fiskeben.dk

Last.fm + YouTube = music tv goodness er bestemt en tjeneste, som jeg skal prøve lidt grundigere i nær fremtid. Det er, som navnet muligvis antyder, et mashup af Last.fm og Youtube. Mere præcist handler det om at bruge Last.fms viden om din musiksmag (eller sammenhængen mellem forskellige numre og bands) og repræsentere det som video hentet fra Youtube. Ret smart.

Se min kanal her.

[Via Lifehacker]

Jeg bliver utroligt harm og ikke mindst chokeret, når jeg ser, at en privat virksomhed ved hjælp af en dommerkendelse mod en internetudbyder får udbyderen til at lukke for kundernes adgang til en bestemt hjemmeside. I dette konkrete tilfælde er det IFPI, der får lukket for adgangen til The Pirate Bay.

Hvorfor er det så slemt, kan man spørge sig selv. The Pirate Bay er jo en grim hjemmeside, hvor man kan hente en hel masse piratkopieret materiale. Der er så mange svar på og kommentarer til dette, at jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte.  Men jeg kan da prøve.

IFPI og The Pirate Bay er private foretagender.

Når et privat foretagende kan få lukket for adgangen til et andet privat foretagende, bliver jeg lidt nervøs. Her er ikke tale om, at den forurettede får lukket for den forurettendes hjemmeside. Der er tale om, at den forurettede får kappet linjerne *) til den forurettende. Dette er ikke godt, fordi dommen ikke er over den forurettende men imod en uskyldig mellempart. Der kan drages mange mere eller mindre søgte paralleller til virkelighedens verden, men det kan sammenlignes med, at bladkiosken får skylden for, at der er billeder af krigsofre i en avis.

Hvad bliver det næste? Skal Socialdemokraterne få lukket for adgangen til Venstres hjemmeside for at kunne vinde det næste valg? Det er selvfølgelig usandsynligt, men når IFPI beviser, at det kan lade sig gøre, er der ikke langt fra ord til handling i mange andre grene af internettet. Hvad kan abortmodstanderne finde på? Scientology? Andre, som ikke vil have sandheden frem?

Er Danmark blevet en kinesisk provins?

Hvad sker der for det danske retsvæsen? Med en dom som denne har de (igen?) udvist en himmelråbende mangel på sans for, hvad der foregår under næsen på dem. Det er et stjerneeksempel på, at de ikke fatter en hujende fis af, hvad det er de laver, og IPFIs lobbyisme skinner så meget igennem, at man skal være retarderet for ikke at få øje på den.

Det er kun i Kina og værre diktaturstater, at staten eller den lovgivende magt går ind og udøver den slags censur af internettet, og det er skræmmende, at den slags nu også foregår i Danmark. Hvad er der blevet af ytringsfriheden?

Musikbranchen bedriver digital selvmordbombning.

IFPI og resten af den pengestærke og -griske medieverden er godt og grundigt i gang med at smadre den teknologiske og kulturelle udvikling og ikke mindst sig selv. Fakta er, at folk køber stadigvæk musik og film, men vi har da for fanden trods alt begrænsede midler! Vi kan ikke købe Britney Spears’ og alle de andre amøbers 117 seneste “hit”, for vi tjener ikke lige så mange millioner som I gør. Derfor må vi foretage et valg og nøjes med at købe det, vi har råd til.

Men hvorfor skal vi se til fra sidenlinjen, mens den kulturelle revolution er godt i gang? At ALVERDENS musik og film etc ligger frit tilgængeligt på nettet er et kulturelt syvmileskridt, og vi havde ikke turdet drømme om det for 10-15 år siden. Nu er det her, og brancherne bekæmper det med næb og klør men til ingen verdens nytte. Forbrugerne har fået smagen for friheden, og der er ikke noget, de kan gøre ved det. De er nødt til at lægge om og tjene pengene på andre markeder som f.eks. digital distribution, merchandise, koncerter, online communities. Kun fantasien sætter grænser, men den seneste tids begivenheder er et vidnesbyrd om, at disse mennesker ikke er i nærheden af at eje en fantasi.

Dette afsnit er inspireret af artiklen “Fildelings-søksmål er selvmordsbombing for platebransjen” (ja, den er norsk), og den er rigtig god læsning.

Diskussionen kan gå videre i det uendelige, men jeg håber ikke, den gør det. Jeg håber, at en skønne dag vil brancherne se, at slaget er tabt, og at de må indordne sig under de nye markedsforhold. Jeg håber, at vores folkevalgte og domstolene ikke vil bukke under for pres fra mavesure mænd i grå jakkesæt og tilsidesætte befolkningens frihed og rettigheder. Mavesure, fordi de ikke vil acceptere, at deres skyhøje profit gik ned med 1,5% sidste år og ikke vil indse, at de selv har skylden for lavere indtjening, fordi de producerer så uendeligt meget lort, som vi hjernevaskes til at synes om.

*) “Lukningen” består i, at Tele2 har fjernet The Pirate Bay fra sine navneservere. Det kan med lethed omgås ved at skifte til openDNS. Enten er Tele2 dumme og ved ikke, hvordan de spærrer for noget, eller også er de smarte og laver en let omgåelig spærre. Jeg tror det sidste.

Det jeg nu skal berette om kommer ganske givet til at blive noget værre rod, for det er en pludselig indskydelse, som kræver efterbehandling. En strøtanke, jeg fik i øjet.

Jeg sad netop og rullede tilfældigt igennem mit iTunes-bibliotek. I iTunes kan man give numrene 0-5 stjerner og på den måde angive, hvad man synes om det. Jeg så tilfældigt, at et godt nummer ikke havde fået en karakter, og tænkte, at det var underligt, at jeg ikke havde gjort det noget før – for det er jo et godt nummer. Lidt i affekt besluttede jeg mig for at gå hele biblioteket igennem og give karakterer til alle sange, som ikke havde en i forvejen (80% velsagtens).

I begyndelsen gik det ganske nemt, for jeg havde snublet over Kashmir-afdelingen. Deres musik kender jeg godt nok til, at jeg kunne enten give karakteren ud fra hukommelsen eller i det mindste nøjes med at høre et par sekunder, før en mening om nummeret sprang frem fra en fjern afkrog i min hjerne.

Efterhånden som jeg bevægede mig nedover i den endeløse række af musiknumre, indså jeg, at her var noget galt. For det første kan man ikke bare uden videre give en karakter til en sang, medmindre man umiddelbart kan relatere til den. Sangen skal vække noget i en, før den lader sig vurdere. Denne indsigt fik mig til at springe flere og flere numre over, eller – værre endnu – give dem den lidt gennemsnitlige karakter “3″ uden hensyntagen til stemmen fra førnævnte fjerne afkrog i min hjerne, der sagde mig, at jeg rent faktisk ikke kender sangen godt nok til at bedømme den.

Da jeg nåede til Radiohead, tænkte jeg “nu sker der noget. Her kommer jeg til at give rene 4- og 5-taller, for al Radioheads musik er jo dyb, storslået, ekstravagant og ikke mindst genial“. Specielt her slog det mig, at jeg jo ikke kender musikken. Jeg ved, at den er der, og jeg har hørt den x antal gange, men jeg kender den sgu ikke! Hvordan skal jeg kunne give en karakter til noget, som jeg i bund og grund ikke kender særlig meget til?

Hvad er det egentlig, jeg vil sige med dette her? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror det er noget i denne retning:  Musikken anno 2008 dag flyder sammen. Grænser brydes ned. Siden jeg for omtrent 10 år siden begyndte at lægge mine CD’er ind på computeren i det famøse MP3-format, har jeg så godt som altid brugt randomfunktionen; valgt at overlade valget til computeren. Med tiden er det blevet til, at jeg vælger at overlade valget til computeren, for at jeg skal slippe for at vælge, for jeg kan ikke vælge!  Før computeren tog min musiksamling ud af CD-stativet og ind på harddisken, havde jeg stort set ikke andet valg end at høre en CD ad gangen fra A til Z. I dag kan jeg ikke længere finde ud af at vælge, hvad jeg skal høre på, så jeg overlader valget til en tilfældighedsgenerator – hvis smag jeg alligevel ikke er helt tilfreds med hver gang, så det bliver til en god del trykken på next-knappen, indtil jeg opnår tre-fire nye minutters tilfredsstillelse.

I gamle dage lyttede jeg til musikken, og på den måde lærte jeg at sætte pris på den gode musik og sætte den dårlige tilbage på hylden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt plader med Beatles, Doors, Kashmir, Metallica, Rage Against the Machine etc. etc. fra start til slut uden at gøre noget som helst andet. Og alligevel blev jeg underholdt!

I dag åbner musikkens enorme tilgængelighed et utal af nye døre til dens verden, men tilgængeligheden har også sin pris. I kraft af, at jeg nu kan vælge og vrage, er det blevet utrolig sjældent, at jeg hører en plade fra start til slut, og det sker næsten aldrig, at jeg sætter mig ned for virkelig at lytte til musikken uden at gøre noget alt muligt andet samtidigt.

Pludselig blev det lidt mere klart, hvorfor jeg ikke kan give karakterer til al min musik. Jeg har jo aldrig lyttet til den.

I fredags var vi til en lille koncert nede på den lokale, hvor William Hut optrådte. For de (mange) som ikke kender ham, kan jeg kort fortælle, at han er en bergensartist, der spiller følsom musik alene med sin guitar. Naturligt nok resulterer det i en type koncert, hvor publikum bør være opmærksomme og høre efter. Det var der bare ingen som havde fortalt den lille gruppe af idioter, som formåede at halvere koncerten ved at snakke meget og højt  og til sidst at gøre den stakkels hr. Hut lidt ked af det, så han til sidst ikke gad spille længere. Det var da alle 150 kroner værd…

Jeg har lidt vanskeligt ved at forstå, hvad der får folk til at gide spendere 150 kroner på at komme ind til en koncert med den type musik, hvor de desuden skal betale 62 kroner for en øl, når de kan sidde derhjemme og råbe så højt de vil og drikke billige billigere pilsnere købt i butikken. Herregud for nogle kraftidioter.