fiskeben.dk

Onsdag og torsdag i denne uge var jeg på JavaZone 08 i Oslo Spektrum. JavaZone er en java-orienteret (d’uh!) udviklerkonference, som afholdes hvert år, og hvor godtfolk kommer for at høre om hvad som rører sig i java-verdenen.

Det var første gang, jeg var på JavaZone og kun anden gang jeg var på en egentlig konference. Første gang var i foråret, da jeg besøgte ROOTS i Bergen. Den store forskel på disse to er, at JavaZone handler mere om teknologi, hvor ROOTS handler mest om metoder og styring af teams (i år i hvert fald).

JavaZone var ganske spændende, og alt i alt synes jeg at det var det hele værd. Jeg kom hjem med ny inspiration fra skyttegravene og glæder mig til at udforske nogle af tingene lidt dybere. Særligt fik jeg mest ud af foredragene om REST, Groovy og web-testing, som jeg nok skal komme til at mærke mere til.

Konferencen blev skudt i gang onsdag morgen kl. 8 da Hurra Torpedo gik på scenen og fik vækket alle dem, som stadig var lidt i drømmeland. Kort fortalt  er Hurra Torpedo en trio, som spiller covermusik med brugte hvidevarer som det rytmiske indslag. Vi blev serveret en god række gamle travere, og jeg var slet ikke klar over at der kan være så god lyd i dybfrysere og komfurer. Helt klart et lyt værd, hvis du skulle komme forbi dem.

Mens jeg stod og så koncerten kom jeg til at tænke på, at gruppen Press Play on Tape ville passe 100 gange bedre til en nørdekonference som JavaZone, og lur mig om ikke PPoT stod på scenen samme aften og fik afsluttet den dag med en aldeles nydelig koncert. Til de uindviede kan jeg fortælle, at de spiller rock-fortolkninger af musikken fra spil til gamle computere fra 80′erne (primært Commodore 64). Seancen sluttede med temamusikken til Secret of Monkey Island, hvor jeg ganske enkelt fik gåsehud og drømte mig tilbage til da jeg var 13. Fantastisk.

Umiddelbart er jeg klar til næste år også. Count me in!

Der var engang for længe siden, hvor jeg var ung og syntes det var fedt at samle en flok venner med computere og spille spil uafbrudt i dagesvis. Da det var på sit højeste, mente vi, at vi skulle med til computerverdenens svar på Roskilde Festival, nemlig The Party.

The Party var 3500 svedende nørder under samme tag, og selvom de fleste af dem svedte, fordi de kun brugte tid på at spille spil og spise chips, var der stadig nogle få, som var til stede, fordi de var en del af scenen. Demoscenen.

Desværre findes The Party ikke længere, men jeg havde nok heller ikke deltaget, hvis det gjorde. Men det var blandt andet på The Party, at jeg fik øjnene op for noget, som i mange år har fascineret mig rigtig meget, nemlig demoerne. Mange kender sikkert begrebet “demo” som en begrænset udgave af et program eller et spil, som man kan hente og afprøve – altså en demonstration. De demoer, som jeg snakker om, har ikke meget med dem at gøre, udover at de er en demonstration. En demo – som kommer fra demoscenen – er en demonstration af programmørernes færdigheder udi grafik, musik og timing. Kort sagt er en demo en slags kortfilm, som udelukkende er programmeret – ikke tegnet eller filmet eller noget tredje.

Et af formålene for demoprogrammørerne er som regel at lave det bedste produkt ved at bruge færrest mulige ressourcer. Derfor opstod der forskellige konkurrencer (som blev afholdt på blandt andet The Party), så man kunne gruppere demoerne. Fordi forskellige computere har forskellige ressourcer til rådighed, gav det ikke mening at lade en C64 demo sammenlignes med en Amiga demo. Derfor blev de delt op på platform, dvs C64, Amiga, PC osv., og man fandt på andre grupperinger, som oftest definerede regler for brugen af ressourcer. Et eksempel er 64K demoer, der, som navnet antyder, kun er for demoer, som maksimalt fylder 64 kilobyte. Det er ikke meget, tro mig.

Hvor vil jeg nu hen med dette? Jo, for nogle år siden chokerede en gruppe demoscenen ved at diske op med en 64K demo, der med lethed kunne sidestilles med diverse 3D skydespil i grafisk præstation. Altså, et program på 64 KB præsterede så nogenlunde det samme som et spil på flere 100 MB. Gruppen hed Farbrausch, og produktet hed ‘the product‘. For få dage siden kom gruppen med en ny demo, der fik mig til at miste underkæben (igen). Godtnok er vi oppe på ca 117 KB diskplads, men det gør det ikke mindre imponerende.

Se demoen ved selvsyn – den findes i flere forskellige videoformater (eller selve programmet, hvis du har lyst – og Windows). Derudover synes jeg, at du skulle tage et kig på nogle af gruppens andre demoer. De fyre er altså ikke uden evner.

På falderebet vil jeg pege dig i retning af den demo, der tilbage i 199-etellerandet fik mig interesseret i demoscenen, nemlig State of the Art af Spaceballs. Det er en Amiga demo, og der skulle gå mange år, før nogen kunne komme med noget nyt, der kunne imponere mig mere end denne demo.

Bemærk: Min beskrivelse af demoscenen og brugen af begreber er alt sammen frit fra hukommelsen og som jeg gennem tiderne har opfattet det. Er du interesseret, er der massevis af god information om demoscenen under mine links til Wikipedia i denne artikel.