Et par ord om dagens nyt fra Apple
Årets Stevenote er overstået, og rygtesmedene har ramt skræmmende præcist denne gang. Den største nyhed (som med rygterne in mente ikke er en nyhed længere) er subnotebook’en MacBook Air, der brillierer på mange områder bortset fra prisen. 14K for en maskine, hvor størrelsen er den eneste fordel, er ganske enkelt 4-5K for dyrt.
Anderledes interessant er det med Apple TV, der har fået en saltvandsindsprøjtning af rang – og den kommer i softwareform, hvilket sikkert er til stor glæde for eksisterende ejere. På vej til Apple TV er filmleje og iTunes direkte i boksen samt adgang til Flickr- og .Mac-konti. Film bliver tilgængelige i HD-kvalitet, så BluRay/HD-DVD-afspillere røg pludselig meget langt ned på listen til fordel for den nye Apple TV – specielt med tanke på, at prisen får et nøk nedad. Apple TV begynder at blive voksen. Da Apple TV første gang så dagens lys, var jeg umiddelbart ellevild, men jeg kølede hurtigt ned. I dag er det anderledes.
Derudover er der vel ikke så meget at sige om dagens afsløringer. Der er kommet lidt softwareopdateringer til iPhone og iPod touch, som selvfølgelig er meget velkomne, men de burde efter min mening have været der for længe siden.
Der kommer nok til at gå et godt stykke tid før vi ser et produkt, der skaber den samme røre, som iPhone gjorde.
15
jan