fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med blog

Hvorfor lever ingen danskere af at blogge?

Mens jeg engang før jul skrev min kommentar om journalisternes holdning til blogs, slog det mig hvor få danskere der egentlig lever af sin blog. Det fik mig til at tænke videre på, hvorfor dette mon er tilfældet, og hvordan de danske forhold er for en full time blogger.

I USA findes disse blogs i hobetal, og det er ikke kun de it-relaterede, som Engadget og Gizmodo, der kan leve af det. Emnerne spænder vidt lige fra den sære John Chow, der tjener penge på at blogge om hvordan man tjener penge på at blogge, til de mere seriøse som fx ClusterStock (søsterside til it-bloggen Silicon Alley Insider). Tilmed Sverige har (haft) sin egen blog-berømthed, der har tjent gode penge på blogging. Men hvor er de danske?

Opskriften er ellers relativt klar: Folk vil have indhold, indhold og indhold – og helst noget de ikke har set andre steder. Derfor kræver det hårdt arbejde at lave research og “journalistik” for at skrive de artikler, som læserne vil have. Fremgangsmåden hos mange er ofte at have en eller to store nyheder om dagen. Den slags nyheder som man selv har støvet op, analyseret, researchet og som er genuin og ikke kan findes andre steder. Resten er referater og sammenfatninger af nyheder fundet andre steder på nettet eller andet fyld man kan finde rundt omkring. Andre, som f.eks. Engadet og Gizmodo, overøser os med det sidste nye indenfor elektronik; alt fra de svageste rygter til produktpræsentationer og tests. De kappes om at komme først, og alle kneb gælder.

Et andet kriterie for succes er helt klart at have noget at sige. Det er vanskeligt at beslutte sig for at blive en succesfuld blogger. For de fleste kommer succesen som et uventet biprodukt af, at de har skrevet om noget de interesserer sig for. Tag f.eks. bare vor svenske blondine, Isabella Löwengrip, som begyndte med at skrive om mode og tøj, og før hun vidste af det, blev hun overdænget med prøver fra modehuse og tøjproducenter, som ville have hende til at skrive om netop deres produkt. Da hun stoppede havde hun hundredetusindvis af besøgende om ugen og tjente angiveligt millioner af kroner.

Men hvor er de danske? Så vidt jeg lige umiddelbart ved, er der ingen som lever af at blogge på dansk (eller danskere der skriver engelsk så vidt jeg ved). Hvorfor mon det?

En oplagt grund er nok konkurrencen og mængden af potentielle læsere. Skriver man på dansk, så har man allerede begrænset sit potentielle publikum til en brøkdel. Man vil sikkert have flere potentielle læsere ved at drive en engelsksproget blog om havenisser end en dansk blog om hacking. En anden faktor er konkurrencen både fra andre danske blogs og fra de store udenlandske – der er sikkert ikke meget værdi i en dansk blog om det sidste nye indenfor teknologi, for her vil man komme til kort overfor Engadget, Gizmodo, techcrunch etc. Skulle man mod al forventning (av, jantelov!) have noget at byde på indenfor denne kategori, hvorfor så ikke bedrive lidt profitmaksimering og skrive på et sprog som størst muligt publikum kan få glæde af?

Men der findes efter min mening stadig et potentiale i den danske blogosfære. Tag bare toppen af Twinglys top 100. Her er der helt sikkert et par stykker, som kan drive den lidt længere – hvis de ikke allerede har gjort det. De har en stor læserskare og er respekteret blandt mange.

Hvis man ikke kan leve af bloggen alene, er der stadig et udmærket potentiale i at have den som et supplement til sit arbejde eller sin egen virksomhed. Lars Bachmann, som netop er sprunget ud som selvstændig, har uden tvivl gode muligheder for at bruge sin blog til noget positivt i den forbindelse. Kundepleje og -shanghai’ing er noget som en blog er helt ypperlig til, og i tilfældet Lars Bachmann har han garanteret allerede en god del potentielle kunder blandt sine læsere.

Udover de oplagte grunde, hvad er så årsagerne til at ingen danskere lever af at blogge? Findes der danskere med blogindtægt? Kom gerne med kommentarer og ikke mindst uddybende information, hvis du har noget på hjertet.

25

feb

3

Om aviser og deres holdning til blogs

Foto: Laughing Squid @ flickr

Foto: Laughing Squid @ flickr

Er aviserne bange for blogs? Tør de ikke tage mediet til sig fuldt ud, eller har de bare ikke forstået hvordan det fungerer? Det er i hvert fald det indtryk jeg sidder tilbage med efter at have læst et blogindlæg (ironisk nok) fra Læsernes Redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, hvor han får danset udenom grøden og kommer frem til, at nok er der plads til blogs i nyhedsbilledet, men de skal holdes i kort snor og de kan ikke bruges til rigtig nyhedsformidling. Dertil er de for ryggesløse og mangler etiske og juridiske regler.

Det vil jeg gerne kommentere lidt på, for jeg er ikke 100% enig. Det virker som om man ikke ser på bloggen fra den rigtige vinkel. Læs resten »

20

dec

0

Informationssynergi

René skrev i dag om, at Overskrift.dk og Information har startet et samarbejde, der kaldes BlogSynergi. Det går i al sin enkelthed ud  på, at Overskrift.dk undersøger blogs for links til Informations hjemmeside. Er der et link, vil bloggen også blive indekseret der. Link love – we love it.

Jeg synes bare det er et lillebitte problem, at det (indtil videre) kun er Information, der er med på løjerne. For det første fordi jeg sjældent (læs: aldrig) ikke læser Information, og for det andet fordi “jo flere jo bedre” kan være et udmærket nøgleord, når det handler om at linke til højre og venste. Det første kan (og vil) jeg gøre noget ved, og lur mig om ikke nummer to kommer hen ad vejen.

For at gøre en potentielt lang historie kort: håndtegn til Information og Overskrift.dk for at være kommet ind i det nye årtusind.

22

jan

3

Det krakker for Krak

Jeg synes hele sagen om Krak er ganske morsom. Til den uindviede kan jeg kort (sic) fortælle, at en person for nylig blev præsenteret for en pæn regning fra Krak, fordi han havde linket direkte til sine adresseoplysninger på deres hjemmeside – et deeplink, som de meta-it-smarte kalder det. Den slags ting vil Krak have betaling for, og derfor sender man en regning. Fyren har lavet opstandelse, hvorefter Krak har set sig selv i spejlet og indrømmet, at de er lige lovlig pengegriske.

Ikke nok med det. En anden fyr har omtalt sagen på sin blog, og en person har reageret med nok så heftig en svada godt krydret med diverse bandeord, hvor hovedessensen var, at han godt kunne tage og holde op med at angribe Krak sådan, for det var ikke pænt. Blog-fyren tog kommentaren til sig og skrev et nyt indlæg om den sammen med IP-adressen på brugeren, hvorefter en snarrådig læser lavede et whois-opslag på adressen. Det viste sig, at kommentaren er skrevet fra en computer i Kraks eget netværk.

Summa summarum: Selvom det hele er digitalt ude på det store indernedt, efterlader du alligevel store, fedtede fingeraftryk overalt, hvis du ikke bruger handsker. Og skulle du bruge handsker, risikerer du stadigvæk, at fedtet på dine klamme hænder siver gennem handsken og smitter af på det, du rører ved.

24

jan

0