Om fiskeben.dk
“Hvad er dette her for noget?” kan jeg næsten høre dig spørge – og med rette. I bund og grund er det min personlige hjemmeside. Et af tidens buzzwords er “weblog” og ja, fiskeben.dk er også en weblog.
Oprindelig var siden formål at lære noget om programmering i PHP og webdesign med (X)HTML, CSS, JavaScript og hvad der ellers er oppe i tiden. Efterhånden har mange andre ting i mit liv fået større prioritet, men da jeg stadig har lysten til at skrive lidt blog, har jeg valgt at konvertere den til WordPress.
Jeg har et “online visitkort” på riccomadsen.com.
Enhver god historie har en start. Min historie er ikke specielt god, men her starter den:
Jeg så første gang dagens lys om aftenen d. 2. marts 1979. Eller det vil sige, der var nok mørkt på det tidspunkt, så rigtigt dagslys har jeg sikkert ventet med at stifte bekendskab med til næste morgen. Jeg har to forældre, som de fleste andre, og derudover har jeg en storebror, der hedder Jacob. Efter et par misforståede år, hvor vi ikke rigtig kunne finde ud af, hvor vi ville bo, flyttede vi i 1981 eller 1982 til Gøttrup, som skulle blive rammen om mit liv på godt og ondt de næste 18-19 år.
Jeg startede i børnehaveklassen på Ørebroskolen i 1986, hvor jeg befandt mig udmærket. Jeg var naturligvis en stille dreng, og gjorde ikke megen væsen af mig. Jeg lavede mine lektier (en gang imellem), og resten af tiden kiggede jeg ud af vinduet. Sådan gik tiden, indtil jeg skulle i 8. klasse. Ørebroskolen er en lille bitte skole, så de har kun syv klassetrin. Derfor skulle 8. og 9. klasse foregå på Fjerritslev Skole. Her har de også vinduer, så jeg fortsatte, hvor jeg slap.
Jeg fik min første computer i 1991. Egentlig var det en fælles julegave til min storebror og mig, men det var mest mig, som havde interessen. Dengang blev jeg fast besluttet på, at jeg skulle arbejde med computere, “når jeg bliver stor” men af en eller anden grund fik det mig ikke til at begynde at lære noget om, hvordan den fungerede eller hvordan man fik den til at gøre ting. Den kunne køre spil, og det var rigeligt for mig. Computeren var en Amiga 500, og den har givet mig uendelige gode stunder. Æret være dens minde.
I 1995 startede jeg i 1.g på matematisk linie på Fjerritslev Gymnasium. Jeg var så priviligeret at komme i en forsøgsklasse, hvor det meste af arbejdet i de matematiske fag skulle laves med computere. Således lavede vi vores matematikopgaver på computer (med et matematikprogram kaldet MathCad), og alligevel kunne jeg ikke få opgaverne rigtige… Heldigvis var jeg forholdsvis ligeglad. Gymnasiet ligger ud til en skov, så der var rig mulighed for at stirre ud af vinduet.
Gymnasiet var en god tid, men den varer selvfølgelig ikke evigt. Således blev jeg student i 1998, og stod nu klar til at overtage verden. Først var der lige en værnepligt i vejen, som blev klaret i Fredericia hos Telegraftropperne. Det var en blandet fornøjelse, men set i bakspejlet var det sgu egentlig meget godt. Jeg fortryder det i hvert fald ikke. Det var også i 1998 jeg fik kåret min hjemby som Danmarks kedeligste i Strax på P3. Det gik ikke upåagtet hen, men jeg vandt da fem fribilletter til Roskilde Festival det år, så jeg var egentlig ligeglad. Lige indtil sent i september, hvor det meste af P3 kom rullende ind i byen og medbragte al mulig festivitas. Lars Hjortshøj var med, Nina Forsberg spillede op til dans i forsamlingshuset, og Dan Rachlin trådte i en ko-kasse ved det populære ko-kasse-bingo. Ja, da gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde sat i gang. Det var nu ikke lutter lagkage, for en sur kæl**** i byen gik helt i spåner og overfaldt mig verbalt – i TV Avisen. Hvad gjorde jeg? Jeg stod og stammede og kunne ikke sige et kvæk. Det værste er, at i dag kunne jeg have givet hende tørt på, men bagklogskab er nu den mindst brugbare form for klogskab. Men når sandheden skal frem, så har der aldrig været så mange mennesker i byen som på den dag, og om aftenen holdt vi et brag af en fest, som aldrig er set siden i den lille by.
Det blev hverdag igen, og da jeg i sommeren 1999 kom hjem fra soldat for sidste gang, skulle jeg finde på noget andet at lave. Jeg følte ikke for at springe på hovedet ud i en uddannelse, så jeg så mig omkring efter et job. Det var sværere end som så, men det lykkedes mig da at finde en tjans på den lokale møbelfabrik. I starten stod jeg ved en maskine og enten lagde træstykker i i den ene ende, eller også samlede jeg dem op i den anden ende. Vi skiftedes lidt. Efter et par uger kom værkføreren hen til mig med et underligt blik og sagde, at jeg skulle lave noget andet. Heldigvis, kan jeg sige i dag, for jeg kom over på et lager i stedet, og det var et meget bedre arbejde. Lønforhøjelse gav det også, så det kørte bare. Selvom jeg i dag ikke gad arbejde sådan et sted, var det nu alligevel et godt års tid, jeg tilbragte der.
For det blev kun til et lille års tid, så kunne jeg ikke holde mig mere; jeg skulle væk hjemmefra, og jeg skulle i gang med en uddannelse. Valget faldt på datamatikeruddannelsen på Nordjyllands Erhvervsakademi i Aalborg. Her tilbragte jeg to-et-halvt år med at lære en masse spændende ting om Java, analyse og design osv. Da jeg blev færdig, var it-boblen forlængst bristet og tilbage var kun luft. Ingen jobs. Derfor valgte jeg at tage imod et tilbud fra Aalborg Universitet om at fortsætte på datalogi med merit. Her tilbragte jeg så endnu et år og lidt mere til, hvorefter jeg blev bachelor of science. Dette var i januar 2004.
I sommeren 2003 kaldte Roskilde Festivalen endnu en gang. Sammen med et par venner fra studiet og deres venner (og deres venners venner…), slog vi et par telte op ved siden af et lokum på festivalens campingplads. Krydserne blev sat i programmet ud for de bands, der skulle ses og høres, og der blev drukket øl. Det gik hverken værre eller bedre end at jeg til koncert med Coldplay stødte ind i en norsk “jente” og gik hen og blev lidt forelsket. Vi aftalte, at det kunne da være meget skægt, hvis hun flyttede til Danmark, så det gjorde hun, og i dag bor vi stadig sammen. Nogle vil kalde det overilet, og det vil jeg også selv, men jeg fortryder intet.
Selvom jeg hele tiden havde været fast besluttet på at gå hele vejen og få en kandidatgrad, syntes jeg, at det kunne være skægt at søge et par jobs. Imod alle odds fik jeg et, og 2. februar kunne jeg starte som webudvikler hos 101 Systems (som i dag er gået fallit) i Frederikshavn. Dvs. på det tidspunkt hed firmaet Lummet, men senere skulle det hele være stort og smart, og et nyt navn var født. Lidt senere igen blev det hele for stort og smart, og firmaet gik konkurs. Jeg fik tre måneders opsigelse fra Lønmodtagernes Garantifond og kunne derfor gå og fede den derhjemme et par måneder.
Jeg gik dog ikke bare og kiggede ud af vinduet. Det var trods alt ikke folkeskolen længere. Jeg søgte en masse jobs og kom til et par jobsamtaler her og der. Nogle var comme ci, comme ca, mens andre var meget interessante. Jeg fik dog ingen job. Lige indtil jeg en dag blev kaldt til samtale i den mest usandsynlige virksomhed af alle dem, jeg havde søgt hos, nemlig KMD. Jeg kunne ikke forstå, at sådan et stort og veletableret firma kunne have den mindste interesse i mig, så det var med alt at vinde, jeg gik gennem sneen og til samtale. Personligt synes jeg, at det gik temmelig middelmådigt, men dagen efter blev jeg ringet op og tilbudt jobbet. Det er vel unødvendigt at nævne, at jeg var lidt glad den dag.
I 2006 skulle syntes min kæreste, at nu havde vi boet længe nok i flade Danmark og at der skulle nogle fjelde til. Vi flyttede til Norge og har i skrivende stund boet der i fire år. Norge er slet ikke så slemt, som de siger.
Og det var essensen af de første 31 år af mit ubetydelige liv. Jeg har forsøgt at holde navne ude af denne lille fortælling, for ingen nævnt, ingen glemt. Og det sidste er noget, jeg er rigtig god til.
