsig er en linje i artiklen:

Faktisk må det dyre kildevand på flaske have mere end 10 gange så mange bakterier i sig som almindeligt postevand

What the fucking hell!?! Hvem har fundet på den genistreg? Hvorfor er kravene om hygiejne til såkaldte producenter af kildevand mindre end til vandværket? Fordi det aldrig har været kildevand?

Jeg har i hvert fald købt min sidste flaske kildevand. Jeg skal ned til marskandiseren og købe sådan en sekskantet flaske med skruelåg og fastspændt prop, som jeg havde mælk i, da jeg gik i skole.

3. Kinesere chokeret over prisstigning på brændstof

Denne irriterer mig ikke ligefrem. Snarere tværtimod. Selvom det da er synd for de stakkels kines, så tror jeg det er en god ide for hele verden, at man prøver at bremse Kinas racerbilsøkonomi en anelse. Men hvad ved jeg – jeg er jo ikke økonom. Eller økonomisk, for den sags skyld.

Det er tydeligt, at disse såkaldte medier ikke har forstået en pind og ikke er kommet ud af 1994 endnu. De har ikke forstået, at det er trafikken på hjemmesiden, som sælger de (irriterende) reklamer, som efter sigende skal være med til at financiere nyhederne.

Lad mig kort ridse situationen op, før jeg bliver rigtig hidsig: Et medie, fx Politiken*), har en hjemmeside, hvor de regelmæssigt lægger nyheder ud. De har sikkert nogle retningslinjer for, hvad som skal direkte på hjemmesiden, og hvad som skal i avisen først etc. Groft sagt består hjemmesiden af to niveauer; forsiden og den enkelte nyhedsside (og man kan i princippet gå fra forsiden til enhver underside). Et dybt link er altså et link direkte til en sådan underside, og det vil mange medier have sig frabedt. Årsagen er, at man har den opfattelse, at mediet mister reklamekroner, fordi læseren slet ikke ser BÅDE forsiden og nyhedssiden men istedet springer direkte ind til det interessante.

For nylig blev Google sagsøgt af nogle medier i Belgien, fordi Google linker dybt fra sin nyhedsside uden at have fået tilladelse.

Her hopper kæden af. Her skinner det igennem, at de mennesker, som står bag et sådant sagsanlæg ikke har fattet en brik men kun er ude på at score nogle nemme penge; ved at anklage dem, som kan tjene penge og tage pengene fra dem bagefter.

Disse såkaldte mediefolk har åbenbart ikke forstået, at hvis ikke det var for Google, bloggerne, de specialiserede nyhedssites og mange andre, som refererer deres nyheder og linker videre ind til kernen, så havde de ikke haft særligt mange læsere at vise reklamerne til. Ingen gider at klikke sig videre til forsiden af Politiken for bagefter at lede sig frem til, hvor i alverden den specifikke artikel befinder sig. Nyhedssurfing handler om dynamik og tilgængelighed, og bliver mit læseflow unødvendigt forstyrret i ret mange nanosekunder, så har jeg for længst hamret til tilbage-knappen i browseren og fundet en anden tråd at følge. Og Politiken, som vil, at jeg skal se to sider med reklamer, har vist mig nul. De kunne have vist mig en og tilmed haft min opmærksomhed.

Medierne skal sgu bare være glade for, at andre gider linke til deres ævl. Specielt når det er Google, som er i den anden ende af linket, for er der nogen, som kan generere trafik, så er det Google.

*) Politiken er bare brugt som et dårligt eksempel i dette skriv. Jeg ved ikke meget om, hvad Politikens holdninger er til sagen ej heller hvilke aftaler, der foreligger rundt omkring. Men… eftersom Google News ikke har en dansk version, tvivler jeg på, at de danske medier som en helhed ser særlig positivt på det.компютри втора употреба 

For et stykke tid siden brugte jeg nogle timer på at flikke en lille begynderguide til Feedburner sammen. Jeg syntes, at folket kunne bruge en introduktion til Feedburner, for det er trods alt et ret fint værktøj.

Det er der åbenbart også andre, der synes, for nu har jeg fundet ud af, at nogen mere eller mindre har kopieret min tekst. Faktisk kom det til mig på et sølvfad, for det dukkede op blandt mine trackbacks i WordPress-kontrolpanelet.

“Fedt,” tænkte jeg da jeg så det, “Nogen linker til mig.” Det sker nemlig ikke så ofte. Jeg tjekkede siden bare for at finde ud af, at der ikke er noget link tilbage til mig alligevel. På den anden side, så virkede teksten utrolig bekendt.

Efter lidt sammenligning viser det sig, at det trods alt ikke er en 1:1 kopi af min Feedburnerguide, for kopisten har forsøgt at skrive det om (min tekst var vel for lang?). Der er alligevel ord og vendinger i begge tekster, som viser, at der er tale om mere end almindelig glad inspiration. For eksempel brugen af “[...] i flæng kan nævnes visning af antal kommentarer på bloggen, tilføj dit indlæg til del.icio.us [...]” er lige lovlig speciel nok til at der kan være tale om tilfældigheder. Desuden kan det trækkes frem, at konkrete ting bliver nævnt i samme rækkefølge, semi-ualmindelige ord optræder begge steder osv.

Som sagt kom kopistens værk mig for øre via listen over indkommende links i WordPress-administrationspanelet. Det vil vel sige, at der HAR været et link til min side, og at Google har opdaget det, men nu er det der ikke længere. Det kan jeg sådan set godt forstå, for ellers ville den pågældende blogs læsere straks se, at her bliver der kopieret.

Det her synes jeg fannerme er træls! Det der er bare mega dårlig blogkarma! Jeg kunne da i det mindste få lidt street credit for det.

Måske skulle jeg bede Tele2 om at spærre for adgangen til den blog…

[Jeg har taget et screenshot i tilfælde at artiklen skulle blive fjernet eller radikalt ændret: Du kan se det her.]

Mine tæer krummer sig næsten helt om bag hælene, når jeg ser en ellers så fornuftig mand som Poul-Henning Kamp gang på gang skrive mellemrum før sine spørgsmålstegn. Fat det! Der skal ikke være mellemrum før hverken spørgsmålstegn, udråbstegn, komma eller punktum. For helvede.

Dette er ikke noget personangreb på PHK, for han er vel en af de få i branchen med begge ben på jorden og en logisk sans i hovedet. Mange andre gør det også, ja det er nærmest blevet en folkesygdom. Da jeg så det på underteksterne på fjernsynet en dag, kastede jeg næsten fjernbetjeningen efter det.

Så husk det:

Der skal ikke være mellemrum før hverken spørgsmålstegn, udråbstegn, komma eller punktum. For helvede.

Politiken.dk har i dag en ellers interessant artikel om den danske forsker, Lene Vestergaard Hau, der forsker i at bremse og flytte lys. Men som sædvanlig, fristes man til at sige, er artiklen skæmmet af, at journalisten ikke tjekker sine facts, for lysets hastighed bliver betegnet som næsten 300.000 km/t [som er rigtigt], eller “tæt på én milliard kilometer i timen“, som det skrives [og som også er rigtigt].

Lyset bevæger sig ikke med 300.000 km/t, kære ven [jo, det gør]. Lyset bevæger sig med næsten 300.000 [.000] meter pr sekund, eller ca. en million km/t om man vil.

Endnu et eksempel på journalister, der ikke tjekker sine facts. Kom nu – det er ikke så svært!

[Som sagt... det er mig, der tager fejl. Beklager.]

Hvis ikke dette er et godt bevis på domstolenes uduelighed, så ved jeg snart ikke hvad. Dette lugter LANGT  væk!

Læs mere om opdagelsen på detfalskested (godt arbejde, i øvrigt!).