Mange sværger til Google Adsense når det kommer til valg af leverandør af online annoncer. Adsense har de fordele, at det er enkelt at sætte op, og læseren får vist annoncer, der blandt andet baseres på søgehistorik og hvad din artikel handler om. På den måde kan Adsense til tider være ganske nøjagtigt hvad angår dine læseres smag.

Jeg vil hellere komme med en anden angrebsvinkel, som jeg selv har haft bedre erfaring med. Metoden kan fint kombineres med Adsense, hvis man vil.

Vi skal benytte os af affiliatenetværket Partner-ads. Her kan man vælge blandt en mængde annoncører i flere forskellige kategorier, og annoncerne genererer penge enten per klik, provision eller faste beløb ved salg eller andet opnået mål.

Her er mine tre tips til, hvordan en nybegynder kan få mest ud af at vise online annoncer fra Partner Ads:

1. Deltag i programmer som annoncerer for ting dine læsere antageligvis interesserer sig for. Det bedste er naturligvis annoncer, der direkte handler om det samme emne, som du skriver om, men man kan også udlede lidt om læserens interesser ud fra hvad dine artikler handler om. For eksempel kan man antage, at hvis dine artikler handler om computere, kan læseren også være interesseret i gadets, webhoteller eller mobiltelefoner.

2. Vælg programmer, som betaler per klik. Selvom et klik koster en nærmest ubetydelig sum (0,20 – 1 kr) er der kortere vej til indtjening end hvis læseren skal købe noget i tillæg til at klikke på annoncen. Læseren kan (og vil ofte) fortryde efter klikket, men ved betaling per klik er pengene allerede i kassen.

3. Brug annoncerne målrettet. Brug Google Analytics eller lignende analyseværktøj til at finde de artikler, som får mange hits, og find ud af, hvilke søgeord, de besøgende anvender. Med dette i baghånden kan du finde annoncer, der passer til disse artikler og kun vise dem der.

Jeg håber disse tips kan være af nytte, og hvis du har andre ideer, du er villig til at dele, er det bare at skrive en kommentar.

Jeg er begyndt at bruge affiliate links (eller “sponsorerede links”) her på bloggen. Tanken er, at af og til skriver jeg (med glødende entusiasme) om og linker til bøger, film mm, og derfor kan jeg jo lige så godt se om jeg kan klemme lidt penge ud af det så jeg kan købe endnu flere spændende ting, som jeg kan skrive om (med endnu mere glødende entusiasme).

Nogle gange vil jeg bare nævne et produkt, enten fordi jeg skriver om det, eller fordi det nævnes i en anden sammenhæng. Andre gange vil jeg skrive en mere konkret anmeldelse (for eksempel som min anmeldelse af Revelation Space). Det sidste er mest for at give Google nogle flere metadata at arbejde med og måske høste nogle flere hits fra den kant.

Men hvor går grænsen? Min plan er at være åben om det. Uden at have undersøgt det så grundigt, så siger Markedsføringsloven, at “en reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes” (§4). Sponsorerede links er ret lette at camouflere, så jeg kommer nok til enten at skrive i parentes efter linket, at det er sponsoreret, eller have to links; et til en officiel side eller Wikipedia-artikel og et “Amazon.com” (eller lignende) link i parentes bagefter. I anmeldelser vil jeg nøjes med en disclaimer i bunden af artiklen, som siger at der er tale om en anmeldelse og at sponsorerede links kan forekomme.

Hvad synes du om sponsorerede links? Klikker du på dem, eller får du brækfornemmelser og skynder dig væk? Føler du dig snydt af dem, hvis det ikke tydeligt fremgår, hvad det er? Kom meget gerne med en kommentar.

Det er meget interessant læsning, og jeg håber vi kommer til at se flere blogs som skrives på denne måde. Jeg fik næsten følelsen af at sidde med en udgave af WiRED eller lignende, når jeg læste artiklen.

Bagsiden af medaljen er dog, at det bryder lidt med hele blog-ideen. Blogs er hvermandseje så alle og enhver kan publicere noget til web. Her er den en stor fordel med et strømlinet design, hvor man bare kan putte sin tekst ind i midten. Skal man lave mere fancy blogindlæg som dem i artiklen, er der ingen vej udenom. Man er nødt til at skrive HTML og CSS selv for at få den form man vil have. Glem alt om WYSIWYG (indtil videre).

Samtidig bryder konceptet lidt med min personlige mantra, nemlig at separere form og indhold. I artiklen nævnes en designer som faktisk går så langt som at bruge inline CSS – noget som får mig til at slå korsets tegn.

Sidst men ikke mindst sætter denne ide også en begrænsning på produktiviteten, i hvert fald hvad antal blogindlæg angår. Når det tager timer eller ligefrem dage at designe et indlæg, bliver det ikke til alverden man kan få ud.

I USA findes disse blogs i hobetal, og det er ikke kun de it-relaterede, som Engadget og Gizmodo, der kan leve af det. Emnerne spænder vidt lige fra den sære John Chow, der tjener penge på at blogge om hvordan man tjener penge på at blogge, til de mere seriøse som fx ClusterStock (søsterside til it-bloggen Silicon Alley Insider). Tilmed Sverige har (haft) sin egen blog-berømthed, der har tjent gode penge på blogging. Men hvor er de danske?

Opskriften er ellers relativt klar: Folk vil have indhold, indhold og indhold – og helst noget de ikke har set andre steder. Derfor kræver det hårdt arbejde at lave research og “journalistik” for at skrive de artikler, som læserne vil have. Fremgangsmåden hos mange er ofte at have en eller to store nyheder om dagen. Den slags nyheder som man selv har støvet op, analyseret, researchet og som er genuin og ikke kan findes andre steder. Resten er referater og sammenfatninger af nyheder fundet andre steder på nettet eller andet fyld man kan finde rundt omkring. Andre, som f.eks. Engadet og Gizmodo, overøser os med det sidste nye indenfor elektronik; alt fra de svageste rygter til produktpræsentationer og tests. De kappes om at komme først, og alle kneb gælder.

Et andet kriterie for succes er helt klart at have noget at sige. Det er vanskeligt at beslutte sig for at blive en succesfuld blogger. For de fleste kommer succesen som et uventet biprodukt af, at de har skrevet om noget de interesserer sig for. Tag f.eks. bare vor svenske blondine, Isabella Löwengrip, som begyndte med at skrive om mode og tøj, og før hun vidste af det, blev hun overdænget med prøver fra modehuse og tøjproducenter, som ville have hende til at skrive om netop deres produkt. Da hun stoppede havde hun hundredetusindvis af besøgende om ugen og tjente angiveligt millioner af kroner.

Men hvor er de danske? Så vidt jeg lige umiddelbart ved, er der ingen som lever af at blogge på dansk (eller danskere der skriver engelsk så vidt jeg ved). Hvorfor mon det?

En oplagt grund er nok konkurrencen og mængden af potentielle læsere. Skriver man på dansk, så har man allerede begrænset sit potentielle publikum til en brøkdel. Man vil sikkert have flere potentielle læsere ved at drive en engelsksproget blog om havenisser end en dansk blog om hacking. En anden faktor er konkurrencen både fra andre danske blogs og fra de store udenlandske – der er sikkert ikke meget værdi i en dansk blog om det sidste nye indenfor teknologi, for her vil man komme til kort overfor Engadget, Gizmodo, techcrunch etc. Skulle man mod al forventning (av, jantelov!) have noget at byde på indenfor denne kategori, hvorfor så ikke bedrive lidt profitmaksimering og skrive på et sprog som størst muligt publikum kan få glæde af?

Men der findes efter min mening stadig et potentiale i den danske blogosfære. Tag bare toppen af Twinglys top 100. Her er der helt sikkert et par stykker, som kan drive den lidt længere – hvis de ikke allerede har gjort det. De har en stor læserskare og er respekteret blandt mange.

Hvis man ikke kan leve af bloggen alene, er der stadig et udmærket potentiale i at have den som et supplement til sit arbejde eller sin egen virksomhed. Lars Bachmann, som netop er sprunget ud som selvstændig, har uden tvivl gode muligheder for at bruge sin blog til noget positivt i den forbindelse. Kundepleje og -shanghai’ing er noget som en blog er helt ypperlig til, og i tilfældet Lars Bachmann har han garanteret allerede en god del potentielle kunder blandt sine læsere.

Udover de oplagte grunde, hvad er så årsagerne til at ingen danskere lever af at blogge? Findes der danskere med blogindtægt? Kom gerne med kommentarer og ikke mindst uddybende information, hvis du har noget på hjertet.

Foto: Laughing Squid @ flickr

Er aviserne bange for blogs? Tør de ikke tage mediet til sig fuldt ud, eller har de bare ikke forstået hvordan det fungerer? Det er i hvert fald det indtryk jeg sidder tilbage med efter at have læst et blogindlæg (ironisk nok) fra Læsernes Redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, hvor han får danset udenom grøden og kommer frem til, at nok er der plads til blogs i nyhedsbilledet, men de skal holdes i kort snor og de kan ikke bruges til rigtig nyhedsformidling. Dertil er de for ryggesløse og mangler etiske og juridiske regler.

Det vil jeg gerne kommentere lidt på, for jeg er ikke 100% enig. Det virker som om man ikke ser på bloggen fra den rigtige vinkel.

Et eksempel:

På blogs ytrer deltagerne sig traditionelt langt mere frit og baserer sig gerne på rygter. Nogle blogs tillader endda anonyme indlæg, så ingen læsere kan se, hvem der udbreder for eksempel injurier.

Og:

Problemet er de udokumenterede antydninger og den manglende kildekritik.

Ja, men derfor er det alligevel tilladt at lave research og baggrundsarbejde. At der er mange anonyme blogs derude er ligegyldigt, for de er sjældent særligt interessante alligevel. Og selvom folk ikke efterlader fuldt navn og adresse (som man skal på Politikens blogs … herregud!), så har de som regel en e-mail adresse og/eller en hjemmeside, som er udmærkede værktøjer til at opspore personen bag. På den måde kan man få en mere officiel udtalelse fra personen, som gælder lige så godt som hvis man havde fundet hende via andre kanaler. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det (og hatten af til Computerworld for at bruge en blog som nyhedskilde).

Jeg forstår ikke, hvorfor blogs er så farlige som nyhedskilder. En journalist tager vel heller ikke alle andre kilder for gode varer uden at undersøge sagen dybere, gør han vel? Eller er oplysninger og information automatisk ødelagt og fejlagtig med det samme de kommer på internettet?

Blogskribenter kan også lave research og baggrundsarbejde. Se bare på netop dette indlæg. Tydelige citater og links til kilden. Hvorfor er det dårligere eller mindre værd bare fordi der ikke står “Journalisthøjskolen” på mit CV? Med links (som danske medier dog ikke synes så godt om) kan man faktisk bore sig længere ned i sagen og selv gøre yderligere arbejde for at finde de nødvendige oplysninger der skal til, før det kan blive godt nok til at blive kaldt “nyheder”.

Det største problem, som også pointeres af Kaufholz, er at der indtil videre findes relativt få danske blogs med fingeren på pulsen. Sagen om Dorte Toft og IT Factory er stadigvæk et enestående tilfælde (men et enestående enestående tilfælde!), men jeg er sikker på, at specielt it-relaterede nyhedsmedier og lokalt orienterede medier kan nyde rigtig godt af blogs i fremtiden. Antallet af uafhængige og mere dedikerede nyhedsblogs, hvor folk lever af at researche og skrive, vil komme til at stige, men vi kommer nok ikke til at se en blog fange danske politikere eller erhvervstopper med fingrene i kagedåsen lige med det samme (eller gør vi?).

Medierne (eller måske kun Politiken) vil så gerne styre bloggerne med deres nyhedsregime. Som sagt får man ikke sine kommentarer på en Politiken-blog uden fuldt navn og adresse. Det skal nok få folk til at stå i kø. Bevares, det er jo ikke fordi jeg spontant bryder i brand, fordi jeg skal oplyse om min bopæl, men omvendt så giver det et indtryk af, at Thøger personligt kommer og sætter sig på dig, hvis du skriver noget, som ikke er pænt. Hvor er friheden og åbenheden? Kommentarerne er ikke en del af artiklen men ment som en mulighed for læserne til at komme med spørgsmål, uddybende kommentarer (til gavn for andre læsere) og meget andet. Selvfølgelig er der brodne kar som vil lave ballade, men der hersker også en (selv-) justits blandt bloggere, som giver disse typer svar på tiltale. Og så er det også tilladt at slette unødvendige kommentarer.

Så kære medier, vær ikke så bange for blogs. De er ikke så anonyme og farlige, som I går og tror, og med lidt sund fornuft og måske en uddannelse som journalist tror jeg man kommer til at kunne finde flere og flere guldkorn der i fremtiden.

Kommentarer og synspunkter er velkomne – også de anonyme.

For et stykke tid siden brugte jeg nogle timer på at flikke en lille begynderguide til Feedburner sammen. Jeg syntes, at folket kunne bruge en introduktion til Feedburner, for det er trods alt et ret fint værktøj.

Det er der åbenbart også andre, der synes, for nu har jeg fundet ud af, at nogen mere eller mindre har kopieret min tekst. Faktisk kom det til mig på et sølvfad, for det dukkede op blandt mine trackbacks i WordPress-kontrolpanelet.

“Fedt,” tænkte jeg da jeg så det, “Nogen linker til mig.” Det sker nemlig ikke så ofte. Jeg tjekkede siden bare for at finde ud af, at der ikke er noget link tilbage til mig alligevel. På den anden side, så virkede teksten utrolig bekendt.

Efter lidt sammenligning viser det sig, at det trods alt ikke er en 1:1 kopi af min Feedburnerguide, for kopisten har forsøgt at skrive det om (min tekst var vel for lang?). Der er alligevel ord og vendinger i begge tekster, som viser, at der er tale om mere end almindelig glad inspiration. For eksempel brugen af “[...] i flæng kan nævnes visning af antal kommentarer på bloggen, tilføj dit indlæg til del.icio.us [...]” er lige lovlig speciel nok til at der kan være tale om tilfældigheder. Desuden kan det trækkes frem, at konkrete ting bliver nævnt i samme rækkefølge, semi-ualmindelige ord optræder begge steder osv.

Som sagt kom kopistens værk mig for øre via listen over indkommende links i WordPress-administrationspanelet. Det vil vel sige, at der HAR været et link til min side, og at Google har opdaget det, men nu er det der ikke længere. Det kan jeg sådan set godt forstå, for ellers ville den pågældende blogs læsere straks se, at her bliver der kopieret.

Det her synes jeg fannerme er træls! Det der er bare mega dårlig blogkarma! Jeg kunne da i det mindste få lidt street credit for det.

Måske skulle jeg bede Tele2 om at spærre for adgangen til den blog…

[Jeg har taget et screenshot i tilfælde at artiklen skulle blive fjernet eller radikalt ændret: Du kan se det her.]

Jeg synes da, at nogen skulle nominere fiskeben.dk til Blogprisen 2007. Hint.

Omvendt vil jeg holde op med at læse JohnChow.com. Han er gået så langt over stregen med sine reklamer, at det er uudholdeligt, og han skriver heller aldrig noget nyttigt længere. Jeg vil dog fortsætte med at bruge hans arkiv som reference, for guldkornene ligger der jo stadigvæk.

Selvom jeg har skrevet blog i fem år nu, har jeg desværre ikke alle mine skriverier helt tilbage fra dengang. En stor del gik tabt i Det Store MySQL-idioti sidste år (eller var det året før?), hvor problemer med æøå og den slags ødelagde store dele af min database. Jeg har alligevel konverteret revl og krat. For at gøre en lang historie kort: forvent ikke at gamle indlæg spiller 100%…

En af grundene til den lange ventetid med at komme over på WordPress er, at jeg ikke bare ville bruge et eller andet tema, som alle finder på nettet. Derfor har jeg installeret Sandbox temaet, som er et grundlæggende skelet, som man kan gøre en hel del med bare ved hjælp af CSS. Faktisk har jeg bare slettet to linier i PHP-filerne – resten er CSS. Indtil videre er det temmelig spartansk, men stirrer man længe nok på det, så bliver det utrolig fint. Bare prøv.

Anyway, med en bloggingplatform som rent faktisk gør det interessant at skrive på sin blog, håber jeg hermed at indlægsfrekvensen her skal hæve sig en hel del i den kommende tid. Nu får vi se.