Tag-arkiv: CSS

Bloggen som blad

I (stærk?) kontrast til mit forrige indlæg, hvor jeg efterlyser lidt nytænkning i udviklingen af det elektroniske blad/avis, vil jeg gerne fremhæve en artikel fra den anden grøft; bloggen som blad (eller the Death of the Boring Blog Post). Her efterlyses mere innovation i blogs; hvorfor skal blogindlæg være så kedelige og hvorfor ikke gøre dem mere blad-agtige?

Det er meget interessant læsning, og jeg håber vi kommer til at se flere blogs som skrives på denne måde. Jeg fik næsten følelsen af at sidde med en udgave af WiRED eller lignende, når jeg læste artiklen.

Bagsiden af medaljen er dog, at det bryder lidt med hele blog-ideen. Blogs er hvermandseje så alle og enhver kan publicere noget til web. Her er den en stor fordel med et strømlinet design, hvor man bare kan putte sin tekst ind i midten. Skal man lave mere fancy blogindlæg som dem i artiklen, er der ingen vej udenom. Man er nødt til at skrive HTML og CSS selv for at få den form man vil have. Glem alt om WYSIWYG (indtil videre).

Samtidig bryder konceptet lidt med min personlige mantra, nemlig at separere form og indhold. I artiklen nævnes en designer som faktisk går så langt som at bruge inline CSS – noget som får mig til at slå korsets tegn.

Sidst men ikke mindst sætter denne ide også en begrænsning på produktiviteten, i hvert fald hvad antal blogindlæg angår. Når det tager timer eller ligefrem dage at designe et indlæg, bliver det ikke til alverden man kan få ud.

WordPress here I come!

Endelig fik jeg nosset mig sammen til at konvertere min gamle hjemmeside over til WordPress [edit: jeg skal selvfølgelig linke til den DANSKE WordPress side. Soooriii!]. Det var egentlig ikke så svært når det kom til stykket, men det var lige det der med at få det gjort. Folkens, sig velkommen til WordPress på fiskeben.dk.

Selvom jeg har skrevet blog i fem år nu, har jeg desværre ikke alle mine skriverier helt tilbage fra dengang. En stor del gik tabt i Det Store MySQL-idioti sidste år (eller var det året før?), hvor problemer med æøå og den slags ødelagde store dele af min database. Jeg har alligevel konverteret revl og krat. For at gøre en lang historie kort: forvent ikke at gamle indlæg spiller 100%…

En af grundene til den lange ventetid med at komme over på WordPress er, at jeg ikke bare ville bruge et eller andet tema, som alle finder på nettet. Derfor har jeg installeret Sandbox temaet, som er et grundlæggende skelet, som man kan gøre en hel del med bare ved hjælp af CSS. Faktisk har jeg bare slettet to linier i PHP-filerne – resten er CSS. Indtil videre er det temmelig spartansk, men stirrer man længe nok på det, så bliver det utrolig fint. Bare prøv.

Anyway, med en bloggingplatform som rent faktisk gør det interessant at skrive på sin blog, håber jeg hermed at indlægsfrekvensen her skal hæve sig en hel del i den kommende tid. Nu får vi se.

Flyv-en-drage OSX

Som relativt nybagt Mac-nørd (fanboy hedder det, hvis du er Windows-fantast) og mere erfaren web-, (X)HTML-, JavaScript-, XML-nørd kan jeg ikke lade være med at blive en kende imponeret over Flyakite OSX. Det er Mac OS X implementeret i førnævnte teknologier, og det er utrolig godt lavet og samtidig utrolig ubrugeligt. Prøv at kaste et blik på det.