fiskeben.dk


Meninger med mening

Arkiv for Sur og tvær

Fakta, Politiken. Fakta!

[Hmm... der var jeg måske alligevel lidt for hurtigt ude, for det Politken skriver er jo rigtigt :-) Vi lader det stå alligevel til skræk og advarsel (med få modifikationer for ikke at skabe forvirring)]

Politiken.dk har i dag en ellers interessant artikel om den danske forsker, Lene Vestergaard Hau, der forsker i at bremse og flytte lys. Men som sædvanlig, fristes man til at sige, er artiklen skæmmet af, at journalisten ikke tjekker sine facts, for lysets hastighed bliver betegnet som næsten 300.000 km/t [som er rigtigt], eller “tæt på én milliard kilometer i timen“, som det skrives [og som også er rigtigt].

Lyset bevæger sig ikke med 300.000 km/t, kære ven [jo, det gør]. Lyset bevæger sig med næsten 300.000 [.000] meter pr sekund, eller ca. en million km/t om man vil.

Endnu et eksempel på journalister, der ikke tjekker sine facts. Kom nu – det er ikke så svært!

[Som sagt... det er mig, der tager fejl. Beklager.]

9

mar

2

Beviset på, at IFPI vs The Pirate Bay er noget lusk

I forlængelse af gårsdagens udbrud om IFPIs lukning af Tele2-kunders adgang til The Pirate Bay vil jeg gerne henlede opmærksomheden på domsudskriften [PDF] fra sagen. Det viser sig, at man har indkaldt 1 vidne, og dette er en person, der lever af at udvikle anti-pirat-løsninger.

Hvis ikke dette er et godt bevis på domstolenes uduelighed, så ved jeg snart ikke hvad. Dette lugter LANGT  væk!

Læs mere om opdagelsen på detfalskested (godt arbejde, i øvrigt!).

7

feb

0

Sure opstød om IFPI vs The Pirate Bay

Jeg bliver utroligt harm og ikke mindst chokeret, når jeg ser, at en privat virksomhed ved hjælp af en dommerkendelse mod en internetudbyder får udbyderen til at lukke for kundernes adgang til en bestemt hjemmeside. I dette konkrete tilfælde er det IFPI, der får lukket for adgangen til The Pirate Bay.

Hvorfor er det så slemt, kan man spørge sig selv. The Pirate Bay er jo en grim hjemmeside, hvor man kan hente en hel masse piratkopieret materiale. Der er så mange svar på og kommentarer til dette, at jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte.  Men jeg kan da prøve.

IFPI og The Pirate Bay er private foretagender.

Når et privat foretagende kan få lukket for adgangen til et andet privat foretagende, bliver jeg lidt nervøs. Her er ikke tale om, at den forurettede får lukket for den forurettendes hjemmeside. Der er tale om, at den forurettede får kappet linjerne *) til den forurettende. Dette er ikke godt, fordi dommen ikke er over den forurettende men imod en uskyldig mellempart. Der kan drages mange mere eller mindre søgte paralleller til virkelighedens verden, men det kan sammenlignes med, at bladkiosken får skylden for, at der er billeder af krigsofre i en avis.

Hvad bliver det næste? Skal Socialdemokraterne få lukket for adgangen til Venstres hjemmeside for at kunne vinde det næste valg? Det er selvfølgelig usandsynligt, men når IFPI beviser, at det kan lade sig gøre, er der ikke langt fra ord til handling i mange andre grene af internettet. Hvad kan abortmodstanderne finde på? Scientology? Andre, som ikke vil have sandheden frem?

Er Danmark blevet en kinesisk provins?

Hvad sker der for det danske retsvæsen? Med en dom som denne har de (igen?) udvist en himmelråbende mangel på sans for, hvad der foregår under næsen på dem. Det er et stjerneeksempel på, at de ikke fatter en hujende fis af, hvad det er de laver, og IPFIs lobbyisme skinner så meget igennem, at man skal være retarderet for ikke at få øje på den.

Det er kun i Kina og værre diktaturstater, at staten eller den lovgivende magt går ind og udøver den slags censur af internettet, og det er skræmmende, at den slags nu også foregår i Danmark. Hvad er der blevet af ytringsfriheden?

Musikbranchen bedriver digital selvmordbombning.

IFPI og resten af den pengestærke og -griske medieverden er godt og grundigt i gang med at smadre den teknologiske og kulturelle udvikling og ikke mindst sig selv. Fakta er, at folk køber stadigvæk musik og film, men vi har da for fanden trods alt begrænsede midler! Vi kan ikke købe Britney Spears’ og alle de andre amøbers 117 seneste “hit”, for vi tjener ikke lige så mange millioner som I gør. Derfor må vi foretage et valg og nøjes med at købe det, vi har råd til.

Men hvorfor skal vi se til fra sidenlinjen, mens den kulturelle revolution er godt i gang? At ALVERDENS musik og film etc ligger frit tilgængeligt på nettet er et kulturelt syvmileskridt, og vi havde ikke turdet drømme om det for 10-15 år siden. Nu er det her, og brancherne bekæmper det med næb og klør men til ingen verdens nytte. Forbrugerne har fået smagen for friheden, og der er ikke noget, de kan gøre ved det. De er nødt til at lægge om og tjene pengene på andre markeder som f.eks. digital distribution, merchandise, koncerter, online communities. Kun fantasien sætter grænser, men den seneste tids begivenheder er et vidnesbyrd om, at disse mennesker ikke er i nærheden af at eje en fantasi.

Dette afsnit er inspireret af artiklen “Fildelings-søksmål er selvmordsbombing for platebransjen” (ja, den er norsk), og den er rigtig god læsning.

Diskussionen kan gå videre i det uendelige, men jeg håber ikke, den gør det. Jeg håber, at en skønne dag vil brancherne se, at slaget er tabt, og at de må indordne sig under de nye markedsforhold. Jeg håber, at vores folkevalgte og domstolene ikke vil bukke under for pres fra mavesure mænd i grå jakkesæt og tilsidesætte befolkningens frihed og rettigheder. Mavesure, fordi de ikke vil acceptere, at deres skyhøje profit gik ned med 1,5% sidste år og ikke vil indse, at de selv har skylden for lavere indtjening, fordi de producerer så uendeligt meget lort, som vi hjernevaskes til at synes om.

*) “Lukningen” består i, at Tele2 har fjernet The Pirate Bay fra sine navneservere. Det kan med lethed omgås ved at skifte til openDNS. Enten er Tele2 dumme og ved ikke, hvordan de spærrer for noget, eller også er de smarte og laver en let omgåelig spærre. Jeg tror det sidste.

6

feb

4

Hold nallerne fra Yahoo!

Microsofts bud på Yahoo! er temmelig skræmmende. Af flere årsager. Først og fremmest har Yahoo! lagt fortiden bag sig og skabt/opkøbt en række gode værktøjer, som vi kan nyde godt af. Bedst kendt er nok Flickr og del.icio.us, mens min indre udvikler helst ikke så Yahoo!s YUI falde i Microsoft-hænder.

Men hvorfor er det så slemt, at Microsoft skal købe Yahoo!? Det er det, fordi Microsoft bare ikke kan få noget godt ud af det. Microsoft er totalt blæst for nytænkning og innovation, hvilket de sidste mange års produkter fra firmaet vidner om. Det startede med peg-og-klik brugerfladen, som de lod sig inspirere af Xerox/Apple/Commodore Amiga for en kvart menneskealder siden. I de sidste år har vi set en hel familie af eksempler som Microsoft Live (Googles retarderede fætter), Silverlight (Flashs onde tvillingebror), Zune (den degenererede iPod) og ikke mindst Windows Vista (her løb jeg tør). Fælles for disse produkter (og mange flere) er, at de er symboler på, at Microsoft ikke kan følge med og ikke selv kan finde på noget. Derfor er de nødt til at lave dårlige kopier af andres succeser, for at undgå at blive kørt totalt i sænk. Havde Microsoft været et firma fra Kina, var de for længst jordet af Googles og Apples glubske advokater for plagiat og piratvirksomhed.

Et andet tiltag end gemen kopiering er at købe de andre, og det er det, Microsoft gør nu. De erkender (igen), at de er ved at tabe, og det må de gøre noget med. De har ingen plan med opkøbet, men de håber, at det totalt set kan gøre dem bedre end konkurrenterne. Microsoft kalder det “synergi”, men fakta er, at nummer to og tre ikke bliver hurtigere end nummer et i et 100-meter løb, hvis de binder benene sammen.

Microsoft kommer til at ødelægge ganske fine og behagelige produkter, hvis de får lov til at købe Yahoo!. De opfører sig som børnehavebørn, der ikke kan finde ud af at lege selv men tror, at de vil lege endnu bedre, hvis de stjæler alle de andre børns legetøj.

Går vi i den anden grøft har Google fundet violinerne frem og stemt dem i mol til tonerne af, at Microsoft ødelægger det rene og innovative ved det nye internet, den nye industri. Det er rigtigt nok (for det har jeg jo lige skrevet), men Google skal ikke komme for godt i gang. Hvis Google overtager Yahoo! og dermed får adgang til Flickr, del.icio.us og ikke mindst OpenID, så emigrerer jeg til Månen. Så kan vi lige så godt give Google fuldmagt til vores identitet og iføre os grå kedeldragter, for det vil være en katastrofe for privatlivet.

Hold nallerne fra Yahoo! De er på vej til at blive et behageligt foretagende, som har fundet en dejlig balance mellem business og pay it forward tanken, som hersker på nettet. Lidt sådan som Google var i starten, før de snød os alle sammen og fandt ud af, at de skulle kortlægge vores mindste bevægelser og tanker.

4

feb

0