Hvis man ikke synes om det, har man ikke meget andet at gøre, end at stoppe med at bruge Googles tjenester. Det store spørgsmål er: kan Google undværes?

Google har mange forskellige og meget nyttige tjenester, og når jeg tænker mig om, må jeg indrømme, at jeg er blevet ganske afhængig af dem. Størst er vel selve søgemaskinen, GMail og YouTube, men jeg er også en flittig bruger af Google Maps, Reader, Analytics, Adsense og Google+.

Søgemaskinen har hele tiden været Googles flagskib. Dens hyperminimalistiske design har været en fryd, og farten og resultaterne har i mere end ti år været nærmest fænomenale. På det sidste er det opstået en vis modstand mod Google.com; brugerne reagerer på, at Google er begyndt at klemme mere og mere nyt ind på forsiden, og andre er utilfredse med, at søgeresultaterne bliver for personlige. Til sidst er der den kedelige tendens med spam og “SEO” som forurener søgeresultaterne. Alternativer som Bing og DuckDuckGo er derfor begyndt at se dagens lys, og hvis man ikke er for kræsen, kan de godt erstatte Google som søgemaskine.

GMail er det værre med. De to største forcer ved GMail er søgefunktionen (det ER jo Google) og spamfiltret. De omtrent 5 år jeg har ladet Google opbevare mine mails har jeg måttet tage stilling til måske 5-10 spammails, som har snydt filteret. Sammen med sin “ubegrænsede” lagring bliver GMail vanskelig at erstatte. Jeg har endnu ikke set nogen alternativer, der når GMail til sokkeholderne, men kom gerne med dem.

Om YouTube kan erstattes er lidt mere uvist. Der findes adskillige udmærkede alternativer, og YouTubes eneste fordel er vel egentlig, at den er en slags de-facto standard. Som konsument (dvs jeg uploader utrolig sjældent videoer men jeg ser dem gerne) har jeg ingen præferencer til videotjeneste, men jeg vil sige, at jeg foretrækker for eksempel Vimeo fremfor YouTube. Bonuspegepind: Apple vil bruge Vimeo som standard videotjeneste i OS X Mountain Lion.

Google Maps kan jeg godt bruge uden at være logget ind. Jeg bruger kun tjenesten til at tjekke småting, og i de fleste tilfælde er det med Google Maps appen på min iPhone. Desuden findes der også andre korttjenester, og der går endda rygter om, at Apple barsler med en.

Googles RSS-læser, Google Reader, har længe været min absolutte favorit. Den har havde to fordele: a) Den ligger på web, så jeg kan tilgå den uanset hvilken maskine, jeg sidder ved, og b) den er var rigtig god til at foreslå artikler, som kunne være interessante, baseret på det jeg ellers læser. Den sidste feature er nærmest forsvundet, siden Google+ blev lanceret. Der er sket et eller andet med funktionen, så nu er den nærmest ubrugelig. Reader kan undværes. Jeg tror RSS så småt dør ud til fordel for Twitter og du-er-måske-interesseret-i-dette-apps som Zite.

Hvorvidt der findes alternativer til Google Analytics er jeg lidt mere i tvivl om. Eller; jeg ved at der findes alternativer, men jeg tvivler på deres effektivitet. Google har en stor fordel af, at det meste af al webtrafik går via dem eller deres tjenester på den ene eller den anden måde, så de sidder på utrolig megen data.

Google Adsense kan også undværes. Selvom det er langt det mest effektive reklamenetværk, så findes der andre måder at tjene penge på sin hjemmeside.

Til sidst er der Google+ som den grimme ælling. Projektet er stadigvæk i startfasen, men der er ingen tvivl om, at det er her Google satser. Tjenesten har på rekordfart stukket sine tentakler ind i de fleste andre af Googles tjenester. Google vil ikke nøjes med at vide, hvad du laver men også hvem du er, og det kommer du til at fortælle dem med Google+. Men samtidig er det også en af Googles mindst givende tjenester forstået på den måde, at man ikke får noget konkret produkt i retur (i modsætning til mail, videohosting, kort osv) men bare en legeplads, hvor du kan dele alt muligt med alle mulige. Kan sådan set nemt undværes, men har også en den skyggeside, at man ikke vil gå glip af noget.

Der opstår også et andet spørgsmål: er det egentlig så farligt med denne nye brugerlicens?

Det korte svar er vel, at det ved vi ikke endnu. Jeg synes det er vanskeligt at bedømme konsekvenserne af den. Bevares, hvis jeg søger efter nogle dubiøse ting på Google, og det vil forfølge mig på andre sites, er det selvfølgelig uheldigt. Det problem tror jeg er minimalt. Men tanken om at overlade så megen information til een entitet er en anelse skræmmende. Google er et amerikansk firma, og vi ved hverken hvad Google eller den amerikanske regering osv kan finde på i fremtiden. I dag er formålet sikkert ganske lyserødt, men hvad bringer fremtiden? Ikke nok med det, men Google er ikke alene om at ville vide alt om dig. Apple, Microsoft og især Facebook gør også, hvad de kan for at få dig til at fortælle mere og mere om dig selv.

The harder your text is to read, the less of it will get read — and the less of what is read will be understood. 10 pixels is essentially pointless. 12 pixels is still much too small for most readers. Even 15 pixels will turn off visitors who might have otherwise converted.

— 16 Pixels: For Body Copy. Anything Less Is A Costly Mistake – Smashing Magazine.

Masser af gode pointer.

Og før jeg kaster med sten fra mit lille glashus, så må jeg hellere åbne vinduerne først; denne artikel tjener så afgjort som endnu et søm i kisten til dagens design her på siderne.

RSS is a way to consume a LOT of information very quickly, and STORE it in nice categories if you miss it. So I can catch up with a small blog’s output at the end of the week and, if I so choose, read EVERY article easily in one sitting. You think on Friday I’m gonna go browse that same site’s Twitter feed on their page (digging through all the messy @ replies) and see what they did that week?! Or go to their Facebook page that is littered with contests? No way dude, I’m too busy for that!

Hvorfor fjerne RSS? RSS er konge!

Køb pakken her (affiliate link).

Før i tiden havde jeg delt alle feeds ind i mapper efter emne; blogs, danske blogs, sider om Apple, fotografering, web, programmering og meget andet. Mit læsemønster er stort set lagt op efter, at jeg læser lidt ad gangen, når jeg har tid. 95% bliver læst ved lynhurtig skimming (pro tip: j og k på tastaturet navigerer op og ned), mens 4% altid blev nærlæst ,og den sidste procent var interessante artikler, som var for lange til at blive læst og gemmes til senere.

Dette førte til, at antallet af ulæste artikler meget nemt gik til vejrs. Der skulle ikke mange dage væk fra computer eller mobil til, for at tallet røg langt over 1.000. Løsningen er selvfølgelig at markere alt som ulæst og komme videre, men der kunne jo være noget meget interessant i bunken. “Stress” er måske ikke det bedste ord, men det er det første, der falder mig ind.

Konsekvensen blev todelt:

1) Jeg oprettede fire mapper:

• Must read
• Sjældent men godt
• Når du har god tid
• Kan skimmes

Navnene taler vel for sig selv, uanset hvor lidt gode de er. Dette fører til anden del af konsekvensen:

2) Jeg slettede feeds med hård hånd.

Det var ingen sag at finde feeds til Must read mappen, for jeg vidste allerede, hvilke jeg altid startede med at læse. Resten blev nøjsomt lagt i en passende mappe, samtidig som jeg vurderede vigtigheden. Jeg spurgte mig selv: “hvad er sandsynligheden for, at artikler fra dette feed a) når mig via Twitter før jeg læser det her, og b) også skrives om i andre feeds, jeg abonnerer på? Det viste sig at virke ret godt.

Nu sidder jeg tilbage med en meget mere effektiv RSS-læser som ikke giver stress. Antallet af must-read artikler overstiger sjældent 30 i døgnet, og det kan jeg klare. Sjældent men gode artikler ved jeg, at jeg bør læse, men det haster ikke, og artikler til når jeg har god tid, ved jeg, at jeg bør afsætte lidt mere tid til. Resten kan skimmes, og det er ligegyldigt, om jeg ikke får gjort det med det samme, for jeg hører sikkert om det via Twitter, hvis det er vigtigt. Antal ulæste-tælleren kan bare stige og stige, for jeg ved, at jeg får læst det vigtigste.

Ingen er perfekte, så har du organiseret dine feeds på en smart måde, så læg gerne en kommentar.

God festival!

Der er ingen tvivl om, at Mozilla er inspireret af Googles måde at versionere Chrome på. Chrome er i skrivende stund er i version 14, hvilket har taget ca to-et-halvt år siden Chrome 1.0. Hvad der er årsagen til inspirationen, skal jeg lade være usagt, men det har sikkert noget med image at gøre.

Når der på denne måde går inflation i versionsnumre, er det måske på tide at overveje, om ikke de har udspillet sin rolle. Interesserer de overhovedet den gennemsnitlige computerbruger, og hvilket signal sender de udover “her er der noget nyt”? Forskellen fra Firefox 4 til 5 kunne knapt nok udgøre en minor release i gamle dage, og det medvirker ikke ligefrem til øget interesse i den nye version.

Nye versioner skulle gerne få brugerne til at opdatere, men det gør de bare ikke. Der findes forskellige måder at få det gjort på – lige fra små tooltips, der med et forsigtigt kremt informerer brugeren om, at der er en ny version, til diverse in-your-face dialogbokse, der beder dig om at tage stilling til den nye version og de farer, det naturligvis medfører ikke at opdatere. Problemet er, at de altid kommer på det mest ubelejlige tidspunkt; når man åbner programmet for at bruge det. Man åbner aldrig et program, for at opdatere det. Derfor er den hurtige løsning at vifte meddelelsen væk med et løfte om, at opdatere senere. Ikke længe efter er man blind og til sidst komplet ligeglad.

Google har taget konsekvensen af dette og opdaterer Chrome i baggrunden og uden at gøre opmærksom på det. Det synes jeg er en god ide, så længe man kan gøre det uden at introducere kritiske bugs (forestil dig en bug i opdateringsværktøjet der gør programmet ude af stand til at opdatere…). Samtidig reklamerer Google ikke med versionsnumre. Det hedder ikke Chrome 14 men bare Chrome, og der er ikke noget, der hedder “du må have Chrome 14 for at kunne bruge denne regel i CSS3″ eller lignende. Chrome er Chrome og sådan er det.

Så Mozilla: Jeres nye versionsstrategi er varm luft. Få hellere jeres software til at opdatere på en mere fornuftig måde.

But that optimism faded a few months later, in the spring of 2009, when the first prototype arrived in the Android offices. To Rubin’s eyes, they looked nothing like the designs Jha had presented. Indeed, they were hideous. Yes, there is always a gap between a manufacturer’s sketches and the eventual prototype, but Rubin and his team had so much faith in Jha that they expected him to deliver a phone much closer to the one he had pitched. Despair set in. “It looked like a weapon. It was so sharp and jagged and full of hard lines. It looked like you could cut yourself on the edges,” says someone who saw the prototype. “We were really concerned. There were a lot of conversations where we asked, ‘Is this really the device we want to do? Should we try to talk Motorola out of it?’”

Man havde ikke råd til at udsætte premieren mere så et ungt reklamebureau fik en uge til at finde på noget. Resten er historie (og ren Mad Men!).

Men slå lige koldt vand i blodet og brug et par minutter på at studere denne oversigt over, hvilke strålingsdoser du bliver udsat for hele tiden. Du vil opdage, at atomkraftværker er dit mindste problem, hvis du lider af radiofobi.

Kom ikke og giv mig skylden hvis du nu ikke længere kan bo i mustenshus, flyve eller spise bananer.

Tweeten var fra @engineerguytwit, som egentlig hedder Bill Hammack. Han har en YouTube kanal, hvor han forklarer, hvordan hverdagslige ting virker – set fra et ingeniørsynspunkt.

For nogle måneder siden så jeg en af hans videoer, der handlede om, hvordan Quarz-ure virker. En god video med en entusiastisk og letforståelig beskrivelse af, hvad der foregår indeni det 20 kroners digitalur du har på håndleddet.

Jeg twitrede om fyren:

Han er dårligt klædt og lidt af en nørd, men Engineer Guynlaver nogle interessante videoer http://engineerguy.com/

5.2 2011 14:47 via Twitter for iPadReplyRetweetFavorite

@fiskeben

Ricco Førgaard

… og tænkte ikke mere over den sag.

Men som sagt dukkede førnævnte tweet op, og det viste sig at være Engineer Guy som havde brugt mig (eller rettere: mit tweet) i en teaser video. Jeg må bare tage hatten af for dét:

Klik her for at se den indsatte video.

Så nu er jeg berømt! :)

Atter engang anbefaler jeg alle med bare lidt teknologisk interesse og nysgerrighed at kaste et blik på nogle af fyrens videoer. Det er ganske interessant.