The harder your text is to read, the less of it will get read — and the less of what is read will be understood. 10 pixels is essentially pointless. 12 pixels is still much too small for most readers. Even 15 pixels will turn off visitors who might have otherwise converted.

— 16 Pixels: For Body Copy. Anything Less Is A Costly Mistake – Smashing Magazine.

Masser af gode pointer.

Og før jeg kaster med sten fra mit lille glashus, så må jeg hellere åbne vinduerne først; denne artikel tjener så afgjort som endnu et søm i kisten til dagens design her på siderne.

RSS is a way to consume a LOT of information very quickly, and STORE it in nice categories if you miss it. So I can catch up with a small blog’s output at the end of the week and, if I so choose, read EVERY article easily in one sitting. You think on Friday I’m gonna go browse that same site’s Twitter feed on their page (digging through all the messy @ replies) and see what they did that week?! Or go to their Facebook page that is littered with contests? No way dude, I’m too busy for that!

Hvorfor fjerne RSS? RSS er konge!

Køb pakken her (affiliate link).

Før i tiden havde jeg delt alle feeds ind i mapper efter emne; blogs, danske blogs, sider om Apple, fotografering, web, programmering og meget andet. Mit læsemønster er stort set lagt op efter, at jeg læser lidt ad gangen, når jeg har tid. 95% bliver læst ved lynhurtig skimming (pro tip: j og k på tastaturet navigerer op og ned), mens 4% altid blev nærlæst ,og den sidste procent var interessante artikler, som var for lange til at blive læst og gemmes til senere.

Dette førte til, at antallet af ulæste artikler meget nemt gik til vejrs. Der skulle ikke mange dage væk fra computer eller mobil til, for at tallet røg langt over 1.000. Løsningen er selvfølgelig at markere alt som ulæst og komme videre, men der kunne jo være noget meget interessant i bunken. “Stress” er måske ikke det bedste ord, men det er det første, der falder mig ind.

Konsekvensen blev todelt:

1) Jeg oprettede fire mapper:

• Must read
• Sjældent men godt
• Når du har god tid
• Kan skimmes

Navnene taler vel for sig selv, uanset hvor lidt gode de er. Dette fører til anden del af konsekvensen:

2) Jeg slettede feeds med hård hånd.

Det var ingen sag at finde feeds til Must read mappen, for jeg vidste allerede, hvilke jeg altid startede med at læse. Resten blev nøjsomt lagt i en passende mappe, samtidig som jeg vurderede vigtigheden. Jeg spurgte mig selv: “hvad er sandsynligheden for, at artikler fra dette feed a) når mig via Twitter før jeg læser det her, og b) også skrives om i andre feeds, jeg abonnerer på? Det viste sig at virke ret godt.

Nu sidder jeg tilbage med en meget mere effektiv RSS-læser som ikke giver stress. Antallet af must-read artikler overstiger sjældent 30 i døgnet, og det kan jeg klare. Sjældent men gode artikler ved jeg, at jeg bør læse, men det haster ikke, og artikler til når jeg har god tid, ved jeg, at jeg bør afsætte lidt mere tid til. Resten kan skimmes, og det er ligegyldigt, om jeg ikke får gjort det med det samme, for jeg hører sikkert om det via Twitter, hvis det er vigtigt. Antal ulæste-tælleren kan bare stige og stige, for jeg ved, at jeg får læst det vigtigste.

Ingen er perfekte, så har du organiseret dine feeds på en smart måde, så læg gerne en kommentar.

God festival!

Der er ingen tvivl om, at Mozilla er inspireret af Googles måde at versionere Chrome på. Chrome er i skrivende stund er i version 14, hvilket har taget ca to-et-halvt år siden Chrome 1.0. Hvad der er årsagen til inspirationen, skal jeg lade være usagt, men det har sikkert noget med image at gøre.

Når der på denne måde går inflation i versionsnumre, er det måske på tide at overveje, om ikke de har udspillet sin rolle. Interesserer de overhovedet den gennemsnitlige computerbruger, og hvilket signal sender de udover “her er der noget nyt”? Forskellen fra Firefox 4 til 5 kunne knapt nok udgøre en minor release i gamle dage, og det medvirker ikke ligefrem til øget interesse i den nye version.

Nye versioner skulle gerne få brugerne til at opdatere, men det gør de bare ikke. Der findes forskellige måder at få det gjort på – lige fra små tooltips, der med et forsigtigt kremt informerer brugeren om, at der er en ny version, til diverse in-your-face dialogbokse, der beder dig om at tage stilling til den nye version og de farer, det naturligvis medfører ikke at opdatere. Problemet er, at de altid kommer på det mest ubelejlige tidspunkt; når man åbner programmet for at bruge det. Man åbner aldrig et program, for at opdatere det. Derfor er den hurtige løsning at vifte meddelelsen væk med et løfte om, at opdatere senere. Ikke længe efter er man blind og til sidst komplet ligeglad.

Google har taget konsekvensen af dette og opdaterer Chrome i baggrunden og uden at gøre opmærksom på det. Det synes jeg er en god ide, så længe man kan gøre det uden at introducere kritiske bugs (forestil dig en bug i opdateringsværktøjet der gør programmet ude af stand til at opdatere…). Samtidig reklamerer Google ikke med versionsnumre. Det hedder ikke Chrome 14 men bare Chrome, og der er ikke noget, der hedder “du må have Chrome 14 for at kunne bruge denne regel i CSS3″ eller lignende. Chrome er Chrome og sådan er det.

Så Mozilla: Jeres nye versionsstrategi er varm luft. Få hellere jeres software til at opdatere på en mere fornuftig måde.

But that optimism faded a few months later, in the spring of 2009, when the first prototype arrived in the Android offices. To Rubin’s eyes, they looked nothing like the designs Jha had presented. Indeed, they were hideous. Yes, there is always a gap between a manufacturer’s sketches and the eventual prototype, but Rubin and his team had so much faith in Jha that they expected him to deliver a phone much closer to the one he had pitched. Despair set in. “It looked like a weapon. It was so sharp and jagged and full of hard lines. It looked like you could cut yourself on the edges,” says someone who saw the prototype. “We were really concerned. There were a lot of conversations where we asked, ‘Is this really the device we want to do? Should we try to talk Motorola out of it?’”

Man havde ikke råd til at udsætte premieren mere så et ungt reklamebureau fik en uge til at finde på noget. Resten er historie (og ren Mad Men!).

Men slå lige koldt vand i blodet og brug et par minutter på at studere denne oversigt over, hvilke strålingsdoser du bliver udsat for hele tiden. Du vil opdage, at atomkraftværker er dit mindste problem, hvis du lider af radiofobi.

Kom ikke og giv mig skylden hvis du nu ikke længere kan bo i mustenshus, flyve eller spise bananer.

Tweeten var fra @engineerguytwit, som egentlig hedder Bill Hammack. Han har en YouTube kanal, hvor han forklarer, hvordan hverdagslige ting virker – set fra et ingeniørsynspunkt.

For nogle måneder siden så jeg en af hans videoer, der handlede om, hvordan Quarz-ure virker. En god video med en entusiastisk og letforståelig beskrivelse af, hvad der foregår indeni det 20 kroners digitalur du har på håndleddet.

Jeg twitrede om fyren:

Han er dårligt klædt og lidt af en nørd, men Engineer Guynlaver nogle interessante videoer http://engineerguy.com/

5.2 2011 13:47 via Twitter for iPadReplyRetweetFavorite

@fiskeben

Ricco Førgaard

… og tænkte ikke mere over den sag.

Men som sagt dukkede førnævnte tweet op, og det viste sig at være Engineer Guy som havde brugt mig (eller rettere: mit tweet) i en teaser video. Jeg må bare tage hatten af for dét:

Klik her for at se den indsatte video.

Så nu er jeg berømt! :)

Atter engang anbefaler jeg alle med bare lidt teknologisk interesse og nysgerrighed at kaste et blik på nogle af fyrens videoer. Det er ganske interessant.

Har “twitlongers” livets ret? Jeg synes det ikke.

Deck.ly er kort og godt en tjeneste, der lader en twitterbruger skrive beskeder, der er længere end de 140 tegn, som Twitter i udgangspunktet er bygget til.

Jeg er helt og aldeles enig med @infonauten i, at deck.ly (og alle dens artsfæller) er noget hø. Det er ikke helt tilfældigt, at et tweet maksimalt kan betå af 140 tegn. Den historiske årsag er, at Twitter startede som et socialt SMS netværk, og der skulle være plads til en kode i beskeden. Men paradigmet har senere vist sig at have flere andre fordele:

• Den begrænsede plads tvinger brugerne til at tænke sig om en ekstra gang, når de vil sige noget, som overskrider begrænsningerne. Personligt oplever jeg ofte, at jeg skal beskære, tilpasse og optimere mine beskeder, for at holde mig indenfor rammerne. Jeg synes som regel, at resultatet bliver bedre. Der er en form for “less is more” minimalismetankegang over det, som virker rigtig godt.
• De korte beskeder gør det lettere for andre at fordøje dem. Tweets strømmer som regel ind med varierende hastighed, og man kan ganske enkelt ikke følge med i alt, men siden beskederne ikke er længere end de er, kan man lynhurtigt fange essensen og beslutte hvorvidt det er interessant eller ej og komme videre. Det er en absolut nødvendighed, hvis man skal følge med.

Længden på beskederne er også med til at gøre Twitter til Twitter og adskille det fra andre sociale netværk som Facebook, tumblr og deciderede blogs. Vil man skrive længere beskeder, kan man oprette en blog på en af de hundredevis af forskellige tjenester derude (hvor mange af dem har sine egne særheder, der er med til at skille sig ud fra mængden) og samtidig poste et link plus en inciterende kommentar på Twitter. Tumblr fungerer for eksempel ganske godt på en lidt Twitteragtig måde.

Selvom der allerede findes andre “twitlongers” derude, er deck.ly efter min mening ekstra problematisk, fordi den kommer fra en relativt stor spiller blandt 3. partsklienter til Twitter, nemlig TweetDeck (markedsandel på 19% i juni 2009 ifølge Wikipedia). Dermed er tjenesten med et fingerknips tilængelig for en ganske stor skare af potentielle brugere, og der er dermed ikke langt til critical mass.

Twitter kan i realiteten ikke gøre noget ved dette (og jeg ved ikke engang hvad deres holdning er), og jeg er bange for, at tjenester som deck.ly kan fordærve Twitter på længere sigt. Hvad er Twitter, hvis rammerne for tjenesten begynder at flyde ud, især når det er udenfor Twitters kontrol?

Hvis du føler dig fristet af at kunne overskride de 140 tegn i dine tweets, så tænk dig om en ekstra gang og overvej, om ikke du kan gøre det på en anden måde.